Er du opdateret på afgørelser og nyheder inden for varemærke-, design-, markedsførings- og ophavsretten? I denne artikel giver vi dig overblik over udvalgte sager og nyheder, som har været offentliggjort i perioden fra den 15. december 2019 til den 15. april 2020. Læs blandt andet om e-bøgers nu fastlagte ophavsretsbeskyttelse og om krænkelse af Louis Vuittons velkendte varemærke.
Varemærker kan ikke ugyldiggøres som følge af manglende klarhed og præcision i varefortegnelsen
EU-Domstolen har den 29. januar 2020 i afgørelsen C-371/18 mellem TV-udbyderen Sky og IT-virksomheden SkyKick taget stilling til principielle varemærkeretlige spørgsmål om ugyldiggørelse af varemærker som følge af manglende klarhed og præcision i varefortegnelsen og af ond tro.
Sky, som havde anlagt sag mod SkyKick, gjorde gældende, at SkyKicks varemærke "SkyKick" krænkede rettighederne til en række af Skys varemærker, som indeholdt ordet "Sky" ("Sky-mærkerne"). SkyKick gjorde herover gældende, at Sky-mærkerne skulle erklæres ugyldige på grund af to forhold:
Om Sky-mærkernes ugyldiggørelse som følge af manglende klarhed og præcision i varefortegnelsen udtalte Domstolen, at hverken et EU-varemærke eller et nationalt varemærke kan erklæres helt eller delvist ugyldigt på baggrund heraf. Domstolen begrundede dette med, at de relevante bestemmelser vedrørende ugyldighedsgrunde er udtømmende, og at manglende klarhed eller præcision i varefortegnelsen ikke er omfattet af bestemmelsernes ordlyd.
Domstolen konkluderede desuden, at en varemærkeansøgning indgivet med manglende hensigt til at gøre brug af varemærket for de varer og tjenesteydelser, som er omfattet af registreringen, udgør en handling i ond tro, såfremt:
I forlængelse heraf konkluderede Domstolen, at såfremt den manglende hensigt til at bruge varemærket i overensstemmelse med de væsentligste funktioner alene vedrører visse af de varer og tjenesteydelser, som er omfattet af varemærkeansøgningen, er ansøgningen alene indgivet i ond tro for disse.
Læs dommen
Genanvendte beklædningsgenstande var en krænkelse af Louis Vuittons velkendte varemærke
Den 6. januar 2020 afsagde Sø- og Handelsretten dom i sag BS-43965 mellem Rich-Ycled Scandinavia IVS (Rich-Ycled), Louis Vuitton A/S og Louis Vuitton Malletier S.A.S (Louis Vuitton). Sagen blev anlagt af Rich-Ycled, der mente, at Rich-Ycled var berettiget til at ændre og genanvende materialer fra Louis Vuitton-produkter, eksempelvis tasker, til produktion af nye beklædningsgenstande.
Rich-Ycled havde markedsført og solgt sko påført Louis Vuittons varemærke. Materialet, som skoene var lavet af, stammede efter oplysningerne fra ældre Louis Vuitton-produkter. Under forberedelserne af sagen kom det dog frem, at de omtvistede sko ikke var fremstillet af originalt Louis Vuitton-materiale. Blandt parterne var der en enighed om denne oplysning. Rich-Ycled havde, udover skoene, markedsført og solgt t-shirts, hvor der blandt andet var påført Louis Vuittons varemærke samt citatet "I am not". Rich-Ycled mente, at Rich-Ycled var berettiget til at sælge disse t-shirts, blandt andet fordi de ikke var forvekslelige med Louis Vuittons produkter.
Retten udtalte indledningsvist, at eftersom Rich Ycled havde anvendt materiale, som ikke var originalt Louis Vuitton-materiale eller stammede fra originale Louis Vuitton-produkter, skulle de ikke tage stilling til, hvorvidt der var sket en berettiget genanvendelse af originale Louis Vuitton-produkter.
Retten fandt, at Rich-Ycleds produktion, markedsføring og salg af de pågældende sko og t-shirts udgjorde en krænkelse af Louis Vuittons varemærkerettigheder. Retten fandt desuden, at der forelå en krænkelse af Louis Vuittons rettigheder efter markedsføringsloven, idet brugen blandt andet var en utilbørlig udnyttelse af Louis Vuittons rennomé. Det forhold, at der på t-shirtsene var påført ordene "I am not", og at de umiddelbart ikke var forvekslelige med Louis Vuittons produkter, berettigede ikke Rich-Ycled til at bruge Louis Vuittons varemærker.
Læs dommen
Ibrugtagen varemærkeret til "QUICKFIRE" var bortfaldet
Den 15. april 2020 afsagde Sø- og Handelsretten dom i sag BS-50854/2018 mellem Quick Fire ApS (Quick Fire) og Burner International A/S (Burner International). Sagen angik, hvorvidt Quick Fire ved ibrugtagning havde stiftet varemærkeret til "QUICKFIRE" som navn og logo i Danmark, og i så fald om Burner International havde krænket Quick Fires rettigheder hertil efter varemærke- og markedsføringsloven.
Retten fandt, at "QUICKFIRE" som navn og logo havde det fornødne særpræg og adskillelsesevne til at kunne opnå beskyttelse efter varemærkeloven. Derefter fandt retten det godtgjort, at Quick Fire frem til udgangen af 2015 havde en ibrugtagen varemærkeret til "QUICKFIRE". Retten fandt det derimod ikke godtgjort, at Quick Fire efter 2015 havde brugt varemærket vedvarende på det danske marked, hvorfor den stiftede varemærkeret var faldet bort. På den baggrund konkluderede retten, at Burner International ikke havde handlet i strid med hverken varemærke- eller markedsføringsloven.
Læs dommen
Myselfie's photoboth var ikke beskyttet som ikke-registreret EF-design
Den 5. marts 2020 afsagde Sø- og Handelsretten kendelse i sag BS-48560 mellem Myselfie ApS (Myselfie) og Selfiecam ApS (Selfiecam). Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt Selfiecam midlertidigt skulle forbydes at markedsføre, udleje og sælge "photobooths" (transportable selfiekameraer på stativ).
Myselfie gjorde under sagen gældende, at Myselfies photobooth (Myselfie 3) nød beskyttelse mod efterligninger efter markedsføringsloven og efter reglerne om ikke-registreret EF-design, og at Selfiecams photobooth (Selfiecam 2) krænkede rettighederne til Myselfie 3.
Retten fandt, at Myselfies designmæssige valg ikke var udelukkende funktionsbestemte, hvorfor Myselfie 3 havde tilstrækkeligt særpræg til at nyde beskyttelse mod efterligninger efter markedsføringsloven. Beskyttelsen efter markedsføringsloven af Myselfie 3 var dog snæver, idet Myselfie 3 var baseret på enkle formelementer, som desuden var almindeligt anvendte for elektroniske skærmprodukter. Uanset at Myselfie 3 og Selfiecam 2 mindede om hinanden, når de blev anskuet forfra, forelå der en række detaljemæssige forskelle, eksempelvis materialevalg, dimensioner, farver og design- og produktdetaljer, der gjorde, at Selfiecam 2 ikke fremtrådte som en nærgående efterligning af Myselfie 3. Retten fandt derfor, at det ikke var sandsynliggjort, at Selfiecam havde handlet i strid med markedsføringslovens § 3.
For så vidt angår designbeskyttelsen fandt retten, blandt andet efter oplysningerne om markedet for photobooths, at det ikke var sandsynliggjort, at nyhedskravet for Myselfie 3 var opfyldt. Myselfie 3 kunne derfor ikke nyde beskyttelse efter reglerne om ikke-registreret EF-design. Eftersom Myselfie ikke havde en beskyttelsesværdig ret, konkluderede retten, at betingelserne for at pålægge Selfiecam et midlertidigt forbud ikke var opfyldt.
Læs dommen
Reklamekampagner med brug af tidligere og nuværende landsholdsspillere var i strid med god markedsføringsskik
Den 27. januar 2020 afsagde Sø- og Handelsretten dom i sag BS-38371 mellem DBU A/S (DBU) og LeoVegas Gaming p.l.c (LeoVegas), som blandt andet udbyder forskellige spiltjenester, eksempelvis væddemål på udfaldet af fodboldkampe. Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt LeoVegas' reklamekampagner krænkede DBU's rettigheder efter markedsføringsloven.
Forud for VM i herrefodbold havde LeoVegas i sine reklamer, herunder tv- og busreklamer, gjort brug af en nuværende kvindelig og en tidligere mandlig landsholdsspiller samt en komiker. I reklamerne havde disse frontfigurer røde/hvide fodbolddragter på, svarende til fodboldlandsholdets spillerdragt. Efter DBU havde taget direkte kontakt til LeoVegas og gjort indsigelse mod reklamekampagnen, ændrede LeoVegas, i det digitale markedsføringsmateriale, farven på fodboldtrøjerne fra rød/hvid til orange/hvid, hvor den orange farve var logofarven på LeoVegas. DBU fastholdt over for LeoVegas, at reklamekampagnen krænkede DBU's rettigheder og indledte sagen hos Sø- og Handelsretten.
Retten fandt, at reklamerne, hvor den nuværende kvindelige og den tidligere mandlige landsholdspiller optrådte i rød/hvid foldboldtrøjer, skabte associationer til det danske fodboldlandshold. Reklamerne snyltede derfor på den goodwill, som er oparbejdet i forhold til landsholdet, hvilket var i strid med markedsføringslovens § 3 om god skik.
