Det hænder ofte, at et bygge- eller anlægsarbejde bliver forsinket, og i så fald opstår der ofte spørgsmål om, hvorvidt de(n) involverede entreprenør(er) skal forcere udførelsen af de resterende arbejder, og om de pågældende entreprenører i så fald er berettiget til ekstrabetaling herfor. Vi vil blandt andet se nærmere på disse spørgsmål i denne nyhed, hvor vi også vil kommentere en nyligt offentliggjort voldgiftskendelse (TBB 2024.1075), hvor en entreprenør fik tilkendt 3,5 millioner kroner i betaling for forcering.
Hvad forstår vi ved forcering?
Ved forcering forstås at en entreprenør indsætter flere ressourcer til entreprisen end planlagt og aftalt for at fremskynde færdiggørelse af entreprisen. Forcering kan bistå i tilførsel af mere mandskab og/eller materiel, skifteholds- og/eller weekendarbejde, hvilket ofte vil påføre entreprenøren nogle meromkostninger.
Har en entreprenør pligt til at forcere?
Hvis en entreprenør bliver forsinket med udførelse af sine arbejder, uanset årsag, er vedkommende entreprenør forpligtet til at begrænse forsinkelsen "ved sådanne dispositioner, som med rimelighed kan kræves", jf. AB 18 § 39, stk. 2 (og tilsvarende ABT 18 § 37, stk. 2). Disse bestemmelser, som er et udslag af den almindelige loyalitetspligt, indebærer ikke en pligt til at forcere arbejder ved at tilføre ekstra ressourcer. Det er alene en pligt til at søge at begrænse forsinkelsen med de forhenværende ressourcer, for så vidt det kan ske uden nævneværdig ulempe, risiko og omkostninger.
En bygherre kan ikke pålægge en entreprenør at forcere arbejdet, medmindre det på forhånd udtrykkeligt er aftalt i entreprisekontrakten. Det gælder, uanset om forsinkelsen helt eller delvist skyldes vedkommende entreprenørs egne forhold.
En entreprenør, som er forsinket uden at være berettiget til tidsfristforlængelse i medfør af AB 18 § 39, stk. 1 (eller ABT 18 § 37, stk. 1), vil imidlertid ofte selv vælge at iværksætte forcering. Dette sker for egen regning og inden for rammerne af den gældende entreprisekontrakt, hvis entreprenøren ellers ser ind i at skulle betale en større dagbod til bygherren på grund af forsinkelsen. I så fald har entreprenøren økonomisk interesse i at forsøge at minimere forsinkelsen mest muligt.
En bygherre kan til enhver tid indgå aftale med en entreprenør om forcering af arbejderne, hvilket oftest vil ske mod betaling.
Hvornår har en entreprenør krav på betaling for forcering?
Forcering var ikke reguleret i AB 92 og ABT 93, men AB 18 § 39, stk. 1 og ABT 18 § 37, stk. 1 fastslår nu, at en entreprenør er berettiget til betaling for at udføre forcering, hvis:
- entreprenøren har udført forceringen i henhold til en (klar) aftale med bygherren, eller
- bygherren med urette gør gældende, at entreprenøren er i ansvarspådragende forsinkelse, og entreprenøren udfører forceringen for at sikre sig imod dette.
Disse bestemmelser er i alt væsentlighed en kodifikation af hidtidig voldgiftspraksis om AB 92 og ABT 93, jf. blandt andet voldgiftskendelse afsagt 15. marts 2002 (KFE 2003.179), hvor en entreprenør blev tilkendt et skønsmæssigt fastsat beløb på 2,8 mio. kroner eksklusiv moms for udført forcering.
Hvornår er bygherre forpligtet til at betale for forcering, uden at det er aftalt med entreprenøren?
Det ses ofte, at en bygherre ved forsinkelse uden videre afviser entreprenør(er)s krav om tidsfristforlængelse, og samtidig varsler dagbod, hvis entreprenøren ikke indhenter den opståede forsinkelse, herunder pålægger entreprenøren at udføre forcering for egen regning, alt med sigte på aflevering af entreprisen til aftalt tid.
En bygherre bør imidlertid være påpasselig med vanligt at reagere på en sådan måde, uden kvalificeret at have forholdt sig til, om vedkommende entreprenør(er) er ansvarlig for den opståede forsinkelse, og om entreprenør(er)s eventuelle krav om tidsfristforlængelse er berettiget. Det skyldes, at en bygherre som udgangspunkt er forpligtet til at betale for den forcering, som en entreprenør udfører, efter bygherren uberettiget har gjort gældende, at entreprenøren er i ansvarspådragende forsinkelse, jf. AB 18 § 39, stk. 1, litra b og ABT 18 § 37, stk. 1, litra b.
En bygherre har således en standpunktrisiko, hvis bygherren ved forsinkelse kræver, at en entreprenør færdiggør arbejderne til aftalt tid for at undgå betaling af dagbod og/eller afviser krav om tidsfristforlængelse.
