Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

Nyt høringsforslag vedrørende digitalisering af retsprocessen og oprettelse af en domsdatabase

Delacour
30/09/2015
Nyt høringsforslag vedrørende digitalisering af retsprocessen og oprettelse af en domsdatabase
Den 24. august 2015 har Justitsministeriet sendt et udkast til lovforslag i høring vedrørende digitalisering af retsprocessen i borgerlige sager, oprettelse af en domsdatabase m.v.

Formålet med lovforslaget er at indføre en hjemmel til at stille krav om, at retten og parterne i borgerlige retssager gradvist fra begyndelsen af 2016 skal anvende et digitalt sagsbehandlingssystem (via en sagsportal på internettet) ved anlæggelse og behandling af disse retssager.

Lovforslaget indebærer samtidig, at papirbilag og brevpost i borgerlige retssager udfases fra 2016.

Ikrafttræden og pilotperiode
Det foreslås i høringsforslaget, at loven træder i kraft den 1. januar 2016, men således at der opereres med en gradvis ibrugtagning af systemet, hvorefter systemet i første omgang i en pilotperiode fra lovens ikrafttræden alene vil blive taget i brug hos henholdsvis Retten i Horsens og Vestre Landsret.

Herefter forslås systemet gradvist taget i brug ved de øvrige domstole i løbet af 2016, således at alle landets domstole forventes at være i stand til at behandle sagerne digitalt omkring den 1. januar 2017.

Etablering af sagsportal
Hovedindholdet i den foreslåede ordning er, at der etableres en selvbetjeningsportal, hvor en sag anlægges, og hvor retten og parterne kan kommunikere med hinanden. Herudover etableres et digitalt betalingsmodul, hvor brugerne kan betale retsafgifter online.

Det foreslås, at rettens brugere fremover udelukkende skal kommunikere digitalt med retten om konkrete sager via den oprettede sagsportal, og brugerne skal indlæse stævninger, svarskrifter, yderligere processkrifter, bilag samt skriftlige anmodninger til retten digitalt på sagsportalen. Retten vil herefter kunne tilgå parternes dokumenter i et digtalt sagsbehandlingssystem.

Høringsforslaget indebærer, at alle borgerlige retssager som udgangspunkt kun kan behandles digitalt, og at sagerne hos retterne ikke længere eksisterer på papir. Dette betyder, at alle sagsskridt skal foregå via sagsportalen, og dette gælder ligeledes anke, kære, anmodning om genoptagelse, ansøgning om genoprejsningsbevilling m.v.

Det vil således ikke være muligt at sende skriftligt materiale på papir eller e-mail til retten, medmindre der er særlig hjemmel til det, og når en sag er anlagt, vil en henvendelse til retten på anden måde end via domstolenes sagsportal være uden retsvirkning, og vil således ikke have fristafbrydende virkning.

Tilsvarende er der hjemmel til, at retten kan afvise en sag, som ikke anlægges via sagsportalen, såfremt der er tale om en sag, som efter forslaget skulle anlægges via sagsportalen, og denne hjemmel må forventes at blive benyttet over for professionelle parter og parter, der er advokatrepræsenteret.

Det foreslås i høringsforslaget, at en digital meddelelse anses for at være kommet til retten på det tidspunkt, hvor den er tilgængelig for retten. Det vil sige på det tidspunkt, hvor den kan behandles eller læses af retten. Det vil eksempelvis sige, at en digital meddelelse, der er modtaget på domstolenes sagsportal kl. 23.59 den 30. november anses for at være kommet frem den 30. november, uanset at tidspunktet ligger uden for rettens almindelige kontortid.

I det omfang, retten ønsker at modtage et processkrift inden et givent tidspunkt, skal der således fastsættes nøjagtigt klokkeslæt herfor.

Hvilke sager er omfattet
Det foreslås i høringsforslaget, at behandlingen af sager via den digitale sagsportal skal omfatte alle borgerlige sager omfattet af retsplejeloven, dvs. også småsager omfattet af retsplejelovens kapitel 39, afgørelser om forbud og påbud efter kapitel 40, sager om ægteskab og forældremyndighed efter kapitel 42 m.fl.

