Advokat, professor ph.d., Anders Ørgaard, DELACOUR og Aalborg Universitet har det seneste nummer af Erhvervsjuridisk Tidsskrift (ET) en artikel om fortolkningen af en dom fra Højesteret. Hovedsynspunkterne vil her blive kort omtalt.
1. Afgørelsen fra Højesteret.
En lejekontrakt om boliglejemål indeholdt ikke en ret for lejeren til parkering i gården. Lejeren havde dog siden sin indflytning i 1991 ikke desto mindre rent faktisk parkeret i gården. Efter en gårdrenovering i 2006 forbød udlejeren parkering i gården. Sagen endte i Højesteret. Højesteret udtalte, at lejerens brugsret omfatter de lokaler og fællesfaciliteter, som fremgår af lejekontrakten. Højesteret udtalte tillige, at det kræver særlige holdepunkter, hvis lejeren herudover skal anses for aftaleretligt at have erhvervet brugsrettigheder som en del af lejeforholdet. Højesteret fandt, at udlejeren stiltiende havde accepteret parkeringen. Dette indebar dog ikke, at lejeren var tildelt en ret til parkering som en del af lejeforholdet. Højesteret fandt, at udlejeren derfor havde været berettiget til at bringe adgangen til vederlagsfri parkering til ophør som sket.
2. Aftaleindgåelsen og dens virkninger
Højesteret siger, at der er en aftaleforpligtelse mellem lejeren og udlejeren vedrørende parkeringen i gården. Højesteret finder således, at der foreligger en »stiltiende accept«. Spørgsmålet er herefter, hvad der er betydningen af denne aftaleforpligtelse – må lejeren parkere i gården til evig tid, eller er der en tidsmæssig begrænsning? Hvis brugsretten er en del af boliglejemålet, er dens tidsmæssige udstrækning reguleret af lejekontrakten og lejelovgivningen. Højesteret siger imidlertid i præmisserne, at aftaleforpligtelsen vedrørende parkeringsretten ikke er en del af boliglejemålet.
Der er således to forskellige aftaleforpligtelser mellem udlejeren og lejeren. Den ene er aftalen om boliglejemålet, og den anden er aftalen om retten til at parkere i gården. Det sidste udestående tema er herefter, hvad den tidsmæssige udstrækning af aftalen om parkering er. Her er tale om en brugsret uden vederlagsbetaling. Højesteret har ikke anledning til at udtale, hvor langt opsigelsesvarslet præcist er, men fastslår blot, at udlejeren i sagen havde opsagt retten til parkeringspladsen med passende varsel.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
-medium.jpg)