Dette er bekræftet af en nyligt offentliggjort voldgiftskendelse, TBB 2024.1075, hvor voldgiftsretten tilkendte en entreprenør et skønsmæssigt beløb på 3,5 mio. kroner med tillæg af moms for forcering, som entreprenøren havde iværksat efter, at bygherren med urette havde varslet dagbod.
Voldgiftskendelse afsagt 5. juli 2024 (TBB 2024.1075)
Sagen angik en bygherre (BH), som havde indgået en entreprisekontrakt med en entreprenør (HE) om udførelse af separationskloakering i hovedentreprise.
HE blev forsinket og anmodede gentagne gange om tidsfristforlængelse blandt andet med henvisning til en stor mængde projektændringer. BH godkendte 25 arbejdsdages tidsfristforlængelse, men afviste i øvrigt konsekvent HE's krav om yderligere tidsfristforlængelse.
Voldgiftsretten lagde til grund, at
- HE løbende havde sendt arbejdsplaner med varsling om tidsfristforlængelser,
- BH konsekvent havde afvist disse arbejdsplaner uden at tage stilling til eller indgå i en dialog om HE's krav om tidsfristforlængelse,
- BH fra et tidligt tidspunkt havde fastholdt varslingen om dagbod, og
- HE havde "mandet op" i betydeligt omfang.
Voldgiftsretten fandt blandt andet på denne baggrund, at HE havde krav på tidsfristforlængelse og betaling for udført forcering.
Voldgiftsretten gav ikke HE fuldt medhold i det krav, som HE havde fremsat over for BH for udført forcering (det samlede krav fremgår ikke af kendelsen), idet det nøjagtige omfang af den berettigede forcering ikke kunne fastlægges ud fra bevisførelsen. HE fik tilkendt et skønsmæssigt beløb på 3,5 mio. kroner med tillæg af moms.
Kendelsen illustrerer, at det kan have betydelige økonomiske konsekvenser for bygherrer, hvis entreprenørers krav om tidsfristforlængelse konsekvent afvises, samtidig med varsling/fastholdelse af dagbodskrav. En sådan bygherreadfærd kan skabe pres på entreprenører, som kan føle sig tvunget til at forcere arbejdet for at undgå økonomiske tab.
Kendelsen viser, at en voldgiftsret kan tilkende en entreprenør en skønsmæssigt fastsat kompensation for forceringsomkostninger, hvor det nøjagtige omfang - og dermed afledte meromkostninger - af den berettigede forcering ikke er fuldt ud dokumenteret.
Vores anbefalinger
Vi anbefaler, at bygherrer - der skal have udført et bygge- eller anlægsarbejder, hvor rettidig færdiggørelse er af meget høj prioritet - overvejer at få indføjet vilkår i entreprisekontrakt, som forbedrer bygherres handlemuligheder, hvis der opstår forsinkelse. Det kan eksempelvis gælde vilkår om, at bygherre i tilfælde af forsinkelse kan pålægge entreprenøren at iværksætte forcering (eventuelt af nærmere beskrevet omfang). Et sådant vilkår bør regulere i hvilket omfang, entreprenøren er berettiget til at få betaling for udført forcering, eksempelvis at forcering udføres (i) uden betaling, hvis entreprenøren ikke er berettiget til tidsfristforlængelse, og (ii) mod betaling af de dokumenterede meromkostninger, hvis entreprenøren er berettiget til tidsfristforlængelse. Vilkåret bør tillige regulere, om - og i bekræftende fald hvorledes - bygherre forud skal godkende forceringsforslag med tilhørende budget.
Vi anbefaler videre, at bygherrer i tilfælde af entreprenør(er)s forsinkelse forholder sig sagligt til berettigelsen af eventuelle krav fra entreprenør(er) om tidsfristforlængelse. Bygherrer bør således ikke konsekvent afvise krav om tidsfristforlængelse med samtidig varsling eller fastholdelse af dagbod. Der er risiko for, at entreprenører som konsekvens heraf - uden aftale med bygherrer - iværksætter forcering, hvor bygherrer er forpligtet til at betale de afledte meromkostninger.
Vores erfaring er, at det oftest er mere favorabelt for bygherrer i sådanne situationer, hvor entreprenør(er) er berettiget til tidsfristforlængelse, at tage en dialog med entreprenør(er). Dette er for at søge at indgå en aftale om, at en entreprenør forcerer arbejdet i et nærmere aftalt omfang mod rimelig betaling. Betalingen bør afhænge blandet andet af, i hvilket omfang forceringen reducerer ("indhenter") forsinkelsen.
Vores anbefaling i forhold til entreprenører, som uberettiget får afvist krav om tidsfristforlængelse, og hvor bygherre samtidig fastholder dagbodskrav, er at sørge for at iagttage pligten i AB 18 § 41, stk. 2 (og tilsvarende ABT 18 § 39, stk. 2) til skriftligt at varsle bygherre om, at der nu vil blive iværksat forcering på bygherres regning. Vi anbefaler videre, at entreprenører løbende sørger for at opgøre og sikre dokumentation for de udførte forceringstiltag og de afledte meromkostninger.
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.