Ordningen kommer desuden efter forslaget til at omfatte sager, som efter anden lovgivning behandles som borgerlige sager, herunder sager efter dødsboskiftelovens 98, ægtefælleskiftelovens § 2, stk. 4 og konkurslovens § 243.

Ordningen kommer derimod ikke til at omfatte straffesager, fogedsager, tinglysningssager eller de skiftesager, som ikke behandles efter den borgerlige retspleje. Kære af afgørelser, der træffes i disse sager, skal derfor heller ikke behandles på sagsportalen.

Betalingspåkrav og indsigelser mod betalingspåkrav skal efter forslaget fortsat indleveres til fogedretten, og indleveres derfor ikke på sagsportalen. Såfremt der kommer indsigelser, og fordringshaveren har anmodet om, at sagen overgår til retssagsbehandling, vil sagen overgå til behandling som en almindelig borgerlig sag, og sagen skal herefter behandles på domstolenes sagsportal. Det vil påhvile den byret, der behandler betalingspåkravet, at digitalisere betalingspåkravet og indsigelsen, hvorefter yderligere processkrifter og bilag skal indleveres af sagens parter på sagsportalen.

Vejledning og fritagelse fra digital behandling
Det forudsættes i høringsforslaget, at domstolene skal yde hjælp og vejledning til de borgere, som ikke kan eller har vanskeligheder ved at bruge domstolenes sagsportal.

Dette indebærer, at der skal gives borgeren mulighed for at tilgå en sag digitalt fra en computer i retsbygningen, samt at der ydes hjælp og vejledning til at få scannet og indlæst dokumenter på sagen.

For så vidt angår de borgere, hvor det vurderes, at de selv med hjælp fra retten ikke vil være i stand til at benytte domstolenes sagsportal, foreslås indført hjemmel til, at retten kan undtage disse fra at anvende den digitale sagsportal, således at parten i stedet kan indlevere processkrifter, bilag m.v. i papirudgave eller pr. e-mail.

Det lægges til grund i forslaget, at alle professionelle partsrepræsentanter og virksomheder vil være i stand til at anvende domstolenes sagsportal. Professionelle parter og aktører vil derfor som udgangspunkt ikke kunne fritages fra kravet om at anvende domstolenes sagsportal, medmindre de er hjemmehørende i udlandet, eller andre ganske særlige forhold gør sig gældende.

Høringsfristen for lovforslaget udløb den 21. september 2015, og det må forventes, at lovforslag vil blive fremsat og vedtaget i nogenlunde uændret form.






Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Artikler, der kunne være relevante for dig
FLSmidth A/S frifundet for krav på 347 mio. kr.
FLSmidth A/S frifundet for krav på 347 mio. kr.
21/11/2023
Retssager og voldgift, Forsikring og erstatning
Irmapigen sejrer i Sø- og Handelsretten
Irmapigen sejrer i Sø- og Handelsretten
13/12/2023
Konfliktløsning, Immaterialret, Retssager og voldgift
Når syn og skøn går i tomgang
Når syn og skøn går i tomgang
02/01/2024
Fast ejendom og entreprise, Retssager og voldgift
Nye regler skal nedbringe sagsbehandlingstiden af civile retssager
Nye regler skal nedbringe sagsbehandlingstiden af civile retssager
11/06/2024
Retssager og voldgift, Øvrige
Landsretten har afgjort tvist mellem Power og DBU om Powers reklamekampagne
Landsretten har afgjort tvist mellem Power og DBU om Powers reklamekampagne
13/06/2024
Immaterialret, Konfliktløsning, Retssager og voldgift
Er fast pris altid fast pris – eller?
Er fast pris altid fast pris – eller?
22/08/2024
Fast ejendom og entreprise, Retssager og voldgift
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62B, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
kontakt@jurainfo.dk
Ønsker du at udgive materiale?
2024 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted