Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

Hvornår hæfter man for selvstændigt virkende 3. mand?

WSCO Advokatpartnerselskab
17/06/2022
Hvornår hæfter man for selvstændigt virkende 3. mand?
WSCO Advokatpartnerselskab logo
Domstolene er over de senere år blevet mere tilbøjelige til at pålægge hvervgiver et hæftelsesansvar for selvstændigt virkende hvervtager.

Hvervgiver pålægges således et hæftelsesansvar i de tilfælde, hvor hvervtager (underentreprenøren) har forvoldt en ansvarspådragende skade i forbindelse med udførelsen af eller i forbindelse med andet farligt arbejde, og hvervgiver havde en særlig anledning til at begrænse risikoen ved at føre tilsyn og kontrol i kraft af sin faglige indsigt. 


Hvervgiver pålægges et hæftelsesansvar navnlig i de tilfælde, hvor hvervgiveren selv ville have været underlagt et strengt ansvar ved udførelsen af det pågældende (farlige) arbejde. 


Udgangspunktet i dansk ret er ganske vist, at man kun hæfter for sin egen culpøse adfærd. En undtagelse hertil findes i DL 3-19-2, hvor en hvervgiver (principal) hæfter for sine ansattes skadegørende handlinger under visse betingelser. 


Der er generelt enighed om, at principalansvaret fastsat i DL 3-19-2 ikke kan udstrækkes til at omfatte hvervgivers hæftelsesansvar for en selvstændig virkende tredjemand. Årsagen hertil, er, at der i hvervsforhold ikke gælder samme instruktions-, kontrols- og tilsynsbeføjelse. 


Uagtet dette ses undtagelsen i retspraksis at blive anvendt af domstolene, således, at hvervgiver, når de konkrete omstændighederne taler herfor, bliver pålagt et hæftelsesansvar. 


Hvervgivers hæftelsesansvar er ikke betinget af opfyldelsen af faste betingelser. I stedet foretager domstolene en helhedsvurdering af sagens konkrete omstændigheder for at fastslå, om hvervgiveren kan pålægges et hæftelsesansvar. 

Som hvervgiver er det derfor afgørende, at man er opmærksom på, at man i visse tilfælde – herunder særligt hvor arbejdet kan karakteriseres som farligt arbejde – kan gøres ansvarlig for sin (under)entreprenørs forvoldte skader. 


Domstolene ses overvejende at anvende:


1. Farligt arbejde

2. Hvervgiverens interesse

3. Hvervgivers økonomiske styrke og faglige indsigt

4. Hvervgivers instruktion, tilsyn og kontrol 


Momenterne med tilhørende retspraksis gennemgås nedenfor: 


1. Farligt arbejde 

Udgangspunktet er, at en hvervgiver af domstolene pålægges et hæftelsesansvar navnlig i de tilfælde, hvor hvervgiveren selv ville have været underlagt et strengt ansvar ved udførelsen af det pågældende arbejde – særligt i tilfælde af farligt arbejde. 


I U.1981.564V (Sprøjte-dommen) havde hvervgiver antaget en selvstændigt virkende entreprenør til at foretage sprøjtning med forskellige giftmidler på hvervgiverens forpagtede arealer. 


Landsretten fastslog, at entreprenøren - og ikke hvervgiveren - havde handlet culpøst. Uagtet dette, så stadfæstede landsretten, at hvervgiver ikke ved at overlade sprøjtningen, der var farlig for naboarealerne, til entreprenøren kunne fralægge sig ansvaret for følgerne af entreprenørens fejl, hvorfor hvervgiveren blev pålagt et hæftelsesansvar. 


Der blev i sagen lagt særlig vægt på det forhold, at sprøjtningen udgjorde en fare for nabolaget/naboerne. 

Naboretlige synspunkter må således anses for at have indflydelse på, hvorvidt et arbejde kvalificeres som farligt, og dermed hvornår en hvervgiver ifalder et hæftelsesansvar. 


Hvervgiverens ansvar for en selvstændig virkende hvervtager skærpes ved farligt arbejde, og særligt i de tilfælde, hvor det ikke beror på tilfældige omstændigheder, hvem skaden rammer. 


