EU-Domstolen: Arbejdsgivere skal tilpasse arbejdsvilkårene for ansatte med handicappede børn

Sagen vedrørte en medarbejder i Italien, som arbejdede som stationsoperatør, som gik ud på overvågning og kontrol af en metrostation. Medarbejderen havde en mindreårig søn, der led af et alvorligt handicap og var fuldstændig invalid. Sønnen boede hos medarbejderen og skulle følge et plejeprogram et fast tidspunkt om eftermiddagen. Medarbejderen anmodede derfor sin arbejdsgiver om at blive placeret permanent i en stilling med faste arbejdstider, eventuelt på et lidt lavere niveau, så hun kunne tage sig af sin søn. Arbejdsgiveren afslog hendes anmodning men bevilligede hende i stedet nogle midlertidige tilpasninger af arbejdsvilkårene bestående i et fast arbejdssted og mulighed for at vælge sin foretrukne arbejdstid. Medarbejderen anlagde derfor sag mod arbejdsgiveren ved domstolene i Italien med påstand om at arbejdsgiveren skulle permanent placere hende i en stilling med faste arbejdstider. Hun gjorde ligeledes krav på erstatning for ulovlig forskelsbehandling.

På denne baggrund sendte en italiensk kassationsdomstol en præjudiciel forespørgsel til EU-Domstolen, hvor de spurgte, om forbuddet mod indirekte forskelsbehandling på grund af handicap og tilpasningsforpligtelsen i beskæftigelsesdirektivet også omfatter en ansat, som ikke selv har et handicap, men som har et barn, som har et handicap, hvis den ansatte yder hovedparten af plejen. Dette kaldes også for et tilknytningshandicap.

Forbuddet mod indirekte forskelsbehandling på grund af handicap og tilpasningsforpligtelsen omfatter også ansatte med et tilknytningshandicap 

EU-Domstolen har tidligere i Coleman-sagen (C-306/06) fastslået, at forbuddet mod direkte forskelsbehandling på grund af handicap også omfatter ansatte med et tilknytningshandicap. EU-Domstolen havde dog aldrig før taget stilling til om disse ansatte også var beskyttet imod indirekte forskelsbehandling, og i givet fald om arbejdsgiveren har en tilpasningsforpligtelse over for den ansatte. 

EU-Domstolen fastslog, at beskæftigelsesdirektivet – bl.a. i lyset af direktivets formål, EU-Charteret og FN’s-handicapkonvention – også beskytter ansatte med et tilknytningshandicap imod indirekte forskelsbehandling, og at arbejdsgiveren har en pligt til at tilpasse arbejdsvilkårene i rimeligt omfang i forhold til disse ansatte, forudsat at disse tilpasninger ikke pålægger arbejdsgiveren en uforholdsmæssig stor byrde.

Littler bemærker 

EU-Domstolens dom er principiel og fjerner den tvivl, som der tidligere har været, om, hvorvidt forbuddet mod indirekte forskelsbehandling på grund af handicap og tilpasningsforpligtelsen også omfatter ansatte, som ikke selv har et handicap, men som har et handicappet barn, som de yder hovedparten af plejen over for. Højesteret udtrykte i UfR 2016.2530 H skepsis over for, at ansatte, som ikke selv var handicappede, kunne påberåbe sig beskyttelsen ved indirekte forskelsbehandling, men overlod den endelige stillingtagen til spørgsmålet til EU-Domstolen. 

Med EU-Domstolens dom er der ikke længere tvivl om, at arbejdsgivere ikke indirekte må forskelsbehandle ansatte med et tilknytningshandicap, og at de skal tilpasse arbejdsvilkårene i rimeligt omfang i forhold til disse ansatte, forudsat at disse tilpasninger ikke pålægger arbejdsgiveren en uforholdsmæssig stor byrde.