Retten tog fejl i sin tre-delte kategorisering af dominerende virksomheders rabat-typer, da den i juni 2014 stadfæstede Europa-Kommissionens afgørelse mod Intel om misbrug af dominerende stilling. Det mener Generaladvokat Wahl i sin indstilling af 20. oktober i år til EU-Domstolen om, hvordan Intels ankesag skal afgøres.
Hvis EU-Domstolen følger Generaladvokatens indstilling, skal Retten behandle sagen mod Intel på ny, hvilket muligvis betyder, at Intel slipper for en bøde på over én milliard euro. Det kan også få mere principiel betydning for, hvordan konkurrencemyndighederne skal se på eksklusivitetsrabat- ter. Konkurrencemyndigheder vil i givet fald være forpligtet til at inddrage ”samtlige omstændigheder” i vurderingen af, om rabatten er egnet til at begrænse konkurrencen herunder en konkret effektvurdering ud fra markedets karakteristika. Det vil derimod ikke være tilstrækkeligt for at statuere misbrug blot at konstatere, at rabatten er betinget af, at kunden lægger hele eller størstedelen af sit behov hos den dominerende virksomhed.
Intels adfærd og Europa-Kommissionens afgørelse
Intel er en amerikansk virksomhed, der er førende inden for produktion CPU’er (Central Processing Units). CPU’er indgår som chips i computere, og det er Intels aftaler med kunderne Dell, Lenovo, HP og NEC, der er genstand for sagen. Intel havde indgået aftale med kunderne om, at de kunne få en rabat på Intel CPU’er betinget af, at kunderne lagde hele eller størstedelen af deres behov for CPU’er hos Intel. Europa-Kommissionen fandt, at Intel ved aftalerne havde misbrugt sin domine- rende stilling blandt andet som følge af disse aftaler, idet de var loyalitetsskabende og egnet til at fortrænge den konkurrerende CPU-producent, AMD, fra markedet. Europa-Kommissionen pålagde ved afgørelsen Intel en bøde på 1,06 milliarder euro, som på det tidspunkt var den højeste bøde Europa-Kommissionen nogensinde havde udstedt til en virksomhed for at overtræde konkurrencereg- lerne.
Rettens tre-delte kategorisering af rabatter
Intel indbragte sagen for Retten, der dog stadfæstede Europa-Kommissions afgørelse. Retten udtalte, at rabatter betinget af, at kunden lægger hele eller størstedelen af sit behov hos den dominerende virksomhed, er egnet til at begrænse konkurrencen efter sin natur. Det er for sådanne ’eksklusivitetsrabatter’ derfor unødvendigt at se på andet for at statuere misbrug, herunder om rabatten ud fra øvrige forhold og markedets karakteristika er konkret egnet til begrænse konkurrencen. Retten fremhævede i sin dom følgende kategorisering af rabatter, samt hvordan de skal vurderes efter konkurrencereglerne:
