Introduktion til forsikringer i energientrepriser

I forbindelse med ethvert entrepriseprojekt bør både bygherre og entreprenør forholde sig aktivt til, hvordan projektet bør forsikres. Tilstrækkelig forsikringsdækning er et centralt værktøj til at styre projektets risici og håndtere både forudsigelige og uforudsigelige hændelser. Dette er særligt relevant i komplekse eller større entrepriseprojekter, hvor parterne håndterer betydelige værdier, og hvor flere leverandører og entreprenører leverer til og arbejder på samme site.  

De fleste aktører tegner deres forsikringer i dialog med en eller flere forsikringsmæglere, der fungerer som bindeled mellem forsikringsselskaberne og kunden. Mæglerne kan bistå med at afdække forsikringsmulighederne på markedet, men det er samtidig afgørende, at forsikringstager selv er opmærksom på policens dækningsomfang og begrænsninger samt de bagvedliggende forsikringsretlige regler. Kun derved opnås et retvisende billede af, hvilke risici der er dækket, og under hvilke betingelser.

Forholdet mellem løbende forsikringer og projektspecifikke forsikringer 

Det er vores erfaring, at de fleste aktører i energibranchen - og i byggebranchen generelt - har etableret en række forsikringer på selskabs- eller gruppeniveau, som på forskellig vis dækker aktørernes løbende aktiviteter. Den konkrete tilrettelæggelse af forsikringsprogrammet kan dog variere afhængigt af aktørens specifikke aktiviteter. En række forsikringer tegnes af langt de fleste aktører, herunder eksempelvis produktansvarsforsikringer, erhvervsansvarsforsikringer samt diverse løsøre- og bygningsforsikringer. Andre forsikringer er lovpligtige, såsom arbejdsskadeforsikringer og ansvarsforsikringer for motorkøretøjer.  

Bygherren bør indledningsvist danne sig et overblik over egen eksisterende forsikringsdækning. I særligt komplekse eller større energiprojekter med flere entreprenører bør bygherren desuden anlægge en samlet forsikringsstrategi for projektet.  

Dette bør ses i sammenhæng med de krav, som bygherren stiller til entreprenørens forsikringsforhold. Af omkostningshensyn er det relevant at tage højde for, hvilke forsikringer entreprenøren har eller kan forventes at have. Formålet er dels at undgå dobbeltforsikring, dels at vurdere behovet for at kræve, at entreprenøren udtager projektspecifikke forsikringer, såsom en all risk-entrepriseforsikring. Krav om sådanne forsikringer vil naturligt påvirke entreprenørens omkostninger for projektet og dermed ultimativt den samlede entreprisesum. 

Tilrettelæggelse af forsikringsprogram 

I større entrepriseprojekter taler man ofte om de såkaldte owner controlled insurance programs ("OCIP") og contractor controlled insurance programs ("CCIP"). Som betegnelserne antyder, består den grundlæggende forskel i, om det er hhv. bygherre eller entreprenør, der - inden for de aftalte rammer - kontrollerer forsikringsprogrammet og står for at tegne projektets forsikringer.  

Valget mellem en OCIP- eller CCIP-inspireret model afhænger af det konkrete projekt samt de involverede parters profiler og roller.  

Overordnet er en OCIP-model særligt velegnet til større og komplekse projekter, hvor bygherren ønsker fuld kontrol over forsikringsdækningen - eller hvor projektet vedrører udvidelser eller tilbygninger til eksisterende anlæg/bygninger, eksempelvis i CCS-projekter. Modellen kan samtidig medføre besparelser, idet entreprenørerne ikke i samme omfang behøver at indregne individuelle forsikringsomkostninger ved fastsættelsen af entreprisesummen. Omvendt stiller modellen krav til bygherrens organisation og kompetencer i forhold til håndtering af forsikringsprogrammet.  

En CCIP-model kan derimod være fordelagtig i tilfælde, hvor entreprenøren optræder som total- eller hovedentreprenør, og hvor bygherrens involvering i den daglige projektledelse er begrænset – eksempelvis ved turn key-projekter. 

I praksis ser vi ofte en hybrid mellem de to tilgange, hvor parterne fordeler pligten til at tegne forsikringerne mellem sig ud fra de ovenfor angivne hensyn. Den konkrete fordeling kan derudover afhænge af parternes eksisterende forsikringsprogrammer, deres markedsmæssige adgang til de konkrete forsikringer, synergihensyn og andre kommercielle forhold. 

I internationale energientrepriser, hvor FIDIC Yellow Book (2017) anvendes, bør parterne være opmærksomme på, at kontrakten som udgangspunkt er baseret på en CCIP-model. Derfor kræver det væsentlige tilpasninger, hvis parterne påtænker, at bygherren skal tegne de projektspecifikke forsikringer. 

Samspil med entreprisekontrakten  

Som part i en entreprisekontrakt er det væsentligt at forstå samspillet mellem forsikringspakken og entreprisekontrakten for at opnå et samlet billede af projektets risikoallokering. Det gælder særligt i forhold til udformningen af entreprisekontraktens ansvarsbestemmelser og -begrænsninger. Parterne bør i den forbindelse sikre, at der ikke opstår utilsigtede "huller" i den samlede risikoafdækning. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis parterne utilsigtet har påtaget sig mere vidtrækkende forpligtelser, end der er dækket under forsikringspakken, eller hvis der ikke er tilstrækkeligt fokus på dækningsundtagelser, -begrænsninger eller -ophør.  

Som følge heraf anbefaler vi som udgangspunkt, at forsikringsmæglere og/eller forsikringsselskaber involveres tidligt i komplekse eller større energiprojekter, således at de forsikringsmæssige overvejelser og strategier indarbejdes allerede i udarbejdelsen af udkast til entreprisekontrakter (eller term sheets). 

En række centrale kontraktbestemmelser bør i den forbindelse overvejes, herunder: 

Ansvarsregime og skadesløsholdelse: Parterne bør sikreoverensstemmelse mellem aftalens regulering, herunder at et princip om gensidig skadesløsholdelse er afstemt med dækningen under parternes ansvarsforsikringer. Hvis der indgås en aftale, der afviger fra det nationale udgangspunkt – eksempelvis ved en knock-for-knock-klausul, der har særlig relevans ved offshore-projekter – skal der tages særligt hensyn hertil ved tegning af den enkelte forsikring og den overordnede tilrettelæggelse af forsikringsprogrammet. 

Ansvarsbegrænsninger: Parterne bør være opmærksomme på samspillet mellem dækningssummerne under de relevante forsikringer og de aftalte ansvarsbegrænsninger, herunder i relation til eventuel over- eller underdækning.  

Udlånt udstyr og materiel: Hvis en part stiller udstyr til rådighed for den anden, bør det klart fastlægges, hvem der bærer risikoen for skader på det udlånte udstyr/materiel, og om et sådan udlån er afdækket forsikringsmæssigt. 

Sikkerhed (indhegning, mv.): Parterne bør forholde sig til sikring af arbejdsstedet (site), herunder hvem der bærer ansvaret. Manglende eller utilstrækkelig sikring kan have betydning for forsikringsdækningen, idet visse forsikringer indeholder krav til f.eks. indhegning (sikkerhedsforskrifter).  

Risikoens overgang: Det er ikke ualmindeligt, at parterne indgår særlig aftale om risikoens overgang - og dermed fraviger udgangspunktet om, at risikoen overgår til bygherren i forbindelse med aflevering. Det kunne eksempelvis være ved særaftale om etapevis aflevering (som er udbredt i bl.a. vindmølleprojekter), bygherrens ibrugtagning, mv. Ved sådanne aftaler bør parterne have for øje, hvordan projektet er forsikringsdækket efter delvis overtagelse og/eller bygherrens ibrugtagen.  

Forsinkelser: Parterne kan med fordel forholde sig til, hvordan forsinkelser skal håndteres i relation til forsikringsselskabet, eksempelvis ved krav om forhåndsaftale med forsikringsselskabet om ret til forlængelse af forsikringsdækningen - eller ved intern aftale om entreprenørens pligt til betaling af ekstraudgifter til forlængelse af forsikringsdækningen. Dette kan også være relevant, hvor bygherren tilbageholder afleveringscertifikat, eksempelvis ved mangler.  