Særligt i forhold til den senere farveændring på fodboldtrøjen fra rød/hvid til orange/hvid udtalte retten, at ændringen ikke medførte en tilstrækkelig distancering. Dels fordi, at det kunne være svært at se forskel på den røde og orange farve, dels fordi reklamekampagnen med de røde/hvide trøjer fortsatte som blandt andet busreklamer. Dette udgjorde en krænkelse af DBU's rettigheder.
Læs dommen
Etablering af "The Old Irish Pub" på naboadressen til "The Old English Pub" var ikke i strid med markedsføringsloven
Den 20. marts 2020 afsagde Sø- og Handelsretten dom i sag BS-20954/2019 mellem Engelsk Pub Vesterbrogade 2B ApS (Engelsk Pub) og Old Irish Pub Denmark A/S (Old Irish Pub Denmark). Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt etableringen og driften af "The Old Irish Pub" på naboadressen til "The Old English Pub" var i strid med markedsføringsloven.
Engelsk Pub havde siden 1992 drevet pubben "The Old English Pub" på adressen Vesterbrogade 2B, 1620 København V. I 2018 åbnede Old Irish Pub Denmark pubben "The Old Irish Pub" på adressen Vesterbrogade 2D. For retten gjorde Engelsk Pub blandt gældende, at Old Irish Pub Denmark illoyalt udnyttede den kendskabsgrad og goodwill, der var tilknyttet "The Old English Pub", og at der var forvekslingsrisiko mellem forretningskendetegnene "The Old English Pub" og "The Old Irish Pub", der også havde udmøntet sig i en række faktiske forvekslingstilfælde. Old Irish Pub Denmark gjorde blandt andet gældende, at forretningskendetegnet "The Old English Pub" var af generisk karakter og ikke havde opnået særpræg. Old Irish Pub Denmark fremhævede endvidere, at dennes facade, indretning, anvendelse af lokalerne og markedsføring heraf adskilte sig markant fra "The Old English Pub", og at både parternes forretningskoncepter og kundekreds således var forskellige.
Retten fandt indledningsvist, at beskyttelsen af kendetegnet "The Old English Pub" var meget beskedent og tæt knyttet til pubvirksomheden, som kendetegnet beskrev. Retten udtalte, at selv om de to pubber nok havde fællestræk, var de i væsentlig grad forretningsmæssigt forskellige med forskelligartede tilbud til deres respektive kundekreds. Beliggenheden på Vesterbrogade var meget attraktivt for bar- og pubdrift, hvor der desuden inden for korte afstande til Vesterbrogade - gennem årene - i vid udstrækning havde været bar og pubdrift. Det var derfor ikke godtgjort, at Old Irish Pub Denmark havde tilsigtet illoyalt at udnytte Engelsk Pubs markedsposition eller goodwill ved at etablere sig på Vesterbrogade 2D. Old Irish Pub Denmark havde således ikke handlet i strid med markedsføringsloven.
Læs dommen
Nye retningslinjer til markedsføring af grøn strøm
Den 10. januar 2020 lancerede forbrugerombudsmanden nye retningslinjer om markedsføring af strøm fra vedvarende energikilder, som træder i kraft den 1. juni 2020. Retningslinjerne udsprang af et ønske fra branchen om at benytte udsagn som "grøn energi" i forbindelse med markedsføring af vedvarende energi.
I samarbejde med en række branche- og interesseorganisationer har forbrugerombudsmanden udarbejdet retningslinjer for, hvornår og hvordan elleverandører kan anvende udsagn som eksempelvis "grøn strøm". Retningslinjerne indeholder tillige en mærkningsordning for elprodukter, som er baseret 100 % på vedvarende energikilder.
Samlet set har retningslinjerne til formål at gøre markedsføring af strøm mere gennemsigtig for forbrugeren.
Læs retningslinjerne
Videresalg af e-bøger er en overføring til almenheden
Den 19. december 2019 afsagde EU-Domstolen dom i sag C-263/18 mellem udgiverorganisationen Nederlands Uitge-versverbond (NUV), forlaget Groep Algemene Uitgevers (GAU) og onlinetjenesten Tom Kabinet. NUV og GAU repræsenterede rettighedshaverne, og Tom Kabinet, der drev virksomhed, hvor der skete handel med e-bøger, som blev leveret via selskabets onlineplatform.
