Den 31. juli 2026 afsagde Landgericht München I dom i sagen GEMA mod Suno AI (sag nr. 42 O 763/25). Dommen er den første europæiske afgørelse, der pålægger et AI-selskab ophavsretligt ansvar for brugen af beskyttede musikværker som træningsdata, og den har vidtrækkende konsekvenser for AI-branchen.
Baggrund
GEMA er den tyske rettighedsorganisation, der administrerer ophavsrettigheder på vegne af komponister, tekstforfattere og musikforlag.
Sagsøgte, Suno AI, er et amerikansk selskab, der udbyder en AI-baseret musikgenerator, som på baggrund af brugerinput genererer originale musikstykker.
Sagen vedrørte seks velkendte musikkompositioner, herunder Atemlos durch die Nacht, Rasputin, Big in Japan, Forever Young, Mambo No. 5 og Daddy Cool.
Det afgørende faktum i sagen var, hvordan Suno indsamlede sine træningsdata. Selskabet anvendte såkaldte stream ripping-teknikker til at ekstrahere og kopiere musikværkerne fra YouTube – og omgik i den forbindelse YouTubes Rolling Cipher, en teknisk beskyttelsesforanstaltning, der er designet til at forhindre uautoriseret download af lyd- og videoindhold.
Retten fastslog, at de pågældende musikværker kunne genfindes som reproducerbare elementer i Sunos modeller – et fænomen betegnet som memorisering, hvor en AI-model lagrer selve indholdet af værker i sine parametre, så værkerne efterfølgende kan genskabes i modellens output.
Rettens afgørelse
Retten gav GEMA medhold på samtlige centrale punkter:
- Reproduktionsretten (§ 16 UrhG): Memoriseringen af musikværkerne i AI-modellerne udgør en krænkelse af reproduktionsretten. Denne reproduktion er ikke dækket af undtagelsen for tekst- og datamining i den tyske ophavsretslov. Retten lagde til grund, at denne undtagelse forudsætter, at rettighedshaveren ikke aktivt har fravalgt den pågældende brug – og at kommerciel AI-musikgenerering ikke er omfattet, medmindre rettighedshaveren positivt har accepteret brugen.
- Offentlig tilgængeliggørelse (§§ 15 og 19a UrhG): Generering og udsendelse af outputs til brugere udgør en selvstændig krænkelse af retten til offentlig tilgængeliggørelse. Retten understreges, at det er Suno og ikke den individuelle bruger, der bærer ansvaret herfor – eftersom det er Suno, der har valgt træningsdataene, opbygget modellernes arkitektur og dermed bestemt indholdet af de genererede outputs.
Hvad kan vi bruge dommen til i Danmark?
Afgørelsen er truffet af en tysk førstinstansret under tysk ophavsretslovgivning og kan dermed ankes. Dommen er derfor ikke nødvendigvis endelig.
Ikke desto mindre giver dommen et værdifuldt pejlemærke for, hvordan europæiske domstole tilgår spørgsmålet om AI-træning og ophavsret. De underliggende EU-retlige regler – herunder om text and data mining-undtagelsen og retten til offentlig tilgængeliggørelse – er i vidt omfang harmoniserede på tværs af medlemsstaterne, og den tyske rets ræsonnement vil derfor være relevant, hvis en tilsvarende sag rejses for danske domstole.
Hvis du ønsker at læse mere, har vores tyske kollegaer skrevet en dybdegående artikel om dommen (på engelsk), som du kan finde her.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at
kontakte mig.
Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.
