Det kan pålægges internetudbydere at blokere for hjemmesider med varemærkekrænkende indhold

Den britiske High Court afgjorde den 17. oktober 2014 en sag, hvorefter internetudbydere kan pålægges at blokere for hjemmesider med varemærkerettighedskrænkende indhold. Sådanne forbud er før set i forbindelse med hjemmesider, som krænker ophavsrettigheder, men er den første på området for varemærkerettigheder.

Rettighedshaverne var alle virksomheder indenfor Richemont-gruppen, som ejer velkendte luksusmærker som Cartier og Montblanc og dermed også en tilsvarende samling af varemærkerettigheder. De sagsøgte var fem internetudbydere, som tilsammen har en markedsandel i Storbritannien på 95 %.

Rettighedshaverne ønskede, at der skulle nedlægges et forbud mod de sagsøgte, som pålagde dem at blokere flere forskellige internetsider, som reklamerede for og solgte kopivarer, som var omfattet af rettighedshavernes varemærker.

Det er efter engelsk ret muligt at nedlægge forbud, når det er ophavsrettigheder, som krænkes. En tilsvarende udtrykkelig beskyttelse af varemærkerettigheder har man dog ikke. Hjemlen måtte herefter findes i en generel bestemmelse, hvorefter retten kan nedlægge forbud, samt artikel 11 i direktivet om beskyttelse af immaterielle rettigheder, der bestemmer, at alle medlemsstater skal sikre, at rettighedshavere kan få nedlagt forbud mod mellemled, som benyttes til at krænke immaterielle rettigheder. Bestemmelsen fandtes også at omfatte varemærkerettigheder.

For at der kunne udstedes et forbud, skulle de samme krav, som når der er tale om krænkelse af ophavsrettigheder efter Infosoc direktivet, være opfyldt. Det vil sige, at internetudbyderne skulle agere som mellemled, at brugerne og/eller ejerne af hjemmesiden, der krævedes blokeret, skulle krænke rettighedsindehaverens varemærker, at brugerne og/eller ejerne skulle benytte internetudbyderens service til at krænke rettighederne, og at internetudbyderen må have haft en aktuel viden om dette.

Dommeren fandt, at disse krav var opfyldt i sagen. Det skulle herefter vurderes, om et forbud ville være nødvendigt, effektivt og proportionelt. Hertil udtalte dommeren, at rettighedsindehaverne havde en legitim interesse i at anfægte varemærkekrænkelser, og at også offentligheden havde en interesse heri, især når det omhandlede kopivarer.

I forhold til de ekstra udgifter som internetudbyderne vil have i forbindelse med blokeringen, konkluderede dommeren, at der ikke var nogen alternativ metode, som ville være lige så effektiv, men mindre byrdefuld, og derfor kunne internetudbyderne godt pålægges at blokere de omhandlede hjemmesider.

Dommen indebærer en ny mulighed for indehavere af varemærkerettigheder til at begrænse internetsalget af kopivarer. Samtidig understreges det, at blokering af hjemmesider er en effektiv metode, og samtidig er det også proportionelt i forhold til, at man pålægger internetudbyderne visse forpligtelser.

Tilsvarende problemstillinger om nedlæggelse af fogedforbud kendes også fra dansk retspraksis. Her skal bl.a. nævnes U 2006.1474 H, hvor en kunde ved TDC ulovligt havde delt ophavsretligt beskyttede musikværker på internettet. Der blev herefter nedlagt forbud, hvorefter TDC måtte afbryde internetforbindelsen til de af kunden ved krænkelserne benyttede servere. Tilsvarende kan nævnes U 2010.2221 H (piratebay-sagen), hvor et fogedforbud, som forpligtede Telenor til at hindre selskabets kunder adgang til hjemmesiden thepiratebay.org blev stadfæstet.

---