Er du opdateret på den seneste praksis fra Højesteret om forskerskatteordningen?

Der er faldet dom i hele tre selvstændige højesteretssager omhandlende to skatteydere, og sagerne blev hovedforhandlet i forlængelse af hinanden ved Højesteret henholdsvis den 24. og 25. januar 2024.

Til pådømmelse i Højesteret var for det første i to af sagerne en fortolkning af ordlyden i bestemmelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1 (sag BS-44692/2022 og BS-30300/2023).

For det andet var det til pådømmelse, hvorvidt den ene af de to skatteydere havde adgang til ekstraordinær genoptagelse af sine tidligere skatteansættelser efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 (sag BS-44771/2022).

Fortolkningen af kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1 – 10-års-kravet

Vi har i en tidligere nyhed omtalt den ene af de to sager, som nu er afgjort af Højesteret.

Tilsvarende flertallet i Østre Landsret – ved sagens behandling i den forudgående instans – fandt Højesteret, at det ikke er afgørende, om skatteyder helt givet ville være blevet bedømt anderledes i forhold til sin skattepligt, hvis der var taget stilling til denne ved fraflytning.

Afgørende efter kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, er – ifølge Højesteret – alene, om skatteyder er ansat (registreret) fuldskattepligtig ved kørsel af dennes årsopgørelser. Det er således ikke afgørende, hvor skatteyder eksempelvis havde bopæl eller ophold.

Det bemærkes i den forbindelse, at der mellem parterne i den ene af de to sager for Højesteret var enighed om, at skatteyder ikke reelt var skattepligtig til Danmark i de pågældende år, dvs. som følge af bopæl eller ophold. Skatteyderen havde således ikke været pligtig til at betalte skat, men blev ikke behørigt afmeldt, hvorfor han fortsatte med at modtage årsopgørelser fra sin fraflytning i 2005 og frem til 2011, hvorefter han anmodede om at lade sig omfatte af forskerskatteordningen fra 2016.

Dette kunne efter Højesteret ikke tages i betragtning ved en vurdering af 10-års-kravet efter kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1.

Mulighed for ekstraordinær genoptagelse?

I den ene af de nu afgjorte sager var det endvidere et spørgsmål til bedømmelse i Højesteret, hvorvidt skatteyderen skulle have adgang til ekstraordinær genoptagelse af sine skatteansættelser for indkomstårene 2006-2010 med henvisning til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, dvs. som følge af særlige omstændigheder.

Dette med henblik på, at skatteyderen kunne få ændret sine fejlagtige årsopgørelser i forhold til skattepligtsspørgsmålet.

Dette havde Østre Landsret i den forudgående instans fundet, at der var grundlag for at tillade, med henvisning til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Spørgsmålet blev imidlertid indbragt for Højesteret på Skatteministeriets initiativ, som således ankede den af Østre Landsret afsagte dom (BS-40625/2021-OLR).

Modsat Østre Landsret fandt Højesteret på baggrund af en konkret vurdering ikke, at der forelå særlige omstændigheder for den pågældende skatteyder.

Da der er tale om en konkret bedømmelse i forhold til spørgsmålet om særlige omstændigheder, må det imidlertid forventes, at der fortsat skal tages stilling til dette spørgsmål i en del tilnærmelsesvis tilsvarende sager, hvor det også er set, at Landsskatteretten er kommet til et andet resultat.

Der henvises til vores tidligere omtale af sagen (sagsnr. 22-0017328), hvor Landsskatteretten nåede frem til, at skatteyder kunne få genoptaget sine skatteansættelser for indkomstårene 2009 og 2010, som var en forudsætning for, at vedkommende kunne blive omfattet af forskerskatteordningen i henhold til kildeskattelovens §§ 48 E-F.