Medarbejder anset som funktionær, selvom han ejede 39% af aktierne i arbejdsgiverselskabet.

Vestre Landsret har for nyligt afsagt dom i en sag, hvor en medarbejder, der besad en ejerandel på 39% i selskabet på opsigelsestidspunktet, blev anset som funktionær.

 Ifølge funktionærloven er personer, der indtager en tjenestestilling, og som dermed er underlagt arbejdsgiverens instruktioner, omfattet af funktionærlovens regler (forudsat at de øvrige kriterier for lovens anvendelse er opfyldt). Det er ikke nærmere beskrevet i loven, hvad der ligger i begrebet ”tjenestestilling”.

Kravet om at der skal foreligge en tjenestestilling blev implementeret i funktionærloven i 1948. Der har siden været afsagt et utal af domme, som har bidraget til afgrænsningen af begrebet.

På baggrund heraf anfører man traditionelt at: Administrerende direktører i aktieselskaber, der på grund af deres selvstændige stilling må sidestilles med arbejdsgivere, samt de repræsentanter som disponerer frit med hensyn til deres arbejde og dermed nærmest er at sidestille med selvstændige forretningsdrivende, er ikke omfattet af lovens beskyttelse.


Medejer eller funktionær

Ud fra de samme betragtninger vil man ofte nå frem til, at en person, der ejer en betydelig aktiepost i et selskab hvor vedkommende også arbejder, ikke er omfattet af loven, da personen i kraft af (med)ejerskabet har stor indflydelse på den daglige ledelse af selskabet.

I vurderingen af, om en medejer af en virksomhed også kan anses som lønmodtager i samme virksomhed, og dermed er omfattet af bl.a. funktionærloven, skeler man ofte til den vurdering der foretages i en insolvenssituation. I insolvenssituationen forudsætter et privilegeret krav ifølge konkurslovens § 95, at man anses som lønmodtager og dermed er i et tjenesteforhold. Lønmodtagernes Garantifond har i deres generelle stillingtagen hertil opstillet nogle retningslinjer, der normalvis kan anvendes som en grov tommelfingerregel. I henhold til retningslinjerne kan et medarbejderskab på mindre end 10% ikke fratage lønmodtagerstatus, medarbejderskab på mellem 10-20% vurderes konkret, hvorimod medejerskab på over 20% som helt klart udgangspunkt medfører, at medejeren ikke har lønmodtagerstatus.

Ud fra disse retningslinjer ville medejeren i den konkrete sag altså ikke blive anset som funktionær.

Vurderingen af, om en medejers ejerandele i arbejdsgiverselskabet medfører, at vedkommende falder uden for funktionærloven, er dog mere nuanceret og vil i sidste ende altid bero på en konkret helhedsvurdering, hvor man ikke kun kigger på ejerandele, men også på kontraktforholdet mellem parterne. Domstolene vil typisk også foretage en materiel vurdering af, om den konkrete medejers ansættelsesforhold er underlagt instruktion, og om medejeren i sin stilling har konkret indflydelse på den daglige ledelse. Sådan en vurdering foretog Vestre Landsret i den for nyligt afsagte dom.


Sagen kort

Medejeren var i 2003 blevet ansat som driftsleder i selskabet, og i ansættelseskontrakten var han omtalt som funktionær. Medejeren ejede 49% af aktierne i selskabet. I forbindelse med en udefrakommende virksomheds køb af kapitalandele i selskabet, trådte medejeren ud af bestyrelsen i 2013 og deltog ikke i bestyrelsesmøderne. Fra dette tidspunkt besad han også kun 39% af kapitalandelene.

Medejeren blev opsagt i december 2015 med henvisning til hans forhold til selskabet, og han blev senere bortvist. Medejeren anlagde sag mod selskabet, idet han mente, at opsigelsen/bortvisningen havde været uberettiget. Han mente derfor, at han havde krav på erstatning efter funktionærlovens § 3, fratrædelsesgodtgørelse efter § 2a, godtgørelse efter § 2b samt godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis.

Selskabet påstod frifindelse under henvisning til, at medejeren ikke havde været funktionær.

 

Vestre Landsrets dom

Vestre Landsret vurderede, at medejeren var funktionæransat. Landsretten fremhævede ved vurderingen, at det i den oprindelige kontrakt var aftalt, at medejeren var funktionæransat, og at man ikke senere havde ændret på dette. Landsretten lagde også vægt på, at medejeren ikke havde modtaget økonomirapporter og månedsbalancer, samt at han ikke havde truffet beslutninger vedrørende driften, der rakte ud over de beslutninger, som han kunne træffe i kraft af sin ansættelse som driftsleder.

Landsretten vurderede derfor, at medejeren ikke havde haft en reel mulighed for at øve indflydelse på den daglige ledelse af selskabet.

Medejeren fik herefter medhold i, at han var omfattet af funktionærloven, og at bortvisningen havde været uberettiget, idet han ikke havde udvist forhold, der kunne begrunde bortvisning.


DELACOUR bemærker

Dommen er bemærkelsesværdig, da det er sjældent at en ansat medejer, med så relativt stor en kapitalandel i selskabet, vurderes til at være funktionær.

Det har uden tvivl haft en betydning for sagens udfald, at der stod i den konkrete ansættelseskontrakt, at medejeren var at anse som funktionær. Ikke desto mindre viser dommen også, at domstolene, i vurderingen af om en medejer er funktionær, ser indgående på om realiteterne underbygger de aftalte forhold. Det er derfor tvivlsomt om dommens udfald havde været anderledes, hvis man ikke havde indgået den omtalte ansættelseskontrakt med funktionærstatus. Som direkte støtte for dommens udfald fremhæver Landsretten, at medejeren ”ikke havde haft en reel mulighed for at øve indflydelse på den daglige ledelse af selskabet”.

I praksis sker det tit, at afgræsningen mellem medejer og medarbejder skaber udfordringer. Det er særligt gældende i mindre virksomheder, hvor kapitalejerne ofte arbejder i selskabet. Det er i den situation vigtigt at udarbejde nogle klare og præcise kontrakter, som understøtter de reelle forhold og beskriver rollefordelingen i selskabet.

 

---