Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Ledige stillinger Domme
Tilmeld nyhedsservice Om Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
ARTIKEL

Landsretten: I orden at opsige økonomidirektør pr. e-mail

Den 23. juni 2022 stadfæstede Østre Landsret Odense Byrets afgørelse fra den 1. oktober 2021 , hvor en opsigelse sendt på e-mail til en økonomidirektør den 31. december 2019 blev anset for at være kommet til økonomidirektøren den 31. december 2019 og ikke på dagen, den 2. januar 2020, hvor økonomidirektøren rent faktisk læste e-mailen.

Udgivet af

Sagens omstændigheder

Økonomidirektøren blev den 1. september 2019 ansat som funktionær i økonomiafdelingen i en håndværkervirksomhed. Den ugentlige arbejdstid var på ca. 37 timer om ugen med spidsbelastning i forbindelse med månedsafregning og årsafregning. Økonomidirektøren havde ofte sin arbejdstelefon og -computer med hjem men svarede alene på e-mails i weekender m.v., hvis han alligevel har været på sit hjemmekontor i kælderen, eller i forbindelse med spidsbelastningsperioder ved måneds- og årsafregning. Det var i øvrigt ikke sædvanligt for økonomidirektøren at være online under sine ferier.


Under sine ferier havde økonomidirektøren normalt ikke autosvar på sin e-mail, og det var ikke økonomidirektørens opfattelse, at andre i ledelsesgruppen anvendte autosvar ved fravær i eksempelvis ferier.


Den 31. december 2019 – under juleferien, hvor økonomiafdelingen i øvrigt havde lukket – sendte håndværkervirksomheden en opsigelse af økonomidirektøren til økonomidirektørens arbejdsmail. Økonomidirektøren læste dog først e-mailen med opsigelsen den 2. januar 2020. Spørgsmålet i nærværende sag er derfor, om opsigelsen kan anses for at være kommet frem den 31. december 2019, hvor e-mailen blev sendt, eller om e-mailen først kan anses for værende kommet frem den 2. januar 2020, hvor økonomidirektøren læste e-mailen med opsigelsen.

 

Rettens bemærkninger

Landsretten lagde vægt på, at den primære skriftlige kommunikation i håndværkervirksomheden foregik via e-mail, og at der ikke var regler eller kutyme for at sætte et autosvar på mailen ved ferie, eller såfremt medarbejderne var utilgængelige. Derudover havde økonomidirektøren adgang til sin arbejdsmail via sin arbejdstelefon og -computer, som han havde med hjem, og som han – ved flere andre lejligheder – havde benyttet til at besvare e-mails i blandt andet weekender og uden for normal kontortid.


På baggrund af ovenstående var det således Landsrettens opfattelse, at e-mailen var blevet afleveret på en sådan måde, at økonomidirektøren med rimelighed kunne forventes at kan få kendskab til den inden den 1. januar 2020. Uanset det ovenfor anførte, kunne det ifølge retten ikke føre til et andet resultat, at økonomidirektøren først læste e-mailen den 2. januar 2020.


Med andre ord vurderede Landsretten således, at varslet med opsigelsen skulle starte med at løbe den 31. december 2019 og ikke først ved udgangen af januar 2020. Dette var til trods for, at økonomiafdelingen var ferielukket, og at økonomidirektøren var på ferie og dermed ikke fik kendskab til e-mailen før den 2. januar 2020.


Bird & Birds kommentarer

Bird & Bird bemærker, at det ikke er overraskende at e-mailen kunne anses som værende kommet frem på tidspunktet, hvor e-mailen landede i indbakken hos økonomidirektøren. Dette følger af det klare udgangspunkt om, at fremkosttidspunktet er det afgørende for, hvornår et påbud er modtaget.


Det interessante er imidlertid, at landsretten tillægger det vægt, at økonomidirektøren med rimelighed kunne forventes at få kendskab til opsigelsen inden den 1. januar 2020.


Således må det tillige være et kriterie, før et påbud kan anses for værende kommet frem, at modtageren med rimelighed kan forventes at ville blive bekendt med det fremsendte. Har man eksempelvis en medarbejder, der er udenlands og derfor ikke er hjemme, som man afskediger via almindelig post sendt til postkassen, kan man med afsæt i nærværende dom risikere, at opsigelsen ikke anses for værende kommet frem, før modtageren er tilbage fra ferie, idet man i så fald formentlig ikke med rimelighed vil kunne forvente, at modtageren bliver bekendt med opsigelsen. Dette er også, selvom opsigelsen er sendt med kurer.


Det er med andre ord derfor vigtigt at holde sig for øje, hvordan og hvornår en eventuel opsigelse fremsendes, således at det praktisk sikres, at medarbejderen kan forventes at få kendskab til opsigelsen, og at opsigelsen derfor kan anses for værende kommet frem inden udgangen af indeværende måned.


I Bird & Bird anbefaler vi altid at modtage en kvittering fra medarbejderen for modtagelsen af en opsigelse. Ønsker medarbejderen ikke at kvittere for modtagelsen, må man som arbejdsgiver i videst muligt omfang forsøge at sikre sig, at medarbejderen med rimelighed kan forventes at få kendskab til opsigelsen ved den valgte leveringsform – eksempelvis ved både at sende opsigelsen via e-mail og med kurer.

Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.

Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →

Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.

Andet indhold, der kunne være relevant for dig

Ny lov om reparation af varer - er din virksomhed klar?
Ny lov om reparation af varer - er din virksomhed klar?
08/09/2026
Kontraktret, Øvrige, EU-ret
Automatiseret softwareaccept binder ikke — ny dom sætter grænser
Automatiseret softwareaccept binder ikke — ny dom sætter grænser
14/09/2026
IT-ret, Kontraktret, Øvrige
International organisations immunitet måtte vige for medarbejders ret til domstolsprøvelse
International organisations immunitet måtte vige for medarbejders ret til domstolsprøvelse
18/09/2026
Ansættelsesret og arbejdsret
IPI og forslaget til Public Procurement Act – hvordan kan samspillet ændre adgangen til offentlige kontrakter?
IPI og forslaget til Public Procurement Act – hvordan kan samspillet ændre adgangen til offentlige kontrakter?
18/09/2026
Udbudsret, Kontraktret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62A, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
[email protected]
Ønsker du at udgive materiale?
2026 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted