DELACOUR vinder principiel sag om omfanget af et pengeinstituts rådgivningsforpligtelse

Sagen omhandlede, hvorvidt et pengeinstitut var forpligtet til at yde skattemæssig rådgivning i relation til en kautionsforpligtelse og placeringen heraf

DELACOUR vinder principiel sag – pengeinstitut var ikke forpligtet til at yde skattemæssig rådgivning om, hvorvidt en kautionsforpligtelse burde placeres i personligt eller holding-regi – utrykt dom fra Vestre Landsrets 9. afdeling i sag nr. V.L. B-1993-15


Sagens omstændigheder

I den konkrete sag havde en person, A, sammen med sin samarbejdspartner, B, fået finansiering fra et pengeinstitut til deres fælles driftsselskab. Driftsselskabet var ejet af parterne i lige forhold gennem deres respektive holdingselskaber.

Forudsætningen for den ydede finansiering var, at pengeinstituttet fik sikkerhed i form af kautioner for den gæld, som driftsselskabet optog. Følgelig krævede pengeinstituttet, at A og B påtog sig personlige og sædvanlige kautioner for driftsselskabets gæld.

Finansieringen i driftsselskabet blev sidenhen omlagt og ultimativt lagt op til B personligt og i A’s holdingselskab, idet parterne indstillede driften i driftsselskabet. Som en konsekvens af, at gælden fra driftselskabet blev ”lagt ud” til B personligt og til A’s holdingselskab, krævede pengeinstituttet, at parterne kautionerede for hinandens respektive andele af gælden, således at pengeinstituttet fortsat ville have en personlig hæftelse fra begge parter for hele gælden.

Da B’s engagement sidenhen skulle indfries, blev A’s kautionsforpligtelse gjort gældende over for A. A nægtede imidlertid at indfri kautionsforpligtelsen, idet han mente, at pengeinstituttet havde ydet en mangelfuld rådgivning, og derved pådraget sig erstatningsansvar over for A. Baggrunden herfor var, at pengeinstituttet efter A’s opfattelse skulle have rådgivet A om/foranlediget, at kautionen i første række skulle placeres i A’s holdingselskab, hvorefter A skulle kautionere (efterkautionere) for holdingselskabets forpligtelser.

Pengeinstituttet udtog herefter stævning mod A med påstand om betaling af hele gælden i medfør af det engagement, som kautionserklæringen sikrede.


Sagens argumenter og afgørelse

A’s rationale var, at A’s holdingselskab kunne have indfriet kautionsforpligtelsen for ikke-beskattede midler, og idet A nu måtte indfri forpligtelsen med beskattede midler, var pengeinstituttet erstatningsansvarlig for differencen som følge af dårlig rådgivning.

Sagens centrale punkt var, hvorvidt pengeinstituttet have ydet rådgivning i strid med pligterne i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, herunder om rådgivningen havde varetaget A’s interesser, og om de nødvendige anbefalinger var ydet. Hertil kommer, at god skik bekendtgørelsens § 14 pålægger pengeinstitutter at yde rådgivning om de skattemæssige konsekvenser, som er relevante i forhold til pengeinstituttets produkter og ydelser (til private).

Til brug for anskuelsen af, hvad en sædvanlig rådgivning i tilsvarende situationer ville indeholde, blev der indhentet et responsum fra Finansrådet. Finansrådet udtalte i denne forbindelse, at det ikke er sædvanlig praksis at rådgive kunder om skattemæssige konsekvenser ved påtagelse af kautionsforpligtelser.

Fra pengeinstituttets side blev det særligt gjort gældende, at et pengeinstitut ikke driver – og aldrig har drevet – virksomhed med egentlig skatterådgivning. Videre blev det i relation til den omtalte § 14 anført, at bestemmelsen udtrykkeligt sigter mod skattemæssige konsekvenser i relation til pengeinstituttets produkter og ydelser, og at en kaution hverken er en ydelse eller et produkt, der tilbydes, men en sikkerhed, der forudsættes.

Byretten i Randers afsagde den 24. november 2015 dom i sagen, hvorefter pengeinstituttet fik medhold i, at der ikke var ydet ansvarspådragende rådgivning, og at der følgelig ikke var noget erstatningsansvar. Præmisserne i byrettens afgørelser var bl.a. som følger:

”Retten finder ikke, at sagsøgte har godtgjort, at det har påhvilet sagsøgeren at rådgive sagsøgte om de skattemæssige aspekter af at påtage sig kautionen personligt fremfor at søge den placeret i sagsøgtes holdingselskab. Retten har herved bl.a. lagt vægt på Finansrådets udtalelse om, at det ikke er sædvanlig pengeinstitutpraksis at rådgive en kunde om de skattemæssige konsekvenser ved påtagelse af en kautionsforpligtelse. Sagsøgeren har herefter ikke pådraget sig et erstatningsansvar som følge af sin manglende skattemæssige rådgivning af sagsøgte i forbindelse med kautionsforpligtelsen.

Retten finder heller ikke, at sagsøgeren har pådraget sig et erstatningsansvar som følge af sin manglende udtrykkelige henvisning af sagsøgte til at søge oplysninger hos egen rådgiver om de skattemæssige aspekter af kautionsforpligtelsen. Retten har i denne forbindelse lagt vægt på, at kautionsforpligtelsen vedrører erhvervsmæssige aktiviteter, og på, at sagsøgte havde regnskabsmæssig bistand af sin revisor, hvilket var sagsøgeren bekendt. Retten finder, at sagsøgeren under disse omstændigheder med rette kunne forudsætte, at sagsøgte modtog den fornødne skattemæssige vejledning fra egen revisor, uden udtrykkelig henvisning hertil.

Sagsøgte er allerede som følge af disse betragtninger afskåret fra at modregne sit påståede erstatningskrav over for sagsøgeren.

Sagsøgeren får herefter medhold i sin påstand, der ikke i øvrigt er bestridt af sagsøgte.”

Vestre Landsret har den 14. oktober stadfæstet dommen i henhold til byrettens præmisser.


DELACOUR bemærkninger til dommen

Det er DELACOURS opfattelse, at resultatet er i overensstemmelse med gældende ret.

Hvis bemærkningerne til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder gennemgås, kan man læse, at den skatterådgivning, der er sigtet til i bekendtgørelsens § 14, er almindelige, generelle principper om beskatning, der relaterer til sig til pengeinstituttets rådgivning. Når dette sammenholdes med et pengeinstituts egentlige kernevirksomhed, forekommer det korrekt ikke at pålægge et ansvar for manglende rådgivning om skatteforhold. Det ville være meget vidtgående i modsat fald.

For en god ordens skyld bemærker vi, at bekendtgørelsens § 14 alene gælder private kundeforhold. Dette var ikke tilfældet i nærværende sag, men ikke desto mindre blev der procederet på bestemmelsen ud fra en ”det mere i det mindre” betragtning.

Man kunne ønske sig, at afgørelsen havde været mere klar i relation til begrundelsens 2. afsnit. Afsnittet kan således læses derhen, at såfremt (i) kundeforholdet ikke er erhvervsmæssigt og (ii) kunden ikke har haft regnskabsmæssig bistand fra en revisor, så består der en mulighed for, at et pengeinstitut konkret kan handle ansvarspådragende ved ikke at yde skattemæssig rådgivning. Det er dog vores opfattelse, at der skal endog meget til, før et sådant erstatningsansvar bør kunne manifestere sig.

Advokat Anders Boserup fra DELACOUR varetog pengeinstituttets interesser i sagen, herunder gennem sagens forberedelse og hovedforhandling for by- og landsret.

Eventuelle spørgsmål til dommen, kautionsforhold eller pengeinstitutters kunderådgivning i forbindelse med finansiering kan rettes til advokat Michael Gregersen eller advokat Anders Boserup.

 



 

---