Contracts-for-Difference som støtteordning i havvindudbud

Mekanismen bag Contracts-for-Difference

En Contract-for-Difference - eller på dansk en differencekontrakt - er en statslig støtteordning, der skal sikre energiproducenter omfattet af støtteordningen stabile indtægter i støtteperioden, uanset udsving i elprisen.

Overordnet set fungerer støttemodellen ved, at staten og energiproducenten aftaler en fast mindstepris for den mængde elektricitet, som energiproducenten leverer til markedet. Differencekontrakter tildeles typisk gennem udbud, hvor den vindende aktør er den, der kan tilbyde den laveste mindstepris. Staten og energiproducenten aftaler også en referencepris med afsæt i markedsprisen. Hvis referenceprisen er under den aftalte mindstepris, betaler staten differencen mellem referenceprisen og mindsteprisen til energiproducenten. Hvis referenceprisen derimod overstiger mindsteprisen, afhænger det af differencekontrakttypen, om producenten har ret til at beholde differencen mellem mindsteprisen og referenceprisen, eller om producenten skal betale differencen mellem mindsteprisen og referenceprisen til staten.

I stedet for at yde støtten til energiproducenten som et tillæg til markedsprisen, garanterer staten altså energiproducenten en mindstepris på den elektricitet, som energiproducenten leverer til markedet. Staten påtager sig dermed en større del af den langsigtede risiko forbundet med investeringen i det pågældende havvindmølleprojekt. Formålet er at reducere den økonomiske usikkerhed ved udvikling af havvindprojekter og dermed forbedre investeringsvilkårene, så flere projekter bliver realiseret.

Samme mekanisme - men støtteordningernes vilkår kan variere 

Støtteordninger baseret på Contracts-for-Difference bliver allerede anvendt - eller påtænkes anvendt - ved udbud af havvindmølleprojekter i en række europæiske lande, såsom Storbritannien, Holland, Belgien og Polen, og er anvendt i tidligere danske havvindudbud, herunder Thor Havvindmøllepark.

Selv om mekanismen bag støtteordningerne grundlæggende er den samme, kan støtteordningernes vilkår variere på flere punkter. Dermed vil også risikoallokeringen mellem energiproducent og stat under den enkelte støtteordning variere.

Eksempler på vilkår

• Ensidet eller tosidet: Differencekontrakten kan være ensidet, hvor energiproducenten er garanteret en mindstepris fra staten, hvis referenceprisen er lavere end mindsteprisen, og hvor energiproducenten kan beholde differencen mellem mindsteprisen og referenceprisen, hvis referenceprisen overstiger mindsteprisen. Differencekontrakten kan også være tosidet, hvor energiproducenten skal betale differencen til staten - det vil sige reelt en fastprisaftale for energiproducenten. Den tosidede model fordeler risiko og gevinst mellem staten og energiproducenten, mens den ensidede model i højere grad tilgodeser producenten.
• Produktionsbaseret eller kapacitetsbaseret: I produktionsbaserede differencekontrakter gives støtten for den faktisk producerede og leverede mængde elektricitet, mens støtten i kapacitetsbaserede differencekontrakter gives baseret på en teoretisk produktion estimeret ud fra den installerede kapacitet og et givent antal fuldlasttimer. Hensigten bag kapacitetsbaserede differencekontrakter er at reducere tilskyndelsen til at fortsætte produktionen uændret i perioder med lave eller negative elpriser, fordi støtteudbetalingen ikke afhænger af, om elektriciteten faktisk leveres på disse tidspunkter, men gives som et fast beløb uafhængigt af markedsaktiviteten, hvilket giver incitament til at operere efter udviklingen på markedet.
• Indeksering af mindsteprisen: Den aftalte mindstepris kan indekseres løbende gennem støtteperioden.
• Referencepris: Referenceprisen kan fastsættes på flere måder. Det kan være markedsprisen på spotmarkedet på det tidspunkt, hvor elektriciteten leveres til markedet. Det kan også være den gennemsnitlige markedspris på spotmarkedet over en given periode (eksempelvis på måneds- eller årsbasis), hvorved referenceprisen vil blive fastsat løbende gennem støtteperioden, eller det kan være den gennemsnitlige teknologispecifikke markedspris for elektricitet produceret af vindmøller i en given periode.
• Støtteperiode og exit-mulighed: Støtteperioden er ofte 15-20 år, men kan også være kortere eller længere. Støtteordningen kan tilrettelægges, så energiproducenten ikke har mulighed for at udtræde fra differencekontrakten, eller kan udtræde mod betaling af kompensation til staten.
• Støttebegrænsninger: Der kan være et udbetalingsloft for statens og/eller energiproducentens samlede betalinger under differencekontrakten, således at ingen af parterne påtager sig den fulde risiko ved perioder med uforudset høje eller lave elpriser. Støtteordningen kan også tilrettelægges sådan, at udbetalingsloftet gælder for den samlede statsstøtte, hvis der indgås flere differencekontrakter i et udbud. I produktionsbaserede differencekontrakter kan der indsættes et loft for, hvor meget af den producerede elektricitet, der kan modtage støtte. Endelig kan støtten suspenderes ved negative elpriser for at undgå produktion i perioder med lav efterspørgsel.

Kritik af støttemodellen

Contracts-for-Difference som statsstøttemodel er bredt efterspurgt af aktører inden for den europæiske havvindmøllebranche, da modellen reducerer den økonomiske usikkerhed ved at give afkastsikkerhed. Støttemodellen møder dog også kritik.

Særligt producenter af landvind og solenergi, der opererer uden statsstøtte og derfor som udgangspunkt er eksponerede for svingende elpriser, kritiserer støttemodellen. De mener, at differencekontrakten kan reducere energiproducentens incitament til at tilpasse produktionen efter markedspriserne. Da indtægterne fra salget af den producerede elektricitet er låst til mindsteprisen – uanset hvornår elektriciteten produceres og leveres til markedet – reduceres incitamentet til at øge produktionen i perioder med høje priser, reducere produktionen i perioder med lave eller negative priser, planlægge vedligeholdelse i perioder med lav efterspørgsel, eller investere i anlæg med fleksibel drift, der kan reagere på prisudsving på elmarkedet.

Et andet ofte fremført kritikpunkt er, at energiproducentens incitament til at indgå elkøbsaftaler - såkaldte power purchase agreements - med industrielle forbrugere reduceres. For at sikre stabile indtægter og undgå tab ved lave elpriser vil energiproducenten typisk foretrække at handle på referencemarkedet, hvorigennem energiproducenten opnår de indtægter, som denne skal bruge for at kunne betale en eventuel difference mellem mindsteprisen og referenceprisen til staten. Dermed bliver det mindre attraktivt at indgå langsigtede power purchase agreements med faste priser, som ellers kunne give industrivirksomheder elprisstabilitet. 

Støttemodeller gennem differencekontrakten kan som beskrevet ovenfor tilpasses på flere måder – herunder med det formål at imødekomme nogle af de rejste kritikpunkter. Et aktuelt eksempel er den danske regerings forslag om at anvende en kapacitetsbaseret model fremfor en produktionsbaseret i det kommende genudbud, hvor hensigten er at bevare energiproducentens incitament til at tilpasse produktionen i overensstemmelse med den konkrete efterspørgsel på elektricitet.

Vores rådgivning 

Den danske regering har lagt op til, at det kommende danske genudbud af 3 GW havvind fordelt på tre havvindmølleparker skal indeholde en støtteordning baseret på 20-årige, tosidede, kapacitetsbaserede differencekontrakter. Det er vores forventning, at energiforligskredsens parter senest fredag den 16. maj 2025 vil indgå en aftale om de nærmere vilkår for støttemodellen i genudbuddet.