Reklamationsperiode: Man bør overveje, hvilken forsikringsdækning der skal opretholdes i en eventuel reklamationsperiode - i FIDIC-terminologi også kaldet Defects Notification Period (DNP). Bygherren bør således have for øje, om denne er forsikret mod skader på anlægget i forbindelse med udbedringsarbejder (eller senere levering af serviceydelser, som i energiprojekter ofte leveres af samme aktør). 

Lovvalg: Hvis der er tale om en international entreprise, bør parterne sikre samspillet med den lokale lovgivning, hvor entreprisen udføres, og lovvalget i hhv. kontrakten og de relevante forsikringspolicer. Derudover er det vigtigt at være opmærksom på præceptive forsikringsregler i andre jurisdiktioner, når man har at gøre med grænseoverskridende projekter med udenlandsk lovvalg. Entreprenøren bør desuden overveje, om det er relevant at tegne en såkaldt DIC/DIL-dækning ("Difference in Coverage" / "Difference in Limits"). Disse forsikringstyper/dækningstilkøb dækker, afhængigt af deres konkrete indhold, hvor primærforsikringen ikke dækker - eksempelvis på grund af særregler eller fordi primærforsikringens dækningsbegrænsning er nået.  

Kontraktens definitioner: Mange internationale standardkontrakter indeholder et omfattende katalog af definitioner. Eksempelvis rummer FIDIC Yellow Book (2017) hele 90 begrebsdefinitioner. Det er derfor væsentligt, at parterne i videst muligt omfang sikrer sammenhæng mellem de anvendte definitioner i både forsikringsbetingelserne og kontrakten for at undgå fortolkningsmæssige uoverensstemmelser. 

Stadig flere kontrakter i energisektoren baseres på FIDIC's standardkontrakter, herunder særligt FIDIC Yellow Book, som er målrettet elektriske/mekaniske anlæg og ofte anvendes i større og komplekse vedvarende energiprojekter (VE-projekter) - ikke mindst inden for offshore vindentrepriser. 

FIDIC's tilgang til bl.a. skadesløsholdelse, mangel- og skadesudbedring samt ændringsarbejder adskiller sig på flere punkter fra AB-regimet. Disse forskelle medfører, at parterne, særligt i internationale energientrepriser, bør være særligt opmærksomme på samspillet mellem kontrakten og de projektspecifikke forsikringer såvel som parternes dækning under løbende forsikringer.  

FIDIC Yellow Book er bl.a. karakteriseret ved, at entreprenøren er ansvarlig for såvel design som indkøb/produktion af komponenter, transport, installation og test af anlægget, hvorved standardkontrakten læner sig op ad en Engineering, Procurement and Construction (EPC)-kontrakt. Du kan læse mere om anvendelsen af FIDIC Yellow Book i internationale energientrepriser her. 

FIDIC Yellow Book - såvel 1999- og 2017-udgaven - stiller omfattende krav til entreprenørens forsikringsdækning. Disse  krav kan i praksis være vanskelige at opfylde på det danske marked. Det gælder f.eks. entreprenørens skadesløsholdelsesforpligtelse i forbindelse med arbejdernes manglende opfyldelse af "fit for purpose"-standarden. Det bør derfor nøje overvejes, om de stillede (standard)krav afspejler projektets reelle behov, eller om der er grundlag for at lempe dem med henvisning til markedsmæssige begrænsninger eller hensynet til de samlede omkostninger for projektet.  

Hvad kan vi hjælpe med? 

Vi har omfattende erfaring med risikostyring i større og komplekse energiprojekter samt med udarbejdelse og forhandling af kontrakter, herunder kontraktmæssige krav til parternes forsikringspakker. Derudover rådgiver vi om håndtering af forsikringssager og -tvister. Vores team kombinerer juridisk ekspertisemed indgående branchekendskab og erfaring inden for projektstyring og udarbejdelse af internationale entreprisekontrakter. Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis din virksomhed har brug for sparring - herunder i forbindelse med dialog med forsikringsselskaber eller -mæglere.