Datatilsynets whistleblowerordning er på vej
Den 17. december 2021 træder størstedelen af de nye krav om beskyttelse af whistleblowers i kraft. De nye krav indebærer først og fremmest, at større virksomheder skal have etableret interne whistleblowerordninger. Samtidig betyder de nye krav også, at Datatilsynet skal have oprettet en ekstern whistleblowerordning, hvortil whistleblowers kan indberette uanset om de har adgang til en intern whistleblowerordning eller ej.
Fælles supplement til de interne ordninger
Datatilsynets nye whistleblowerordning bliver etableret på en separat hjemmeside, med den nødvendige vejledning og information. Blandt andet vil hjemmesiden indeholde eksempler på, hvilke forhold whistleblowers kan indberette til den eksterne ordning. Det er nemlig ikke alle forhold, der kan indberettes om, og indberetningen skal enten vedrøre bestemte områder af EU-retten, alvorlige lovovertrædelser eller andre alvorlige forhold.
Whistleblowers kan herefter indberette til Datatilsynets whistleblowerordning telefonisk eller mundtligt, på et fysisk møde. Whistleblowers kan også vælge at indberetningen skal være anonym.
Datatilsynets eksterne whistleblowerordning skal ses som et supplement til de interne ordninger, der vil blive oprettet på arbejdspladser frem til og med 2023. Den eksterne ordning skal sikre, at eksempelvis medarbejdere hvis arbejdsplads først skal oprette en ordning senere, eller medarbejdere som føler sig utrygge ved at bruge den interne ordning, også har en indberetningskanal.
Selvom indberetningerne under whistleblowerordningen selvfølgelig er fortrolige, vil Datatilsynet hvert år offentliggøre oplysninger om blandt andet antallet af indberetninger, hvilke temaer indberetningerne har og hvad status for sagsbehandlingen er.
IUNO mener
Selvom mindre virksomheder har en forlænget deadline og først skal oprette whistleblowerordninger senest den 17. december 2023, kan medarbejdere og andre whistleblowers med Datatilsynets nye whistleblowerordning allerede i år begynde at foretage indberetninger.
IUNO anbefaler også, at virksomheder er opmærksomme på de nye krav om, at medarbejdere på en klar og tydelig måde blandt andet skal opfordres til at bruge den interne ordning i stedet for Datatilsynets eksterne ordning. Det gælder dog kun, hvis forholdet effektivt kan imødegås internt og whistlebloweren ikke anser der for at være risiko for straf.
[Lov om beskyttelse af whistleblowere af 24. juni 2021]