Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

Energinet åbner for registrering til booking af kapacitet på brintrøret - Hvad er status på "Syvtallet"?

Kromann Reumert
22/10/2025
Energinet åbner for registrering til booking af kapacitet på brintrøret - Hvad er status på "Syvtallet"?
Kromann Reumert logo
Den 3. november 2025 åbner Energinet for registrering af aktører, der ønsker at booke kapacitet på det kommende brintrør, Danish Backbone 1 (DHB1). Denne nyhed giver dig som potentiel aktør et overblik over projektets status, de foreløbige vilkår for kapacitetsbooking samt de væsentligste usikkerheder, som aktører bør være opmærksomme på.

Status på brintinfrastrukturprojektet, "Syvtallet"

Den 6. februar 2025 indgik en bred koalition af politiske partier en aftale om, at staten skal tage en større risiko for at understøtte etableringen af brintinfrastruktur i Danmark. Aftalen skal fremme realiseringen af en grænseoverskridende brintinfrastruktur mellem Danmark og Tyskland i 2030 - i første omgang med fokus på strækningen, der skal løbe i et "Syvtal" mellem Esbjerg over Egtved til Frøslev ved den dansk-tyske grænse. 


Syvtallet giver mulighed for, at grøn brint, der er lavet af el fra eksempelvis vindmøller og solceller, kan eksporteres til Tyskland. Brinten forventes at blive en vigtig brik i udfasningen af fossile brændsler i den tunge tyske industri. 


Den politiske aftale indeholder blandt andet følgende aftalepunkter: 


  • Støtte og finansiering: Parterne aftalte en statslig finansieringsmodel for Syvtallet, som indebærer, at staten tilvejebringer (i) en statslig låneramme til Energinet svarende til anlægsbudgettet på DKK 7,4 mia., og (ii) et statsligt driftstilskud på op til DKK 8,3 mia. over 30 år. Tilskuddet skal finansiere Energinets udgifter med henblik på at sænke brugernes transportomkostninger ved at holde tarifferne nede. Parterne har i aftalen taget forbehold for en dialog med Europa Kommissionen om finansieringsmodellen.

  • Sikring af arealer og myndighedsprocesser: For at understøtte Energinets tidsplan indeholder aftalen tiltag om vedtagelse af nye projekterings- og anlægslove. Disse skal blandt andet sikre grundlaget for at gennemføre ekspropriationer på strækningen for Syvtallet, begrænse relevante klageadgange og smidiggøre tilladelsesprocesserne.

  • Bookingkrav: En forudsætning for, at Energinet kan gennemføre Syvtallet, er, at brintaktører ved et kommende kapacitetssalg i 2026 booker kapacitet i brintrøret. Parterne aftalte at indføre et mindstekrav til forhåndsbookinger på 0,5 GW. Projektet kan standses eller udsættes, hvis der ved kapacitetssalget, der forventes afsluttet i primo 2027, ikke opnås forhåndsbookinger på 0,5 GW. Læs mere om kapacitetssalget nedenfor.


Den 2. september 2025 godkendte klima-, energi- og forsyningsministeren Energinets ansøgning om et konkret anlægsprojekt. Brintrøret er dermed overgået til anlægsfasen. Business casen kan tilgås her: Energinet - business case for DHB1 


Energinets godkendte business case er baseret på følgende vigtige forudsætninger: 

  • En godkendelse fra Klima- Energi og Forsyningsministeriet til at iværksætte ændringer i transmissionsnettet (en såkaldt § 4-godkendelse iht. Lov om Energinet), herunder udskillelse af metangasrøret Frøslev-Egtved II (FEII) og Forsyningstilsynets godkendelse af prisfastsættelsen.
  • Bookingkravet på 0,5 GW opfyldes efter kapacitetssalget primo 2027. 
  • En forpligtende aftale med den tyske TSO, Gasunie Deutschland, om at etablere grænseoverskridende brintinfrastruktur. Energinet forventer at indgå en konstruktionsaftale med Gasunie Deutschland, hvilket vil opfylde betingelsen. Aftalen vil træde i kraft efter kapacitetssalget, men inden Energinet træffer FID. 


Åbning af det kommende brintkapacitetssalg og vilkårene for deltagelse

I 2026 åbner Energinet for booking af kapacitet på brintrøret, Danish Hydrogen Backbone 1 (DHB1). Kapaciteten allokeres på en first-come-first-served basis. Det er ambitionen, at transport af brint skal ske på markedsvilkår, og tarifferne forventes at udgøre 9,5 EUR/MWh. Registrering af potentielle bydere kan ske fra den 3. november 2025.


Formålet med kapacitetssalget i 2026 er at demonstrere tilstrækkelig efterspørgsel i markedet efter brinttransmissionsprojektet og vilkårene, inklusiv bilagene hertil, giver Energinet en mulighed for at indgå bindende kapacitetsaftaler med fremtidige brugere af infrastrukturen.


Markedshøringen for vilkårene for kapacitetssalget er afsluttet, og de endelige vilkår vil blive fremlagt snarest muligt. Vi har oplistet hovedpunkterne fra udkastet til vilkårene for kapacitetssalget og kapacitetsaftalen nedenfor:


  • Forudsætninger for gennemførsel af kapacitetssalget: Energinet har ret til at udskyde, tilpasse eller annullere kapacitetssalget, hvis (i) Energinet bliver pålagt det af en anden kompetent myndighed, (ii) en tysk operatør af brintinfrastruktur eller regulatorisk myndighed beslutter at udskyde, tilpasse eller standse etableringen af den tyske infrastruktur, eller (iii) andre omstændigheder med afgørende påvirkende betydning opstår.
  • Registrering som bruger: Enhver, der ønsker at deltage i kapacitetssalget, skal lade sig registrere ved at fremsende en udfyldt version af formularen vedlagt vilkårene som bilag 1, samt dokumentation af den anmodende aktørs soliditetsgrad.
  • Kreditværdighed og sikkerhed: Energinet vurderer aktørens kreditværdighed og, afhængigt af størrelsen på aktørens kapacitetsbud, stiller krav om sikkerhedsstillelse i form af en bankgaranti, moderselskabsgaranti eller lignende garanti (bilag 6).
  • Optionsperiode: I en periode på 6 måneder efter indgåelse af kapacitetsaftalen (og senest den 31. januar 2027) har både aktøren og Energinet ret til at annullere eller reducere den bookede kapacitet. Dog kan kapaciteten maksimalt annulleres/reduceres med 0,8 GWh/h pr. punkt pr. år pr. aktør.
  • Kapacitetsanmodning: Den, der ønsker at booke kapacitet, skal sende en udfyldt version af formularen vedlagt vilkårene som bilag 4 til Energinet. Accepteres anmodningen, fremsender Energinet en tilpasset version af kapacitetsaftalen, der er vedlagt vilkårene som bilag 5, til parternes underskrift.
  • Fortrolighed: Energinet må alene dele information om kapacitetsbookinger i aggregeret/anonymiseret form.
  • Energinets forsinkelse: Energinet har ret til at udsætte det aftalte starttidspunkt, hvor kapaciteten skal stilles til rådighed for aktøren, såfremt brintinfrastrukturen ikke er færdigetableret. Energinet skal overholde visse frister for orientering om forsinkelser, og aktøren har ret til kompensation, hvis disse frister ikke overholdes. Energinet skal betale en samlet kompensation på DKK 8,3 mio pr. måned, dog maksimalt DKK 99.6 mio. Det er altså alene det forsinkede varsel, og ikke forsinkelsen/udskydelsen som sådan, der udløser kompensation. Kompensationen fordeles pro-rata mellem aktører baseret på størrelsen af deres bookede kapaciteter. Kompensation ydes ikke i tilfælde af forsinkelser, der skyldes Gasunie Deutschlands etablering af brintinfrastrukturen, der skal tilsluttes til DBH1. I disse tilfælde vil Energinet ændre startdatoen for kapaciteter booket til eksport til Tyskland.
  • Energinets udvidede ret til at annullere: Energinet har en (ansvarsfri) ret til at annullere kapacitetsaftalen, såfremt (i) de relevante tilladelser for etablering og drift af DHB1 ikke modtages, eller hvis tilladelserne ikke erstattes af lovgivning (hvilket forventes at træde i kraft omkring den 1. januar 2028), eller (ii) Gasunie Deutschland indstiller Hyperlink 3-projektet, der skal tilsluttes DHB1 ved den dansk-tyske grænse.
  • Forudsætninger for ikrafttræden af kapacitetsaftalen: Endelig ikrafttræden af kapacitetsaftalen er betinget af opfyldelse af visse betingelser, herunder at (i) Energinet senest den 1. april 2027 har truffet afgørelse om at fortsætte etableringen af DHB1 baseret på resultatet af kapacitetssalget, og ingen politisk beslutning om at standse projektet foreligger, (ii) Energinet og Gasunie Deutschland senest den 1. marts 2028 har indgået en aftale om etablering og tilslutning af den grænseoverskridende infrastruktur, og (iii) Energinet senest den 1. maj 2028 har truffet FID vedrørende DHB1. Hvis betingelserne ikke er opfyldt eller frafaldet af Energinet inden de relevante frister, annulleres kapacitetsaftalen straks uden ansvar for parterne.


Anmodning om tilslutning til DHB1 af producenter og forbrugere

Fra den 8. september til den 1. december 2025 er det muligt for potentielle brintaktører at anmode om tilslutning til DHB1 i 2030/2031. En sådan anmodning er nødvendig for at deltage i den tidlige tilslutningsproces med forventet tilslutning i 2030 eller 2031. Mere information herom findes på Energinets hjemmeside.


Relevante frister

For aktører, der ønsker at booke kapacitet, er følgende datoer vigtige at være opmærksomme på:


  • Den 3. november 2025: Registrering for bydere åbner (herunder vurdering af kreditværdighed).
  • Den 1. december 2025: Frist for anmodning om "Early Connection"-tilslutning af brintproducenter- og forbrugere til DHB1 i 2030/2031.
  • Den 5. januar 2026: Kapacitetssalget åbner.
  • Den 31. oktober 2026: Registrering for bydere lukker.
  • Den 1. december 2026: Frist for booking af kapacitet.


Derudover forventer vi, at Energistyrelsen i oktober 2025 sender et lovforslag i høring, som skal implementere EU's Brint og Gasmarkedspakke og skabe en markedsmodel for en konkurrencedygtig, grænseoverskridende brintinfrastruktur i Danmark. Vi holder øje med lovforslaget og følger op med en nyhed herom, når lovforslaget er fremsat i høring. 


Opsummering

Der knytter sig på nuværende tidspunkt flere væsentlige uklarheder til processen for at byde på og indgå kapacitetsaftaler med Energinet. Aktører, der overvejer at indgå en kapacitetsaftale, accepterer at være bundet af visse vilkår for brinttransport, som endnu ikke foreligger. Derudover er metoden for tarifdesign, som skal anvendes, hverken udarbejdet eller godkendt af Forsyningstilsynet. Det samme gælder flere centrale metoder og vilkår, der skal danne ramme for brintmarkedet, herunder:  


  • metode for balancering og nominering
  • metode for entry- og exitpunkter, kapacitetsprodukter og kapacitetsallokering
  • Energinets vilkår for brinttransport
  • Energinets vilkår for tilslutning af brint


Energinet har i sin seneste Q&A oplyst, at der i oktober 2025 vil blive offentliggjort yderligere information om implementering af støttemodellen i tarifdesignet. 


Aktører bør desuden nøje overveje sammenhængen mellem udløbet af optionsperioden for at booke kapacitet (den 31. januar 2027) og fristerne for opfyldelse af forudsætningerne for kapacitetsaftalens ikrafttræden (senest maj 2028).


Manglende opfyldelse af forudsætningerne kan medføre, at Energinet uden ansvar annullerer kapacitetsaftalen, hvorved aktører, der har lidt et tab for at have handlet i tillid til opførelse og ibrugtagning af DHB1, må bære tabet. Det er fortsat uklart, hvordan Energinet konkret vil fortolke bookingkravet. 

 

I sin seneste Q&A har Energinet oplyst, at yderligere information herom vil blive offentliggjort forud for åbningen af kapacitetssalget.


Vi følger udviklingen tæt og vil udarbejde en opfølgning til dette nyhedsbrev, når det relevante materiale, herunder de endelige vilkår, bliver offentliggjort.

Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.

Denne artikel er udgivet efter aftale med Kromann Reumert. Den er oprindeligt udgivet her.

Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.

Kromann Reumert logo
København
Sundkrogsgade 5
2100 København Ø
70 12 12 11
Aarhus
Kalkværksvej 16
8000 Aarhus C
London
65 St. Paul's Churchyard
London EC4M 8AB
Artikler, der kunne være relevante for dig
Udbud om affaldshåndtering annulleret under klagesag i Klagenævnet for Udbud
Udbud om affaldshåndtering annulleret under klagesag i Klagenævnet for Udbud
20/02/2026
Udbudsret, EU-ret, Energiret og forsyningsret
Lov om fremme af projekter om CO2-fangst, -rørtransport og -lagring er vedtaget
Lov om fremme af projekter om CO2-fangst, -rørtransport og -lagring er vedtaget
11/03/2026
Miljøret, Energiret og forsyningsret, Offentlig ret
Ny udmelding fra Energinet: Midlertidig pause for nettilslutninger
Ny udmelding fra Energinet: Midlertidig pause for nettilslutninger
11/03/2026
Energiret og forsyningsret, Offentlig ret
Atomkraft i Danmark: Ny rapport fra Energistyrelsen
Atomkraft i Danmark: Ny rapport fra Energistyrelsen
23/03/2026
Energiret og forsyningsret, Øvrige
De retlige rammer for nettilslutninger
De retlige rammer for nettilslutninger
30/03/2026
Energiret og forsyningsret
Nu kan du få din egen ladestander – men det er ikke uden ansvar
Nu kan du få din egen ladestander – men det er ikke uden ansvar
26/05/2026
Lejeret, Entrepriseret og fast ejendom, Energiret og forsyningsret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62A, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
[email protected]
Ønsker du at udgive materiale?
2026 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted