Ny EU-dom om virksomhedsoverdragelsesdirektivet

Virksomhedsoverdragelsesdirektivet

Virksomhedsoverdragelsesloven, der implementerer direktiv 2001/23/EF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstageres rettigheder i forbindelse med overtagelse af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter (”Direktivet”), finder anvendelse i de situationer, hvor der sker overdragelse af en virksomhed eller en del heraf.

Det følger af Direktivets artikel 1, stk. 1, litra b), at definitionen på en overførsel, som er omfattet af Direktivet, er ”en overførsel af en økonomisk enhed, der bevarer sin identitet”. EU-domstolen har i en lang række domme taget stilling til, hvad der nærmere kræves for, at det, der overdrages, har bevaret sin identitet efter overdragelsen.

Det har længe været antaget, at i de brancher, der er kendetegnet ved, at der ikke er driftsaktiver af betydning (fx løsøre), og hvor aktiviteten således hovedsageligt er baseret på arbejdskraft (fx rengøring), vil det afgørende - i forhold til spørgsmålet om identiteten er bevaret – være, om erhververen overtager en efter antal og kvalifikationer betydelig del af den arbejdsstyrke, som hos erhververen var beskæftiget med den aktivitet, som nu overdrages (jf. fx C-13/95– Süzen, præmis 21, og C-200/16 - Securitas , præmis 29).

Det stiller sig anderledes i brancher, hvor eksistensen af driftsaktiver har væsentlig betydning for udøvelsen af virksomheden. I en sådan situation bliver overdragelsen af de pågældende driftsaktiver central for bedømmelsen.

Derudover fremgår det af Direktivet, at reglerne i Direktivet også finder anvendelse på offentligretlige virksomheder, der udøver en økonomisk aktivitet, uanset om de opererer med gevinst for øje. En administrativ omorganisering af offentlige administrative myndigheder eller en overførsel af administrative funktioner mellem offentlig administrative myndigheder er ikke en overførsel i direktivets forstand. 

Den konkrete sag

I den konkrete sag fra Spanien skulle EU-domstolen tage stilling til, om Direktivet skal fortolkes således, at reglerne i Direktivet finder anvendelse i en situation, hvor en notar, der er offentligt ansat og samtidig privat virksomhedsleder for sine ansatte, overtager notatkontoret (herunder notarialregisteret og de medarbejdere, som arbejdede for den tidligere notar). 

Inden EU-domstolen dog tog hul på besvarelse af ovennævnte spørgsmål, skulle EU-domstolen først afgøre, i hvilket omfang notaraktiviteterne falder ind under undtagelsen om offentlige myndigheder nævnt ovenfor. I den forbindelse bemærkede EU-domstolen, at de spanske notarer er offentligt ansatte, der er udnævnt ved ministerielle bekendtgørelser efter en udvælgelsesprøve. 

EU-domstolen nåede frem til, at de spanske notarer ikke faldt ind under ovennævnte undtagelse, blandt andet under henvisning til, at det står borgerne frit for at vælge en notar, og at notarerne udøver deres virksomhed under konkurrencemæssige betingelser, hvilket ikke er kendetegnende for udøvelsen af beføjelser, der henregnes til offentlig myndighed. 

Herefter fastslog EU-domstolen også, at:

”Det fremgår af samtlige ovenstående betragtninger, at artikel 1, stk. 1, i direktiv 2001/23 skal fortolkes således, at dette direktiv finder anvendelse i en situation, hvor en notar, der er offentligt ansat og samtidig privat virksomhedsleder for sine ansatte, efterfølger en anden tidligere indehaver af et notarkontor, overtager dennes notarialregister og en betydelig del af det personale, som arbejdede for sidstnævnte, og fortsætter med at udøve samme virksomhed på det samme arbejdssted med de samme materielle midler, forudsat at kontoret opretholder sin identitet, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at afgøre under hensyntagen til alle relevante omstændigheder.”

Dommen fra EU-domstolen synes i høj grad at være i overensstemmelse med tidligere afsagte domme.