Højesteret lagde således også i sag U.1999.1821/2H (TDC-dommen) særlig vægt på det naboretlige synspunkt ved afgørelsen af, om en hvervgiver kunne pålægges et hæftelsesansvar (afgjort med dissens). I sagen blev det desuden fastslået, at det naboretlige synspunkt ikke begrænser sig til egentlige naboforhold. 


I sagen var en entreprenør blevet antaget med henblik på at nedlægge et telekabel, hvorved der skete et brud på en vandledning. Afgørende for om der var tale om farligt arbejde var, at arbejdet blev udført i nærheden af andre ledninger. 


Historisk set anses gravearbejde for et arbejdsområde som er forbundet med særlig risiko, og dermed et arbejde hvor hvervgiveren efter de konkrete omstændigheder vil kunne blive pålagt et hæftelsesansvar. Gravearbejde anses – også i forhold til TDC-dommen - for at være farligt arbejde. 


I vurderingen af om hvervgiver kan pålægges et hæftelsesansvar, er det således afgørende, om det pågældende arbejde kan klassificeres som farligt arbejde. 


Kriteriet er dog udvidet, idet domstolene i flere afgørelser har pålagt hvervgiveren et hæftelsesansvar, hvor arbejdet isoleret set ikke kunne betegnes som farligt arbejde, men hvor det pågældende arbejde blev udført i tæt forbindelse med arbejder, der kunne karakteriseres som farligt. 


Dette gjorde sig også gældende i sag U.1991.347V (Vejbelægnings-dommen) hvor landsretten pålagde hvervgiver et hæftelsesansvar som følge af hvervgivers manglende tilsyn med arbejdets udførelse, men særligt også som følge af projektets særlige karakter (nedlæggelsen af naturgasledninger). 


Hvorvidt et arbejde kan klassificeres som farligt arbejde skal således ikke alene bedømmes ud fra risikoen for skade ved arbejdets udførelse, men må ses i sammenhæng med hvor arbejdet udføres, herunder om det udføres i nærheden af andres formuegoder og/eller liv og helbred. 


Retspraksis på området viser, at domstolene ønsker at tilgodese skadelidtes muligheder for erstatning ved farligt arbejde samtidig med, at hvervgiver alene skal kunne risikere at blive pålagt et hæftelsesansvar på områder, hvor hvervgiver selv ville have være underlagt en streng ansvarsnorm, hvis hvervgiveren selv havde udført arbejdet. 


2. Hvervgiverens interesse 

I retspraksis tillægges det i vurderingen af, hvorvidt en hvervgiver kan pålægges et hæftelsesansvar herudover betydning, om arbejdet er udført i hvervgiveres interesse. Interessekriteriet ses dog alene at blive anvendt som et supplerende element af domstolene, idet kriteriet sjældent står alene eller fremhæves som det centrale i domstolenes vurdering. 


Interessekriteriet er derimod afgørende i vurderingen af, om en arbejdsgiver kan ifalde ansvar i medfør af principalansvaret i henhold til DL 3-19-2. Også her afviger kriterierne for, hvornår der kan statueres et hæftelsesansvar for henholdsvis en arbejdsgiver og en hvervgiver. 


Dette understøttes af sag U.1949.488Ø (Kloakerings-dommen), hvor en kommune havde antaget en entreprenør til at foretage udgravninger til en kloakledning. Landsretten begrundede her hvervgiverens hæftelsesansvar med, at projektet var udført i kommunens (hvervgivers) interesse. 


Interessekriteriet – sammenholdt med det forhold, at der var tale om farligt arbejde – var således i nærværende sag afgørende for, at hvervgiveren ifaldt et hæftelsesansvar. 


I den nyeste afsagte dom om hvervgivers hæftelsesansvar U.2019.3968H (Tryklednings-dommen) pålagde Højesteret hvervgiver et hæftelsesansvar med den begrundelse, at der var tale om særlig risikobetonet arbejde (farligt arbejde med etablering af en ny trykledning), som var forbundet med en sådan særlig risiko for skade på omkringliggende ledninger (naboretlige synspunkter), at ansvarskravet blev skærpet. 


