Det betyder, at CNIPA nu står for håndteringen af både patenter, brugsmodeller, designs, varemærker og beskyttelsen af geografiske betegnelser, og dermed at al administration i forbindelse med disse IP-rettigheder nu er underlagt CNIPA, herunder vurdering af ansøgninger, tildeling af registrering, ophævelsessager, appelsager osv.
Udover selve håndteringen i relation til de forskellige IP-rettigheder, er CNIPA blevet tillagt en række andre funktioner og opgaver, hvoraf følgende skal fremhæves:
- Udarbejdelse af en national IP-strategi, herunder politikker og initiativer, der bl.a. skal promovere IP innovation og beskyttelse;
- Forkortelse af tiden det tager at opnå en IP-registrering samt at sikre en høj kvalitet og effektivitet i behandlingen;
- Fokus på håndteringen af ansøgninger indleveret i ”ond tro”;
- Vejledning og rådgivning i forbindelse med håndhævelse af IP-rettigheder.
SAMR
SAMR, der ligeledes er en sammenlægning af en række tidligere myndigheder, har til formål at regulere og føre kontrol og tilsyn med det kinesiske marked, herunder som tilsynsmyndighed i forhold til CNIPA.
SAMRs væsentligste funktion i relation til IP er som kontrolorgan i forbindelse med etableringen af en samlet håndhævelsesmyndighed (The Law Enforcement Inspection Bureau), der skal håndtere håndhævelsen af både patenter og varemærker, men også af forskellige konkurrenceretlige discipliner. Etableringen af håndhævelsesafdelingen vil formentlig lette håndhævelsesproceduren, idet der tidligere har været en række udfordringer forbundet med de mange forskellige myndigheder, der har været underlagt forskellig regulering og dermed haft forskellige håndhævelsesprocedurer.
The Law Enforcement Inspection Bureau vil, i samarbejde med SAMR, stå for etableringen af flere lokale håndhævelseskontorer, der skal effektivisere håndhævelsen overfor særligt falske produkter. De lokale kontorer vil dog kunne koordinere med andre kontorer eller the Law Enforcement Inspection Bureau i forbindelse med større aktioner i hele Kina.
Omlægningen af IP-myndighederne er stadig relativt ny, hvorfor vi endnu ikke har set den fulde effekt af centraliseringen. Overordnet set er det dog positivt, at Kina nu har fået en mere centraliseret IP-myndighedsstruktur, der i højere grad ligner resten af verdens, og som formentlig vil kunne medføre en højere effektivitet og kvalitet i sagsbehandlingen.