Er værnetingsaftaler i lystbådsforsikringer gyldige? Spørgsmålet forelægges nu for EU-domstolen.

Som bekendt beskytter EU-retten på mange områder forbrugere i EU-land. Dette for eksempel i Bru-xelles-forordningen, der blandt andet regulerer, om en forbruger, der underskriver en forsikringsaftale samtidig fraskriver sig muligheden for at anlægge sag i sit hjemland. I en ny dom fandt byretten, at værnetingsaftaler med forbrugere i nogle er i overensstemmelse med de gældende EU-retlige regler.

I sagen havde et dansk ægtepar købt en ny lystbåd i Holland med henblik på privat brug. Køberne indleverede en begæring om tegning af forsikring til et hollandsk forsikringsselskab, hvilket formentlig skyldtes et behov for dækning under hjemtransporten og det forhold, at båden skulle opmagasineres i Holland i det første halve år. Flere år efter stødte båden på grund under en sejlads i udlandet. Skaden blev anmeldt til forsikringsselskabet et år efter det anmeldte uheld, og ægteparret kunne herefter ikke blive enige med forsikringsselskabet om størrelsen af erstatningen. Ægteparret indleverede stævning mod forsikringsselskabet ved Retten i Helsingør. WSCO Advokater repræsenterede det hollandske forsikringsselskab og begærede sagen afvist, da forsikringsaftalen indeholdt en aftale om værneting i Holland.

Sagsøgerne henviste til Bruxelles-forordningen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuld-byrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område af 12. december 2012, artikel 11, stk. 1, litra b, hvorefter sagsøgte som udgangspunkt kan sagsøges ved sagsøgerens hjemting dvs. Retten i Helsingør.

På vegne af forsikringsselskabet henviste WSCO til artikel 15, hvorefter der er adgang, til at parterne i en forsikringsaftale kan fravige det anførte udgangspunkt i forordningen. Dette kan ske ved aftale om værneting, bl.a., jf. nr. 5, hvis denne dækker en eller flere af de i artikel 16 nævnte risici.

Af artikel 15 fremgår således:

”Artikel 15

Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om værneting:

1.    der er indgået, efter at tvisten er opstået, eller

….

5.    der vedrører en forsikringsaftale, som dækker en eller flere af de i artikel 16 nævn-te risici.”

Af artikel 16 fremgår følgende:

”Artikel 16

1.    …

…

5.    uanset nr. 1-4, alle store risici som defineret i Rådets direktiv 73/239/EØF, som ændret ved direktiv 88/357/EØF og direktiv 90/618/EØF, med eventuelle senere ændringer.”

Artikel 16, nr. 5, omtaler således "Store risici", som er defineret i artikel 13, nr. 27 i de i ovennævnte direktiver, der senest er implementeret i dansk ret ved lov 2015-03-28 nr. 308 om ændring af lov om finansiel virksomhed).

Artikel 13, nr. 27 i nævnte direktiv har følgende ordlyd:

”Artikel 13

1)

..

27)  

»store risici«:

1.    risici under forsikringsklasse 4, 5, 6, 7, 11 og 12 i del A i bilag I”

I henhold til nævnte artikel 13, nr. 27, litra a, indgår risici under bl.a. forsikringsklasse 6 i del A i bilag 1 til direktivet som "store risici". Listen over forsikringsklasser genfindes desuden i bilag 7 til Lov om finansiel virksomhed. Heraf fremgår følgende:

”BILAG 7

Forsikringsvirksomhed - skade

Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklasser.

1.    …

…

6.    Kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder: alle skader på flodfartøjer, indsøfartøjer og havfartøjer.”

Dommen

Det klare udgangspunkt efter forordningen er, at der ikke kan indgås værnetingsaftaler med forsik-ringstagere. Dette kan dog tillades, når det drejer sig om ”store risici”. Disse store risici er senest defi-neret direktiv 88/357/EØF og direktiv 90/618/EØF, med senere ændringer, og det følger heraf, at risici under forsikringsklasse 6 betegnes som ”store risici”. Listen over forsikringsklasser genfindes i bilag 7 til den danske Lov om finansiel virksomhed. Heraf fremgår følgende, at forsikringsklasse 6 omfatter havfortøjer, hvilket omfatter lystfartøjer.

På den baggrund fandt Retten i Helsingør - i overensstemmelse med de af forsikringsselskabet (og WSCO) anførte anbringender - at sagen skulle afvises. Forsikringstagers anbringender om, at Bru-xelles-forordningens art. 15 m.fl. alene omfatter erhvervsretlige tvister, blev således ikke taget til følge.

Forelæggelse for EU-domstolen

Dommen er anket til landsretten, der nu forelægger spørgsmålet for EU-domstolen efter EUF-traktatens artikel 267, stk. 2, idet landsretten anfører, at

”da den foreliggende tvivl vedrører fortolkningen af en unionsretlig regel, finder landsretten det nødvendigt at forelægge spørgsmålet for EUDomstolen”.

Der er ikke under sagen fremhævet retspraksis fra andre unionslande, men landsretten har altså fundet, at der er tvivl om fortolkningen, og resultatet af den præjudicielle forelæggelse må derfor afventes.

Eventuelle igangværende eller kommende lignende tvister bør derfor sættes i bero indtil spørgsmålet er afklaret.