Ny dom: Forsikringsmægler og medarbejder solidarisk ansvarlige over for forsikringsagentur

Sagen angik, om en forsikringsmægler og en medarbejder, A, havde handlet ansvarspådragende overfor et forsikringsagentur. Derudover angik sagen også spørgsmålet, om A havde overtrådt sine kontraktlige forpligtelser, sin loyalitetspligt og/eller markedsføringslovens regler.

Medarbejderen A blev ansat hos forsikringsagenturet den 31. august 2015. A’s arbejdsopgaver bestod primært i salg og kundebetjening, og han havde derfor haft en meget omfattende kontakt til forsikringsagenturets eksisterende og potentielle kunder.

Da forsikringsagenturet fik mistanke om en række illoyale handlinger fra A’s side, blev indholdet af hans tidligere arbejdscomputer genskabt med henblik på at dokumentere en eventuel overtrædelse af hans ansættelsesretlige forpligtelser samt markedsføringsloven.

Virksomheden konstaterede i denne forbindelse, at A havde foretaget en lang række illoyale handlinger, herunder haft et sideløbende samarbejde med forsikringsmæglervirksomheden, som A senere blev ansat i, bl.a. ved at have fået flyttet kunder fra forsikringsagenturet til forsikringsmægleren.

Forsikringsagenturet anlagde bl.a. på denne baggrund sag mod A og forsikringsmægleren med krav om erstatning på 373.031 kr. for brud på den på tidspunktet gældende markedsføringslovs §§ 1 og 19. Erstatningskravet var opgjort på baggrund af det samlede præmieindtægtstab over en otteårig periode, som var den samlede løbetid for forsikringerne, beregnet på baggrund af gennemsnitlig provision og servicehonorar, fratruffet løn- og provisionsomkostninger til medarbejderen samt et skønsmæssigt fastsat beløb.

Byretten: Ansvarspådragende at flytte kunder – krav om erstatning fastsat skønsmæssigt til 140.000

Retten kunne uden videre lægge til grund, at A med virkning fra 1. december 2016 var blevet ansat ved forsikringsmægleren, og at der allerede i sommeren 2016 havde været drøftelser om ansættelse, idet der på A’s computer blev fundet to udkast til ansættelsesaftaler udarbejdet af forsikringsmægleren.

Ifølge en mail af 31. august 2016 fra en kvindelig medarbejder til A, blev hun ringet op af forsikringsmægleren, der anmodede om, at de skulle sættes på som modtager af police vedrørende en kunde, hvilket hun ikke var meget for, idet det var A’s kunde. I mailen skrev hun videre, at hun var blevet oplyst om, at "en A" skulle starte hos forsikringsmægleren dagen efter. Den 10. oktober 2016 gav A tilladelse til, at hans telefonnummer blev flyttet over til forsikringsmægleren.

På baggrund af ovenstående måtte det ifølge retten antages, at det allerede i slutningen af august 2016 var forudsat, at A senere skulle påbegynde en ansættelse ved forsikringsmægleren

Herudover kunne det lægges til grund, at A flere gange havde foranlediget tilbud fra en virksomhed ejet af forsikringsmægleren, som blev fremsendt til forsikringsagenturets kunder. Også dette måtte antages klart at være i strid med forsikringsagenturets interesser, hvilket må have stået klart for A.

Ud fra de beviste handlinger havde A ifølge rettens vurdering under sin tilknytning til forsikringsagenturet handlet illoyalt og medvirket til overtrædelse af de dagældende bestemmelser i markedsføringslovens § 1 og § 19 alt i en sådan grad, at han var erstatningsansvarlig over for forsikringsagenturet.

Retten lagde til grund, at forsikringsmægleren havde været fuldt ud klar over, hvordan de pågældende kunder var blevet flyttet af A, i hvilken forbindelse forsikringsmægleren havde opnået ikke-uvæsentlig økonomisk gevinst.

I erstatningsopgørelsen var det anført, at de omhandlede forsikringer, som A havde flyttet, ville være fortsat hos forsikringsagenturet i yderligere otte år. Retten kunne ikke uden videre lægge det til grund, men antog dog, at forsikringerne gennemsnitligt ville have været provisionsbærende for forsikringsagenturet i en længere periode. Ligeledes kunne retten ikke lægge til grund, at der ville have været indgået servicekontrakter med alle kunder.

Retten skønnede, at virksomhedens indtægtstab havde været mindst 140.000 kr. og ikke 373.000 kr., som der var nedlagt påstand om.
 

Vestre Landsret: Forsikringsmægler og ansat handlede ansvarspådragende – erstatning yderligere nedsat

Landsretten lagde til grund, at A havde undladt at tilbyde privatkunder hos forsikringsagenturet en forsikring, der sikrede virksomhedens provision, hvorfor A havde tilsidesat sin loyalitetsforpligtelse over for forsikringsagenturet og derved handlet ansvarspådragende.

Det blev desuden lagt til grund, at A håndterede mæglerfuldmagter mellem forsikringsmægleren og selskabets kunder, inden ansættelsesforholdet hos forsikringsagenturet var ophørt.

Landsretten fandt derfor, at forsikringsmæglervirksomheden vidste, at medarbejderen ikke alene varetog forsikringsagenturets interesser. Derudover blev det også fastslået, at forsikringsmægleren opnåede en økonomisk fordel ved, at A tog en række kunder fra forsikringsagenturet med, da han startede hos forsikringsmægleren. Forsikringsmægleren opnåede desuden en økonomisk fordel ved, at A i vid udstrækning havde medtaget en række kunder fra forsikringsagenturet, da han startede hos forsikringsmægleren.

Forsikringsmægleren havde derfor overtrådt den på tidspunktet gældende markedsføringslovs §§ 1 og 19 og derved handlet ansvarspådragende overfor forsikringsagenturet.

Landsretten tiltrådte i væsentligt omfang byrettens afgørelse og fandt på denne baggrund også, at begge parter havde handlet ansvarspådragende overfor forsikringsagenturet, og at de derfor hæftede solidarisk for det tab, som de havde påført agenturet. Forsikringsagenturets indtægtstab blev i denne forbindelse fastsat skønsmæssigt til 100.000 kr.

Bech-Bruuns kommentar

Dommen er interessant, idet den viser, at en medarbejder sagtens kan blive erstatningsansvarlig, hvis den pågældende i forbindelse med fx tilsidesættelsen af sin loyalitetspligt påfører den tidligere arbejdsgiver et tab. Omvendt viser dommen også, at det kan være vanskeligt for den tidligere arbejdsgiver at dokumentere det konkrete fremtidige indtægtstab i sådanne sager.

Sagen er afgjort på baggrund af den på tidspunktet gældende bestemmelse i markedsføringslovens § 19, som ikke længere eksisterer, da vi i dag har reglerne i lov om forretningshemmeligheder.