Højesteret omgjorde således Landsrettens afgørelse, som modsat Højesteret, ikke fandt belæg for at afvige fra udgangspunktet om, at hvervgiver som udgangspunkt ikke hæfter for skade uden for kontraktforhold, når skaden er forvoldt af en selvstændigt virkende tredjemand. 


Højesteret anså dog hvervgiveren for efter de konkrete omstændigheder at være nærmest til at bære risikoen for skaderne som følge af entreprenørens uforsvarlige boring, idet hvervgiver selv ville have været underlagt et strengt ansvar, såfremt hvervgiver selv have udført det pågældende arbejde. 


Interessekriteriet fremgår ikke direkte af dommens præmisser, men blev inddraget og fremhævet gentagne gange af sagens parter. 

Interessekriteriet anvendes i retspraksis med betydelig forsigtighed, idet både hvervgiver og hvervtager må siges at have en (hoved)interesse i at arbejdet udføres, og det dermed kan være vanskeligt entydigt at fastslå i hvis interesse arbejdet udføres i. 


3. Hvervgivers økonomiske styrke og faglige indsigt 

I retspraksis lægges desuden vægt på hvervgivers økonomiske styrke, ligesom hvervgivers faglige indsigt inden for det arbejdsområde, som arbejdet udføres under, tillægges betydning. 


I U.1999.1821/2H (TDC-dommen) pålagde Højesteret hvervgiveren et hæftelsesansvar – modsat Landsretten – og anførte i sin begrundelse, at hvervgiveren havde de tekniske og økonomiske muligheder for at begrænse og styre risikoen vedrørende arbejdet, hvorfor denne var den nærmeste til at bære ansvaret for skaden (afsagt med dissens). 


Dette til trods for, at Højesteret fastslog, at entreprenøren havde handlet culpøst modsat hvervgiveren. 

Også i U.2011.433H (Stålkugle-dommen) anførte Højesteret i sin begrundelse, at hvervgiveren havde de tekniske og økonomiske muligheder for at begrænse og styre risikoen ved arbejdet, hvorfor hvervgiveren blev pålagt et hæftelsesansvar. I den pågældende dom blev det fastslået, at det ikke er tilstrækkeligt for at undgå


et hæftelsesansvar, at hvervgiver blot gør entreprenøren opmærksom på, at arbejdet skal udføres med behørig omhu og forsigtighed. 

Ansvarsfritagelse for hvervgiver kræver derimod hvervgivers aktive deltagelse i processen/forberedelsen, hvis hvervgiveren har en særlig faglig indsigt. 


Henvisningen i retspraksis til hvervgivers tekniske og økonomiske muligheder for at begrænse og styre risikoen af arbejdet, må anses som en udvidelse af hæftelsesansvarets anvendelsesområde i hvervforhold, idet hvervgivers subjektive forhold indgår i vurderingen. 


Henset til den trods alt endnu sparsomme retspraksis herom, må det midlertidig antages, at der ikke er tale om et generelt kriterie, som skal være opfyldt, men at det er et belastende moment, såfremt en hvervgiver har en særlig faglig indsigt i arbejdet og/eller større økonomisk styrke end hvervtageren. 


4. Hvervgivers instruktion, tilsyn og kontrol 

Dette kriterie er den bærende betingelse for fastsættelsen af principalansvaret i henhold til DL 3-19-2. Kriteriet indgår derfor også som et element i domstolenes vurdering af, hvorvidt en hvervgiver kan pålægges et hæftelsesansvar. 


I U.1991.347V (Vejbelægnings-dommen) blev det af Landsretten tillagt betydning, at hvervgiveren havde pligt til at føre tilsyn og kontrol med arbejdet. Der blev lagt vægt på det forhold, at vejbelægningen var særlig sårbar, og at dette var kendeligt for hvervgiveren – hvervgiverens tilsynspligt blev således skærpet som følge af dennes viden om risikoen ved udførelsen af arbejdet. 


Hvervgiver blev i nærværende sag dog ikke pålagt et selvstændigt culpaansvar, da hvervgiver rent faktisk havde ført tilsyn. 


I retspraksis ses det afgørende, om hvervgiver (eller dennes ansatte) havde konkret viden om forhold af væsentlig betydning for muligheden for afværgelse af den indtrådte skade, og at denne manglende videregivelse medførte, at hvervgiveren ifaldt et hæftelsesansvar. 


Hvervgivers instruktions-, tilsyns- og kontrolforpligtelse skal ses i sammenhæng med kriterierne farligt arbejde og hvervgivers økonomiske styrke og faglige indsigt. I forhold til farligt arbejde vil der unægtelig være større risiko for skade, hvilket i de fleste situationer vil stille højere krav til hvervgiverens tilsyn og kontrol. Det samme gør sig gældende i forhold til hvervgivers faglige indsigt - jo større indsigt hvervgiver har i det pågældende fagområde jo større krav til tilsyn og kontrol. 


Retstilstanden er dog svær at navigere i, idet hvervgiver således skal sørge for at føre tilstrækkelig med tilsyn og kontrol, samtidig med at hvervgiver ikke må føre et så omfangsrigt tilsyn, at denne kan risikere at ifalde et selvstændigt culpaansvar og/eller kunne blive identificeret som hvervtager. 


Kriteriet om hvervgivers instruktions-, tilsyns- og kontrolforpligtelse bør således inddrages i vurderingen af hvervgivers hæftelsesansvar, hvor hvervgiver har særlig anledning til at føre tilsyn og kontrol. 


Konklusion 

Der kan ikke opstilles faste og generelle kriterier for, hvornår en hvervgiver undtagelsesvis kan pålægges et hæftelsesansvar for sin hvervtagers skadegørende handlinger. 


Dog ses domstolene overvejende at anvende fire kriterier ved fastlæggelsen af hvervgivers hæftelsesansvar – om arbejder, kan karakteriseres som farligt arbejde og/eller udføres i tæt forbindelse med arbejder som kan karakteriseres som farligt arbejde, om arbejdet udføres i hvervgivers interesse, hvervgivers økonomiske styrke og faglige indsigt samt hvervgivers instruktion, tilsyn og kontrol. 


Disse fire kriterier er ikke udtømmende, og domstolene inddrager således tillige andre momenter og hensyn end disse ved vurderingen, ligesom ikke alle kriterier er lige afgørende eller generelt anvendelige.


Som hvervgiver bør man være opmærksom på alle de nævnte fire kriterier ved planlægning af en opgave, hvor en selvstændig virkende underentreprenør antages. 


Gennemgående er dog, at det pågældende arbejde skal kunne karakteriseres som farligt arbejde, hvorfor dette kriterie som det eneste må anses for at være et generelt kriterie, ligesom hvervgiver alene ses pålagt et hæftelsesansvar, hvor hvervtager har handlet culpøst (ansvarspådragende), og hvor hvervgiver ikke selv har handlet ansvarspådragende eller kan pålægges et ulovbestemt objektivt ansvar. 


Hvervgivers faglige indsigt medfører også en skærpelse i hvervgivers hæftelsesansvar overfor dennes selvstændigt virkende hvervtager, og man bør derfor som hvervgiver være særlig opmærksom herpå. 


Denne udvikling i retspraksis nærmer sig principalansvaret i DL 3-19-2, idet der i højere grad fokuseres på hvervgivers forhold frem for udelukkende hvervtagers forhold. 


Domstolene er således blevet mere tilbøjelige til at pålægge hvervgiver et hæftelsesansvar i de tilfælde, hvor hvervtager har forvoldt en skade culpøst (ansvarspådragende) i forbindelse med farligt arbejde, og hvervgiver havde en særlig anledning til at begrænse risikoen ved at føre tilsyn og kontrol i kraft af sin faglige indsigt, dog uden at manglen ved hvervgivers tilsyn kan kvalificeres som ansvarspådragende i sig selv.

Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte mig.
Faglige videoer, der kunne være relevante for dig
Typiske fejl ved skift af forsikringsselskab
Mange virksomheder eller privatpersoner oplever at skulle skifte forsikringsselskab, hvilket der kan være mange gode grunde til. I forbindelse med et skift af forsikringsselskab er der dog visse ting man skal holde sig for øje.
Kurser, der kunne være relevante for dig
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62B, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
kontakt@jurainfo.dk
Ønsker du hjælp til at finde en specialist?
2022 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted