Entreprenørens dokumentationskrav for retten til tidsfristforlængelse

Det er ikke ualmindeligt, at et byggeri bliver forsinket, og det er bestemt heller ikke ualmindeligt, at et byggeri bliver forsinket af forhold, der ikke kan tilskrives den entreprenør, der forestår byggeriet.

I et sådant tilfælde, hvor et byggeris forsinkelse ikke skyldes entreprenørens forhold, men derimod skyldes forhold, der kan henregnes bygherren eller udefrakommende omstændigheder, følger det af entrepriserettens standardaftalevilkår og almindelige obligationsretlige grundsætninger, at entreprenøren har ret til tidsfristforlængelse.

Retten til tidsfristforlængelse afhænger af, om entreprenøren i tilstrækkelig grad kan dokumentere, at forsinkelsen skyldes den eller de forsinkende forhold, der berettiger entreprenøren til tidsfristforlængelse.

I en nyligt afsagt kendelse fra en voldgiftsret nedsat af Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg, der er gengivet i TBB 2022.574 VBA, havde totalentreprenøren netop dokumenteret en række forsinkende omstændigheder, der kunne tilskrives bygherrens forhold, og som derfor sædvanligvis ville berettige totalentreprenøren til tidsfristforlængelse. Totalentreprenøren blev alligevel ikke tilkendt tidsfristforlængelse af voldgiftsretten.

Sagens faktum

Sagen drejede sig om en ombygning af en eksisterende ejendom til fritidstilbud mv. og tillige en mindre tilbygning til ejendommen. Entreprisen blev af kommunen som bygherre udbudt i totalentreprise i slutningen af 2013, og det fremgik af projektbeskrivelsen, at bygherren havde indsendt byggeandragende, og at byggetilladelsen ville blive eftersendt.

Der blev mellem kommunen og totalentreprenøren indgået totalentreprisekontrakt den 31. marts 2014 baseret på ABT 93, hvori aflevering og ibrugtagning blev aftalt til den 15. december 2014.

Det fremgik af kontrakttidsplanen, at byggetilladelse ville være til stede den 28. april 2014.

Ombygning af den eksisterende bygning

Hvad angår ombygningsarbejderne havde kommunen den 19. februar 2014 modtaget en begrænset byggetilladelse, hvortil var knyttet 25 betingelser, herunder at der skulle fremsendes komplet afløbsprojekt til godkendelse. Modtagelsen lå således forud for det fastsatte tidspunkt i kontrakttidsplanen. Byggetilladelsen omfattede ikke tilbygningen.

Der manglede imidlertid tilladelse efter § 8 i jordforureningsloven til bygge- og anlægsarbejderne. § 8-tilladelsen fremkom først den 27. maj 2014, hvilket var efter det fastsatte tidspunkt i kontrakttidsplanen.

Ifølge kontrakttidsplanen skulle beton- og kloakarbejder i den eksisterende bygnings kælder og i tilbygningen udføres i perioden 28. april til 27. juni 2014.

Opstartstidspunktet for beton- og kloakarbejder i den eksisterende bygning var således allerede af denne grund forsinket i forhold til kontrakttidsplanen.

Tilbygningen

Ifølge kontrakttidsplanen var opstartstidspunktet for tilbygningen den 2. juni 2014, når bortses fra indledende beton- og kloakarbejder i relation til tilbygningen, der skulle udføres tidligere, jf. ovenfor. Byggetilladelse til tilbygningen fremkom to arbejdsdage senere den 4. juni 2014, men den var betinget af byggetilladelse til kloak- og afløbsarbejderne.

Byggetilladelse til kloak- og afløbsarbejderne, der var baseret på en ansøgning indleveret den 19. februar 2014, fremkom først den 2. juli 2014.

Opstartstidspunktet for tilbygningen var således allerede af denne grund forsinket i forhold til kontrakttidsplanen.

Aflevering

Der blev afholdt afleveringsforretning den 9. februar 2015, men kommunen gjorde gældende, at aflevering først skete den 18. marts 2015.

Kommunen anså totalentreprenøren for ansvarlig for forsinkelsen. Kommunen henviste til støtte herfor blandt andet til, at stort set alle arbejder med ombygningen i den eksisterende bygning kunne have været opstartet på et langt tidligere tidspunkt, og at der havde været manglende fremdrift på grund af utilstrækkelig planlægning fra totalentreprenørens side. Kommunen krævede derfor dagbod for forsinket aflevering.

Totalentreprenøren mente omvendt, at forsinkelserne skyldtes forsinkede (bygge)tilladelser. Totalentreprenøren gjorde på baggrund heraf gældende, at totalentreprenøren var berettiget til tidsfristforlængelse.

Voldgiftsrettens afgørelse

Voldgiftsretten lagde til grund, at aflevering af byggeriet skulle være sket til aftalt tid den 15. december 2014.

Voldgiftsretten fandt derudover ikke, at bygherren havde godtgjort, at der den 9. februar 2015 var væsentlige mangler ved byggeriet, bl.a. fordi bygherren allerede på dette tidspunkt havde taget bygningen i brug, og at totalentreprenøren udbedrede manglerne uden gene for bygherren.

Ombygning af den eksisterende bygning

Ved vurderingen af betydningen af de forsinkede byggetilladelser for ombygning af den eksisterende bygning lagde voldgiftsretten til grund, at totalentreprenøren ikke kunne godtgøre, at jordarbejderne i kælderen lå på kritisk vej for udførelse af arbejder i bygningen. Der blev lagt vægt på, at arbejderne i kælderen lå tidligt i byggeprocessen, og at der var en lang række arbejder, som kunne udføres uafhængigt af kloakarbejdet i kælderen.

