Højesteret: Skoles krav om håndtryk var ikke nødvendigt

Sagen kort

Sagen vedrørte oprindeligt to kvindelige lærerstuderende, der som led i deres læreruddannelse skulle gennemføre et obligatorisk seks ugers praktikforløb, hvilket de blev tilbudt på en folkeskole i en kommune. Under et velkomstmøde på den pågældende skole rakte en mandlig praktikvejleder hånden frem for at hilse på de pågældende kvindelige lærerstuderende. De kvindelige lærerstuderende afviste at tage hans hånd, men hilste i stedet ved at lægge hånden mod hjertet og bøje hovedet, idet de som følge af deres religiøse overbevisning (ortodoks muslim) ikke gav hånd til fremmede voksne af det modsatte køn.

Skolen indkaldte de kvindelige lærerstuderende til et møde for at drøfte episoden. Kun den ene af de to kvindelige lærerstuderende havde mulighed for at deltage i mødet. Det fremgik af mødereferatet udarbejdet af skolen, at situationen på velkomstmødet blev drøftet, og den deltagende kvindelige lærerstuderende blev oplyst, at den mandlige praktikvejleder havde fundet situationen ubehagelig. Skolen oplyste, at de forventede, at en lærer kan tilsidesætte egne overbevisninger som professionel lærer. Derudover oplyste skolen om den og kommunens værdier, der fordrer, at en lærer kan undervise og agere neutralt i en professionel kontekst. 

Skolen spurgte den kvindelige lærerstuderende, om der kunne findes en måde, hvorpå hun som studerende og skolen som praktiksted kunne samarbejde ud fra værdierne. Den deltagende kvindelige lærerstuderende oplyste, at det var der ikke, og på baggrund heraf meddelte skolen den lærerstuderende, at de var nødsaget til at stoppe praktikforløbet. Den kvindelige lærerstuderende, der ikke deltog i mødet, meddelte efterfølgende, at hun ikke ønskede at fortsætte praktikforløbet på skolen på de opstillede betingelser. 

Uenigheden i sagen – nødvendighedskravet i forskelsbehandlingsloven

Der var i sagen for Højesteret enighed om, at den kvindelige lærerstuderendes praktikforløb på skolen var omfattet af forskelsbehandlingsloven, herunder at hendes afvisning af at give hånd til alle personer uanset køn havde sammenhæng med hendes religiøse overbevisning.

For Højesteret handlede sagen derfor om, hvorvidt skolens beslutning om at afbryde praktikforløbet, fordi den kvindelige lærerstuderende ikke ville give hånd til alle uanset køn, var i strid med forskelsbehandlingslovens forbud mod indirekte forskelsbehandling (§ 1, stk. 3).

Efter forskelsbehandlingsloven foreligger der indirekte forskelsbehandling, når et tilsyneladende neutralt krav mv. (her et håndtryk) stiller personer med en bestemt religion eller tro ringere end andre – medmindre det pågældende krav mv. er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde formålet er hensigtsmæssige og nødvendige. 

Parterne i sagen var enige om, at skolens krav om at give hånd til alle personer uanset køn var objektivt begrundet i det saglige formål at sikre ligebehandling af kønnene, og at det var et hensigtsmæssigt middel at kræve, at den kvindelige lærerstuderende ikke gjorde forskel på kønnene med hensyn til håndtryk. Uenigheden var, om skolen havde bevist, at kravet om, at den lærerstuderende skulle give hånd til alle personer uanset køn, var et nødvendigt middel (konkret proportionalitetsvurdering) til at opnå det saglige formål om ligebehandling af kønnene. 

Højesterets dom den 13. maj 2026

Højesterets dom blev afsagt med dissens. Flertallet (seks ud af syv dommere) fandt, at skolen ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at det var nødvendigt at stille krav om, at den kvindelige lærerstuderende skulle give hånd til alle uanset køn.

Højesteret lagde vægt på, at det følger af forskelsbehandlingslovens betingelse om, at det skal være nødvendigt at anvende det pågældende middel (her i sagen hilse på fremmede voksne mænd med håndtryk), at skolen i rimeligt omfang sammen med den kvindelige lærerstuderende havde afsøgt mulige alternativer til kravet om håndtryk; det vil sige, om der kunne findes en fremgangsmåde, når der skulle hilses på kollegaer og forældre, som var forenelig både med formålet om ligebehandling af kønnene og den kvindelige lærerstuderendes religion eller tro.

Højesteret bemærkede, at det var skolen, der tog initiativ til at problematisere den kvindelige lærerstuderendes hilsemåde, og at det havde været nærliggende, at skolen på det pågældende møde havde spurgt nærmere ind til den kvindelige lærerstuderendes oplysninger om, at hun i tidligere stillinger på andre skoler, herunder – som hun forklarede for landsretten – en anden skole i samme kommune, ikke tidligere havde oplevet problemer med, at hun ikke ville hilse på fremmede mænd med håndtryk.

Højesteret lagde således vægt på, at skolen på mødet ikke havde gjort et rimeligt forsøg på at afsøge alternative muligheder, herunder hilsemåder uden håndtryk. Der var heller ikke i sagen oplyst om konkrete problemer på den konkrete skole, som kunne begrunde, at det ville have været nødvendigt for skolen at modsætte sig en alternativ hilsemåde, hvis den var respektfuld og udtryk for ligebehandling. Højesteret bemærkede endvidere, at det forhold, at en alternativ hilsemåde ville være et kompromis mellem forskellige hensyn, ikke i sig selv ville gøre den alternative hilsemåde uanvendelig som et mindre indgribende middel.

Den dissenterende højesteretsdommer fandt, at skolen var berettiget til at stoppe praktikforløbet, da den kvindelige lærerstuderende ikke ønskede at give hånd til mænd, da kravet om håndtryk til både mænd og kvinder var nødvendigt for at sikre ligebehandling mellem kønnene.

Højesteret tilkendte dog ikke en godtgørelse til den lærerstuderende under angivelse af i) den kvindelige lærerstuderende på det pågældende møde selv kunne have bidraget mere til at finde en løsning, og ii) at den afbrudte praktik fik begrænsede praktiske konsekvenser for hende.

På baggrund heraf stadfæstede Højesteret landsrettens dom, således at kommunen blev frifundet for kravet om godtgørelse. Læs dommen her.

Vores bemærkninger

Højesterets dom viser, at nødvendighedskravet indebærer en reel og konkret prøvelse af, om et krav, der begrænser en medarbejders religionsfrihed, er nødvendigt i forhold til den konkrete stilling. Arbejdsgivere er forpligtede til at undersøge, om formålet (eksempelvis ligebehandling af kønnene) med et krav (her konkret at give hånd til personer uanset køn) kan opnås ved mindre indgribende midler (proportionalitet). Det er ikke tilstrækkeligt, at kravet (for eksempel ligebehandling af kønnene) følger af et generelt værdigrundlag hos arbejdsgiveren – det skal være reelt nødvendigt for at kunne udføre det pågældende arbejde, og eventuelle mulige alternativer til kravet skal være afsøgt.

Med Højesterets dom stilles der i sager om indirekte forskelsbehandling fortsat strenge krav til arbejdsgivers vurdering af (herunder dokumentation for), at en indirekte forskelsbehandling er nødvendig, og at arbejdsgiver tilsvarende kan dokumentere, hvorfor et mindre indgribende middel til opnåelse af et formål ikke er anvendeligt, hvis et sådant alternativ foreligger. Højesteret når i sagen et andet resultat end landsretten. Landsretten fandt, at kommunen havde godtgjort, at kravet om håndtryk uanset køn var nødvendigt for at opnå formålet om at sikre ligebehandling af kønnene. Højesteret fandt, at kommunen ikke havde dokumenteret, at kravet var nødvendigt, herunder formålet om at det at sikre ligebehandling af kønnene ikke kunne opnås med en anden (alternativ) hilsemåde, herunder uden håndtryk. Dommen viser også, at en arbejdsgiver skal acceptere alternativer til et opstillet krav, medmindre der foreligger konkrete problemer, der kan begrunde, at det er nødvendigt at modsætte sig sådanne alternativer, hvis de i øvrigt er egnede til at nå det ønskede formål.

Sager om forskelsbehandling er komplicerede, og de stiller høje krav til arbejdsgivers ageren samt dokumentation af nødvendigheden af et opstillet krav. Har du spørgsmål til dommen eller forskelsbehandling i øvrigt, er du altid velkommen til at kontakte vores team af specialister i ansættelses- og arbejdsret.