Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

Ny udtalelse om rammerne for kommuners samarbejde

Horten
13/11/2019
Ny udtalelse om rammerne for kommuners samarbejde
Horten logo



Social- og Indenrigsministeriet har i en ny udtalelse vurderet, at to kommuners samarbejde om madproduktion og -udbringning hverken har hjemmel i den skrevne lovgivning eller i kommunalfuldmagtsreglerne. Udtalelsen er et relevant fortolkningsbidrag til rammerne for kommunalt samarbejde og erhvervsvirksomhed samt produktion til eget brug.


Norddjurs Kommune og Randers Kommune indgik i 2017 en samarbejdsaftale om madservice, der tilbydes efter servicelovens regler. Formålet med samarbejdet var i fællesskab at producere mad i høj kvalitet til lave priser til de to kommuners borgere.

Der var stor asymmetri i samarbejdet, da den ene kommune efter samarbejdsaftalen både skulle eje alle bygninger og inventar, stå for selve produktionen af maden, have alle medarbejdere ansat og have det driftsmæssige ansvar for samarbejdet, mens den anden kommunes rolle var ganske begrænset og primært bestod i at deltage i en fælles styregruppe og stå for den overordnede organisering af kørselsopgaven.

Da kommuners samarbejde på frit valgs-området kan betyde færre opgaver til de private leverandører, bad Det Danske Madhus A/S Horten om at anmode Ankestyrelsen om en vejledende udtalelse i sagen. Horten anførte i henvendelsen, at der var tale om erhvervsvirksomhed i form af køb og salg af ydelser mellem de to kommuner, og at det hverken havde hjemmel i den skrevne lovgivning eller i kommunalfuldmagten.


Ankestyrelsen gav grønt lys til samarbejdet


Ankestyrelsen fandt i sin udtalelse af 25. oktober 2018, at der var hjemmel til det tværkommunale samarbejde i kommunalfuldmagtsreglerne. Det blev begrundet med, at en kommune kan tilberede og levere mad til eget brug, herunder til hjemmeboende borgere i kommunen omfattet af serviceloven, og der er som udgangspunkt frie rammer for, hvordan kommunen organiserer løsningen af en sådan opgave. Ankestyrelsen anførte, at grundsætningen om produktion til eget brug derfor også finder anvendelse, når det sker i et fællesskab af flere kommuner, og at et sådant fællesskab også kan være uformelt, dvs. uden at der er oprettet en retlig enhed.

Læs Ankestyrelsens udtalelse af 25. oktober 2018.


Social- og Indenrigsministeriet: Samarbejdet har ikke hjemmel i den skrevne lovgivning


Horten anmodede herefter Økonomi- og Indenrigsministeriet – nu Social- og Indenrigsministeriet – om at tage stilling til Ankestyrelsens udtalelse.

Vedrørende den skrevne lovgivning konstaterede ministeriet indledningsvist, at serviceloven ikke regulerer kommuners samarbejde om madserviceopgaver.

Da tærskelværdien efter § 2 i lov nr. 548 var overskredet, var samarbejdet heller ikke hjemlet i den lov.


Samarbejdet har heller ikke hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne


Ministeriet tog herefter stilling til, om samarbejdet mellem de to kommuner havde hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne, hvor der som udgangspunkt gælder et forbud mod kommunal erhvervsvirksomhed. Ministeriet fandt, at samarbejdet hverken havde hjemmel i principperne om produktion til eget brug eller salg af ledig overkapacitet, ligesom samarbejdet ikke kunne ske med henvisning til praksis vedrørende betjeningsoverenskomster og uformelle samarbejder.

Derudover fandt ministeriet heller ikke, at samarbejdet var omfattet af styrelseslovens § 60 om kommunale fællesskaber, da der ikke var afgivet kompetence.