Tilbygningen

Ved vurderingen af betydningen af de forsinkede byggetilladelser for tilbygningen anførte voldgiftsretten indledningsvis, at det var forudsat i kontrakttidsplanen, at beton- og kloakarbejder for tilbygningen var udført forud for igangsætningen af opførelsen af tilbygningen. Endvidere blev det lagt til grund, at tidspunktet for modtagelsen af § 8-tilladelsen, byggetilladelsen til opførelse af tilbygningen og navnlig tilladelsen til udførelse af kloak/afløbsarbejder havde haft indflydelse på tidsplanen i relation til udførelsen af tilbygningen.

Herved indikerede voldgiftsretten et potentiale for ret til tidsfristforlængelse for totalentreprenøren, eftersom blandt andet tilladelsen til udførelse af beton- og kloakarbejder først forelå den 2. juli 2014, hvilket er mere end 30 arbejdsdage efter indgivelse af ansøgningen, jf. ABT 93 § 24, stk. 1, nr. 6.

Men voldgiftsretten anførte herefter, at der ikke forelå nærmere oplysninger om, hvor mange arbejdsdage beton- og kloakarbejder i relation til tilbygningen var afsat til, ligesom antallet af arbejdsdage for udførelsen ikke var oplyst.

Blandt andet på denne baggrund fandt voldgiftsretten:

”at krav om tidsfristforlængelse skal være baseret på en fyldestgørende dokumentation for den faktiske forsinkelse dag for dag som det pågældende forhold uundgåeligt har medført for færdiggørelsen af det samlede byggeri.” 

Herudover udtalte voldgiftsretten, at opførelsen af tilbygningen alene udgjorde en del af det samlede byggeri, og denne del af byggeriet skulle ikke udføres i den afsluttende fase af byggeriet som helhed. Forsinkelsen med tilbygningen kunne derfor ikke antages at have haft indflydelse på forsinkelsen med afleveringen af det samlede byggeri.

Totalentreprenøren blev derfor ikke tilkendt tidsfristforlængelse for perioden fra den 15. december 2014 til den 9. februar 2015. I stedet blev bygherrens påstand om dagbod for samme periode taget til følge.

Bech-Bruuns bemærkninger

Kravet om fyldestgørende dokumentation for den faktiske forsinkelse dag for dag er ikke nyt. Der henvises til TBB 2019.48 VBA, hvor formuleringen også blev anvendt. I den pågældende sag fandtes entreprenøren heller ikke at have fremlagt den fornødne dokumentation. Alligevel tilkendte voldgiftsretten entreprenøren en mindre tidsfristforlængelse end påstået på 8 uger på baggrund af en samlet vurdering af beviserne i sagen, herunder den tidsmæssige placering af de berørte arbejder i slutningen af den kritiske vej.

Kendelsen er interessant, fordi den viser de strenge bevismæssige krav, som der ifølge retspraksis stilles til entreprenørens krav om tidsfristforlængelse. Det er ikke en nem sag i en voldgiftssag, der ofte forberedes og hovedforhandles flere år efter entreprisens afslutning, at leve op til kravene om fyldestgørende dokumentation.

Set fra entreprenørens stol understreger kendelsen vigtigheden af, at der løbende – dag for dag – sker en intern registrering af forsinkende omstændigheder, som på et senere tidspunkt vil kunne indgå i den dokumentation, som er nødvendig for at bevisbyrden løftes.

Dette gælder ikke mindst, fordi syn og skøn ofte ikke er særlig praktisk eller anvendeligt som bevismiddel, når det kommer til beviset for forsinkelsesårsager og virkning.

Det ses ikke sjældent, at den entreprenør, der kræver tidsfristforlængelse (og økonomi), under voldgiftssagen mod bygherren fremlægger såkaldte Delay and Quantum Analysis Reports udarbejdet af eksterne firmaer med speciale i netop at kunne vurdere forsinkelsesårsager og virkninger i konkrete entrepriseforløb. Rapporterne kan også udarbejdes af entreprenøren selv. Sådanne rapporter er ensidigt indhentede erklæringer i bevismæssig forstand, og de kan ikke tillægges særlig bevismæssig vægt, således som tilfældet er det med egentlige skønserklæringer. Hvis de tillades fremlagt, indgår de i den samlede bevisbedømmelse og kan derfor alligevel ofte være ganske effektive som bevismiddel.

De nye AB 18-regler indeholder et nyttigt værktøj, som kan hjælpe parterne med dokumentationen. Det fremgår nemlig af AB 18/ABT 18 § 25, stk. 5, at bygherren (eller i praksis dennes rådgiver) skal vedligeholde en ændringslog, hvor der løbende registreres forlangte ændringer i arbejdet. Registreringen har ifølge AB 18-betænkningen til formål at sikre parterne klarhed over byggesagens udvikling, og ændringsloggen skal være tilgængelig for entreprenøren.

Et krav om tidsfristforlængelse skal desuden varsles snarest muligt, men dette berøres ikke nærmere i denne nyhed.

Hvis I har spørgsmål til ovenstående dokumentationskrav eller har behov for input til generelt at håndtere tidskrav og forsinkelser i byggeriet, er I velkomne til at rette henvendelse til partner Jens Hjortskov.