Forvaltnings­retlige mangler ved kommunal digital selvbetjenings­løsning

I en redegørelse af 3. april 2019 har Folketingets Ombudsmand igen understreget, at digitale selvbetjeningsløsninger ikke må fremstå som obligatoriske, hvis der ikke tale om en digital løsning, som ved lov er gjort obligatorisk. En digital selvbetjeningsløsning skal give mulighed for partsrepræsentation eller mulighed for at søge ved partsrepræsentant på anden måde.

Folketingets Ombudsmands redegørelse er resultatet af en undersøgelse af Haderslev Kommunes digitale selvbetjeningsløsning til ansøgning af hjælpemidler, forbrugsgoder eller boligindretning efter henholdsvis servicelovens §§ 112, 113 og 116.


Manglende oplysninger om, hvorvidt løsningen var frivillig eller obligatorisk

Det fremgår af redegørelsen, at Haderslev Kommunes digitale selvbetjeningsløsning var tilgængelig via links på borger.dk og kommunens hjemmeside, men at ingen af hjemmesiderne indeholdt oplysninger om, hvorvidt selvbetjeningsløsningen var obligatorisk eller frivillig. Ansøgninger om hjælpemidler efter servicelovens § 112 er omfattet af obligatorisk digital selvbetjening efter § 112 a, stk. 1, men det er ikke tilfældet for ansøgninger efter §§ 113 og 116.

Ombudsmanden understregede, at Haderslev Kommune burde have gjort udtrykkeligt opmærksom på, at det kun var obligatorisk at anvende digital selvbetjening for ansøgninger hjælpemidler efter § 112, og frivilligt for ansøgninger efter §§ 113 og 116.


Muligheder for partsrepræsentation

Retten til partsrepræsentation efter forvaltningslovens § 8, stk. 1, medfører i forhold til digitale selvbetjeningsordninger, at man enten skal udforme dem, så partsrepræsentation er mulig, eller at parten skal kunne undtages for den obligatoriske selvbetjening og ansøge på anden vis, hvor partsrepræsentation kan lade sig gøre.

I Haderslev Kommunes tilfælde var det ikke muligt at lade sig repræsentere af andre ved ansøgning via den digitale løsning. Kommunen skulle derfor ifølge ombudsmanden udtrykkeligt vejlede om muligheden for at blive undtaget fra den obligatoriske digitale selvbetjeningsløsning, og det var ikke tilstrækkeligt alene at yde vejledning herom i forbindelse med konkrete borgerhenvendelser.