Tvisten i hovedsagen omhandlede, hvorvidt Tom Kabinets levering af e-bøger på sin hjemmeside udgjorde en overføring eller en spredning til almenheden efter infosoc-direktivet (direktiv 2001/29). Det er afgørende for sondringen, at rettighedshavers eneret alene bliver konsumeret, når der sker en spredning til almenheden. Det kræver derfor ikke samtykke fra rettighedshaver at videresælge en fysisk bog. Det var dog traditionelt antaget, at dette konsumptionsprincip kun omfattede spredning af fysiske eksemplarer. EU-Domstolen fandt dog i sag C-128/11(UsedSoft), at digitale eksemplarer af edb-programmer var omfattet af konsumptionsreglen i softwaredirektivet (direktiv 2009/24). Det centrale i Tom Kabinet-dommen var derfor, om konsumptionsprincippet i infosoc-direktivet også omfattede digitale eksemplarer, og om Tom Kabinet foretog en spredning eller overføring til almenheden ved at handle med e-bøger via deres platform.
Domstolen fandt, at spredningsretten og konsumptionsprincippet i infosoc-direktivet alene omfatter fysiske eksemplarer. De to direktiver havde forskellige formål, og ud fra et økonomisk synspunkt ville en fysisk bog blive forringet ved brug i modsætning til brugte e-bøger. Sådan begrundende Domstolen det, at der ikke gjaldt en digital konsumption efter infosoc-direktivet, når det modsatte var tilfældet under softwaredirektivet. I den forbindelse bemærkede Domstolen endvidere, at salg af e-bøger kunne foretages uden særlige foranstaltninger og dermed kunne have langt større indvirkning på ophavsmandens ret til rimeligt vederlag.
Domstolen fandt også, at den af Tom Kabinet foretagne tilrådighedsstillelse på sin onlineplatform udgjorde en overføring til almenheden efter infosoc-direktivet, hvorfor onlinetjenestens levering af e-bøger krævede rettighedshavers tilladelse. I sin begrundelse anførte Domstolen først og fremmest, at den kritiske handling ved tilrådighedsstillelsen var, at værket blev stillet til rådighed for almenheden på et offentligt tilgængeligt sted på internettet, og at denne handling gik forud for den faktiske bestillingstransmission. Tilrådighedsstillelsen på Tom Kabinets platform udgjorde således en overføring. Herefter fandt Domstolen, med forbehold for national efterprøvelse, at almenhedskravet tillige var opfyldt. En almenhed udgjorde både de personer, der havde sideløbende adgang til værket, men også hvor mange af disse, der havde adgang hertil efter hinanden. Afslutningsvis fandt Domstolen, at kravet om nyt publikum ligeledes var opfyldt.
Læs dommen
K.H. Würtz' keramikstel var ophavsretligt beskyttet
Den 25. marts 2020 afsagde Sø- og Handelsretten deldom i sag BS-1370/2016 mellem K.H. Würtz v/ Kasper Heie Würtz (Würtz) og Christian Bitz og F&H A/S (F&H). Sagen angik, hvorvidt Würtz' to keramikstel var ophavsretligt beskyttede, og i så fald hvorvidt markedsføringen og salget Bitz-stellet krænkede Würtz' rettigheder.
Würtz gjorde gældende, at de to Würtz-stel var beskyttet efter ophavsretsloven, og at det af Würtz anvendte glasurudtryk på stellene tillige var genstand for ophavsretlig beskyttelse. Dernæst gjorde Würtz gældende, at Bitz-stellet, der bestod af en førsteudgave, hvor der var anvendt en mat overflade og en andenudgave, hvor der var anvendt en blank overflade, var en efterligning af Würtz-stellene. Dette blev bestridt af Christian Bitz og F&H, der blandt andet gjorde gældende, at selv i det tilfælde, hvor Würtz-stellet skulle være genstand for ophavsretlig beskyttelse, da ville beskyttelsen alene omfatte meget nærgående efterligninger, hvilket ikke var tilfældet for Bitz-stellet.
Retten fandt, at Würtz-stellene nød beskyttelse efter både ophavsrets- og markedsføringsloven, men at dette ikke var tilfældet for glasurudtrykket, idet udtrykket ikke havde løsrevet sig fra de konkret omhandlede stel. Dernæst fandt retten, at førsteudgaven af Bitz-stellet faldt inden for beskyttelsessfæren for Würtz' stel ved at skabe en oplevelse af identitet og dermed udgjorde en krænkelse efter ophavsretslovens § 2. Denne krænkelse gav endvidere anledning til forvekslelighed og var udtryk for illoyal markedsfortrængning, hvorfor der var sket en overtrædelse af markedsføringslovens § 3. Retten fandt endvidere, at andenudgaven af Bitz-stellet ikke krænkede Würtz' rettigheder, idet der ikke var en tilstrækkelig grad af lighed med Würtz-stellet.
Læs deldommen
Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.
-medium.jpg){kind=logo}
-medium.jpg){kind=logo}
-medium.jpg){kind=logo}
-medium.jpg)