Den Europæiske Unions domstol tager stilling til fortolkning af direktiv 2008/95/EF i ny afgørelse

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 6, stk. 2 i direktiv 2008/95/EF, blev indleveret af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandenes øverste domstol), i forbindelse med en tvist vedrørende en påstået krænkelse af et Benelux-varemærke.

I sagen blev følgende spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 6, stk. 2 forelagt for Den Europæiske Unions domstol:

1. Er det for at kunne fastslå, at der er tale om en tredjemands ”ældre rettighed” som omhandlet i artikel 6, stk. 2, i direktiv 2008/95
   
   a. tilstrækkeligt, at tredjemand har gjort erhvervsmæssig brug af en i den pågældende medlemsstats lovgivning anerkendt rettighed, før varemærket blev registreret, eller
   
   b. er det et krav, at denne tredjemand på grundlag af denne ældre rettighed i henhold til national lovgivning kan forbyde varemærkeindehaver at bruge varemærket?
   
   
2. Har det også betydning for besvarelsen af spørgsmål 1, at varemærkeindehaveren har en (i den pågældende medlemsstats lovgivning anerkendt) endnu ældre rettighed vedrørende det som varemærke registrerede tegn, og i bekræftende fald har det da betydning, om varemærkeindehaveren på grundlag af denne endnu ældre anerkendte rettighed kan forbyde tredjemandens brug af den påberåbte ”ældre rettighed”?

Den Europæiske Unions domstols svar på de forelagte spørgsmål var følgende:

1. Artikel 6, stk. 2, i Europaparlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF af 22. oktober 2008 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker skal fortolkes således, at det ikke er et krav for at fastslå eksistensen af en ”ældre rettighed” som omhandlet i denne bestemmelse, at indehaveren af denne rettighed kan modsætte sig, at det yngre varemærke bruges af indehaveren af dette.
   
   
2. Artikel 6, stk. 2, i direktiv 2008/95 skal fortolkes således, at en ”ældre rettighed” som omhandlet i denne bestemmelse kan anerkendes for en tredjemand i en situation, hvor indehaveren af det yngre varemærke har en ved den pågældende medlemsstats lovgivning anerkendt endnu ældre rettighed, til det tegn, der er registreret som varemærke, for så vidt som indehaveren af varemærket og den endnu ældre rettighed i henhold til denne lovgivning ikke på grundlag af sin endnu ældre rettighed længere kan forbyde tredjemandens brug af sin yngre rettighed.

Afgørelsen kan læses her.