Til sidst vurderede Social- og Indenrigsministeriet, om der forelå en sådan kommunal interesse i samarbejdet, at det kunne gennembryde forbuddet mod erhvervsvirksomhed. De hensyn, der kunne tale for dette, var blandt andet, at et samarbejde kan medføre stordriftsfordele og øge effektiviteten.

Heroverfor anførte ministeriet, at forbuddet mod erhvervsvirksomhed er begrundet i principielle overvejelser om afgrænsningen af henholdsvis den private og den offentlige sektors opgaver samt hensynet til lige konkurrence. Endvidere anførte ministeriet, at kommunestyret ikke er opbygget med produktion og afsætning af varer og tjenesteydelser for øje, men med henblik på at varetage fællesopgaver for et lokalsamfund.

På baggrund af en afvejning af hensynene for og imod de to kommuners samarbejde vurderede Social- og Indenrigsministeriet samlet set, at der ikke var en interesse af en sådan karakter og styrke, at samarbejdet kunne anses for hjemlet i kommunalfuldmagtsreglerne. Ministeriet udtalte derfor 31. oktober 2019, at samarbejdet ikke har hjemmel i lovgivningen. Læs udtalelsen her: 19.3.2 Om to kommuners samarbejde om madproduktion.

Ministeriet lagde i den forbindelse vægt på, at samarbejdet mellem kommunerne ikke ligesom betjeningsoverenskomster havde karakter af en historisk anerkendt og i lovgivningen anerkendt samarbejdsform. Der blev også lagt vægt på, at en anerkendelse af kommuners adgang til at indgå samarbejder som det, der beskrives i sagen, ville medføre en uklart afgrænset undtagelse til forbuddet mod udøvelse af erhvervsvirksomhed.


Konsekvens af manglende hjemmel


Med henvisning til den manglende hjemmel for samarbejdet anførte ministeriet, at kommunerne enten skal opsige deres samarbejdsaftale, så den er bragt til ophør senest 31. december 2020, eller at samarbejdet inden samme dato skal lovliggøres.



 
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.

Artikler, der kunne være relevante for dig
Lov om fremme af projekter om CO2-fangst, -rørtransport og -lagring er vedtaget
Lov om fremme af projekter om CO2-fangst, -rørtransport og -lagring er vedtaget
11/03/2026
Miljøret, Energiret og forsyningsret, Offentlig ret
Bortfald af delopgave indebar ikke ophør af den tidsbegrænsede ansættelse – opsigelse og partshøring var forsat påkrævet
Bortfald af delopgave indebar ikke ophør af den tidsbegrænsede ansættelse – opsigelse og partshøring var forsat påkrævet
25/03/2026
Ansættelsesret og arbejdsret, Stats- og forvaltningsret, Offentlig ret, Compliance
Sideaktiviteter i almene boligorganisationer - hvad må man og hvad kræver det?
Sideaktiviteter i almene boligorganisationer - hvad må man og hvad kræver det?
21/04/2026
Offentlig ret, Entrepriseret og fast ejendom
Kvartershuse i almene boligforeninger - rammen for styrkelse af sociale fællesskaber
Kvartershuse i almene boligforeninger - rammen for styrkelse af sociale fællesskaber
01/05/2026
Offentlig ret, Lejeret, Kontraktret, Entrepriseret og fast ejendom
Nye registreringskrav for kreditformidlere: Hvad betyder det for dig - og hvad bør du gøre nu?
Nye registreringskrav for kreditformidlere: Hvad betyder det for dig - og hvad bør du gøre nu?
05/06/2026
Finansieringsret og bankret, Compliance, EU-ret, Offentlig ret
Ny aftale om korttidsudlejning 2026: Skærpet tilsyn og markant højere bøder
Ny aftale om korttidsudlejning 2026: Skærpet tilsyn og markant højere bøder
04/06/2026
Lejeret, Offentlig ret, Stats- og forvaltningsret, Compliance, IT-ret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62A, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
[email protected]
Ønsker du at udgive materiale?
2026 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted