Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

Offentlighed og konkurrenceudsættelse af undtagne kontrakter?

Kromann Reumert
02/02/2023
Offentlighed og konkurrenceudsættelse af undtagne kontrakter?
Kromann Reumert logo
Klagenævnet for Udbud tog i efteråret stilling til, om en kontrakt om administration af DR's sendenet var undtaget fra udbudspligt efter udbudslovens § 19. Kendelsen er faktisk også interessant for et forhold, som den slet ikke adresserer: en (mulig) traktatbaseret forpligtelse til at sikre gennemsigtighed og/eller en art konkurrenceudsættelse..

Klagenævnet for Udbuds kendelse af den 26. september 2022: Borch Teknik A/S mod DR


Kort om sagen

DR ønskede at indgå en aftale om administration af DR's sendenet for DTT, FM, AM og DAB til udsendelse af tv og radio. Der var tale om en fornyelse af en kontrakt, som var blevet udbudt i 2012 for en 10-årig periode. Den nye kontrakt skulle løbe i syv år med driftsstart den 1. april 2023 og havde en samlet værdi af 31,5 mio. euro.


DR indrykkede i den forbindelse en profylaksebekendtgørelse, hvoraf det fremgik, at DR anså kontrakten for at være omfattet af udbudslovens § 19. Efter denne bestemmelse gælder udbudsloven ikke for offentlige kontrakter, som "hovedsageligt har til formål at sætte ordregiveren i stand til at stille et offentligt kommunikationsnet til rådighed, drive et sådant net eller levere elektroniske kommunikationstjenester til offentligheden".


DR tildelte efterfølgende administrationskontrakten direkte til den eksisterende leverandør, Cibicom A/S.


Borch Teknik, som havde været prækvalificeret ved udbuddet i 2012, indgav en klage over tildelingen til Klagenævnet for Udbud. Borch Teknik påstod blandt andet, at DR ikke kunne påberåbe sig udbudslovens § 19, da DR ikke kunne anses for at stille et offentligt kommunikationsnet til rådighed eller drive et sådant net.


Klagenævnet for Udbuds kendelse

Klagenævnet konkluderede efter en længere (og meget teknisk) analyse af begreberne "elektroniske kommunikationstjenester" og "offentligt elektronisk kommunikationsnet", at betingelserne i § 19, 3. led (om levering af elektroniske kommunikationstjenester til offentligheden) var opfyldt.


Klagenævnet konstaterede herefter, at "fordi betingelserne i udbudslovens § 19, 3. led, er opfyldt, har DR været berettiget til at tildele kontrakten ved en direkte tildeling."


Vores bemærkninger

Klagenævnets omfattende analyse af undtagelsesbestemmelsens anvendelsesområde kan være relevant for interessenter inden for specialområdet for de offentlige kommunikationstjenester og -net, som udbudslovens § 19 vedrører.


Herudover er et andet forhold, som Klagenævnet for Udbud (og parterne) slet ikke adresserer i kendelsen, imidlertid af mere generel udbudsretlig relevans. EU-Domstolen har flere gange slået fast, at der for visse offentlige kontrakter med klar grænseoverskridende interesse gælder en forpligtelse til at skabe en vis offentlighed og/eller en form for konkurrenceudsættelse, og at denne forpligtelse følger direkte af Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde og ligebehandlingsprincippet. Men gælder denne forpligtelse også for kontrakter, som er eksplicit undtaget udbudspligt?


EU-Domstolen har indtil videre (kun) fastslået, at der gælder en sådan forpligtelse for visse aftaletyper, som falder uden for udbudsdirektivernes anvendelsesområde. Det gælder blandt andet aftaler med en værdi under udbudsdirektivernes tærskelværdier og tidligere også koncessionsaftaler (som nu er reguleret i et selvstændigt direktiv) samt B-tjenesteydelser (som ikke længere findes som kategori).


Spørgsmålet, som klagenævnets kendelse i DR-sagen af 26. september 2022 giver anledning til at overveje, er, hvad der gælder for aftaler, som i øvrigt kunne have været omfattet af direktiverne, men som er eksplicit undtaget herfra, eksempelvis i medfør af udbudslovens § 19.


Klagenævnet behandlede slet ikke problemstillingen i sin kendelse, hvilket – med respekt for det forhandlingsprincip, som efterhånden er veletableret i klagesager ved nævnet – efter vores opfattelse kunne tale for, at den traktatbaserede forpligtelse ikke gælder for eksplicit undtagne kontrakter. Retstillingen kan således være forskellig fra kontrakter som ikke er omfattet, og kontrakter, som er undtaget.


Vi bemærker dog, at det – så vidt ses – ikke er gjort gældende af klager, at en sådan forpligtelse skulle gælde. Det kan være baggrunden for, at klagenævnet − som altså (i dag) er omfattet af forhandlingsmaksimen − ikke tog stilling til spørgsmålet.


Vi bemærker også, at den traktatbaserede forpligtelse alene gælder for aftaler med en klar, grænseoverskridende interesse, og at sagen også (måske) kunne have været afgjort på dette spørgsmål. Dette spørgsmål tog klagenævnet heller ikke stilling til (og det var heller ikke gjort gældende af klager).


Det er derfor måske ikke helt klart, hvor stor vægt kendelsen kan tillægges i en analyse af den nævnte problemstilling, men den sætter dog fokus på spørgsmålets aktualitet. Ægte udbudsnørder – som os i Kromann Reumerts udbudsgruppe – kan i øvrigt læse meget mere om dette emne i vores bidrag til hyldestskriftet til Steen Treumer, hvor vi foretager en mere dybdegående analyse af emnet.


Se bidraget


Læs Klagenævnet for Udbuds kendelse af 26. september 2022.

Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.
Fagligt indhold, der kunne være relevante for dig
Biodiversitet i udbud. Er grøn det nye sort?
Jurainfo Exclusive logo
PODCAST
Biodiversitet i udbud. Er grøn det nye sort?
Biodiversitet ligger højt på den politiske agenda og kommer i fremtiden til at blive en større del af offentlige udbud. Hvor meget fylder biodiversitet i dag og på længere sigt? Det kommer vi ind på i denne episode, som er relevant for bøde offentlige ordregivere og private tilbudsgivere.
Kan du påvirke udbudsmaterialet fra det offentlige?
Jurainfo logo
EXCLUSIVE
VIDEO
Kan du påvirke udbudsmaterialet fra det offentlige?
Kan man som privat tilbudsgiver påvirke udbudsmaterialet fra det offentlige? Det kommer Anja Piening, specialist i udbudsret, nærmere ind på her.
Artikler, der kunne være relevante for dig
3 nye kendelser fra Klagenævnet for udbud
3 nye kendelser fra Klagenævnet for udbud
22/01/2025
Udbud
Ordregiver afviste tilbud som unormalt lavt – Klagenævnet for Udbud erklærer sig enig
Ordregiver afviste tilbud som unormalt lavt – Klagenævnet for Udbud erklærer sig enig
22/01/2025
Udbud
Alternativ rist vejede tungt i støbejernsudbud
Alternativ rist vejede tungt i støbejernsudbud
24/01/2025
Udbud
Kan man skræddersy en kran?
Kan man skræddersy en kran?
28/01/2025
Udbud
Når prisen er for god til at være sand
Når prisen er for god til at være sand
10/02/2025
Udbud
Får ny EU-afgørelse konsekvenser for fornyelse af IT-kontrakter for de såkaldte legacy systemer?
Får ny EU-afgørelse konsekvenser for fornyelse af IT-kontrakter for de såkaldte legacy systemer?
07/02/2025
IT- og telekommunikation, Udbud
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62B, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
kontakt@jurainfo.dk
Ønsker du at udgive materiale?
2025 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted