Markedet for betalings- og kontooplysningstjenester
Ifølge det nugældende betalingstjenestedirektiv fra 2007 er pengeinstitutterne ikke forpligtet til at give tredjeparter adgang til kundernes konti.
Tredjepartsudbydere med et ønske om (og behov for) at få adgang til kundernes konti er således ik- ke blot afhængige af kundens samtykke, men tilmed af pengeinstituttets. Under de nuværende reg- ler indtager pengeinstitutterne derfor en eneretslignende position på markedet for betalings- og kontooplysningstjenester.
Det nye betalingstjenestedirektiv gør op med denne position, idet pengeinstitutterne netop forplig- tes til på objektive, ikke-diskriminerende og proportionale vilkår at åbne op for adgangen til kun- dernes konti i forbindelse med kontooplysningstjenester og betalingsinitieringstjenester.
Kontooplysningstjeneste
Begrebet dækker over en onlinetjeneste, der indsamler oplysninger fra én eller flere konti, som kunden har hos ét eller flere pengeinstitutter.
De indsamlede oplysninger kan herefter (som udgangspunkt) anvendes til formål, som kunden samtykker til, herunder til udarbejdelse af budgetter, rabatprogrammer og elektroniske kvitterings- løsninger (blot for at nævne et par eksempler).
Anvendelsesmulighederne er dog ikke ubegrænsede. I Danmark har vi nemlig i den nugældende lovgivning en særregel, der forbyder virksomheder at anvende kontooplysninger til eksempelvis markedsføring – også selvom kunden samtykker.
I det for nyligt fremsatte lovforslag til en ny lov om betalingstjenester (udkast af 11. januar 2017), som har til formål at implementere det nye betalingstjenestedirektiv, er denne bestemmelse fra den nuværende regulering foreslået videreført. Gennemføres loven som foreslået, må danske virksom- heder altså heller ikke i fremtiden anvende kontooplysninger til brug for markedsføring. Dette har affødt en del kritik af lovforslaget, ikke mindst i høringssvarene fra FinTech-virksomheder.
Betalingsinitieringstjeneste
Som ordet indikerer, har tjenesten til formål at ”tage initiativ til” gennemførelsen af en betalings- transaktion. I praksis vil dette typisk ske ved, at tjenesteudbyderen etablerer en såkaldt ”software- bro” mellem henholdsvis kundens netbank og sælgerens e-platform, som muliggør en smidigere transaktion uden anvendelse af betalingskort.
Eftersom tredjepartsudbydere af betalingsinitieringstjenester i direktivet blot er ”formidlere” – og altså ikke på noget tidspunkt i processen er i besiddelse af kundens penge – skal disse ikke opfylde de samme krav, herunder kapitalkrav, som pengeinstitutterne.
Som nævnt indledningsvist åbner dette op for, at en række nye virksomhedstyper kan gøre sit ind- tog på det finansielle marked. Det må derfor antages, at et ikke ubetydeligt antal Fintech- virksomheder står klar i kulissen. Dermed opfyldes ét af direktivets formål; skabelsen af en øget konkurrence på markedet for betalingstjenester.
en traditionelle finansielle sektor kan – som en konsekvens heraf - vælge at fokusere på de mere traditionelle ”bankydelser”, såsom indlån og udlån af midler. En anden mulighed er dog selvfølge- lig, at sektoren (pengeinstitutterne) kan vælge at ”tage kampen op” ved selv at udbyde betalingsini- tierings- og kontooplysningstjenester i konkurrence med tredjepartsudbydere, hvilket flere penge- institutter da også allerede gør i varierende omfang.
Pengeinstitutterne har tilmed den fordel, at de ikke behøver at vente til 2018. Pengeinstitutterne har således allerede på nuværende tidspunkt den fornødne adgang til kundernes konti og kan derfor allerede nu tilbyde kunderne de føromtalte ydelser. Direktivet kan dermed vise sig at blive en stor konkurrencemæssig fordel for de pengeinstitutter, der formår at udnytte de nye muligheder, som direktivet åbner op for.
Paradigmeskifte?
Høringsfristen for det danske lovforslag, som skal implementere det nye betalingstjenestedirektiv, udløb den 6. februar 2017. Lovforslaget er herefter genstand for yderligere behandling, forinden lovforslaget sendes til afstemning i Folketinget.
Vedtages lovforslaget i sin nuværende form, vil markedet for betalings- og kontooplysningstjenester med sikkerhed forandre sig. Pengeinstitutterne vil nemlig være tvunget til at åbne op for kundernes konti for tredjepartsudbydere, som dermed kan konkurrere med pengeinstitutterne om at blive kundens fortrukne betalings- og kontooplysningstjenesteyder. Som kunde vil man derfor forment- ligt opleve, at udvalget af tjenesteudbydere på det finansielle marked forøges væsentligt i de kom- mende år.
Det nye betalingstjenestedirektiv sætter tilmed en tyk streg under, at kundedata tilhører kunden – og ikke pengeinstituttet. Kunden må med andre ord selv bestemme, hvordan og af hvem kundens data skal anvendes. Denne selvbestemmelse synes dog måske at blive frataget de danske kunder qua førnævnte videreførelse af et forbud mod brug af data til for eksempel markedsføring. Henset til den kritik, som forbuddet har været udsat for i såvel avisartikler som hørringssvar, er det imid- lertid ikke givet, at forbuddet består efter endnu en behandling af lovforslaget i Folketinget.
Et paradigmeskift? Muligvis, men omfanget heraf kender vi først, når den danske lovtekst foreligger i sin endelige form. Den endelige frist er som nævnt 13. januar 2018, hvor direktivet skal være gen- nemført i dansk ret.
-medium.jpg){kind=logo}
