Udgivelsen af ”Nede Mette” var en ophavsretlig krænkelse
Reza Khani og Henrik Blak skabte i 2012 to versioner af musikværket ”Nede Mette”. I 2016 udgav Besmir Ismaili og Henrik Blak en ny version af værket uden at indhente tilladelse fra Reza Khani. I sagen skulle Sø- og Handelsretten tage stilling til, om Besmir Ismaili ved udgivelsen af 2016-versionen krænkede Renza Khanis ophavsret til de tidligere versioner. Herefter til om krænkelsen berettigede Renza Khani til en fast procentuel andel af ophavsretten til 2016-versionen og KODA-indtægterne til denne.
Lovgrundlag
Den der frembringer et litterært eller kunstnerisk værk, har ifølge ophavsretslovens § 1 ophavsret til dette. Det følger heraf, at ophavsretlig beskyttelse kræver værkshøjde, det vil sige, at værket skal være udtryk for en kunstnerisk indsats fra ophavsmandens side.
Er værket ophavsretligt beskyttet følger det af ophavsretslovens § 2, stk. 1, at ophavsmanden har eneret til at råde over værket. Brug af et ophavsbeskyttet værk kræver derfor tilladelse fra ophavsmanden.
Den der bearbejder et værk, har ifølge ophavsretslovens § 4, stk. 1, ophavsretten til værket i denne skikkelse, men kan ikke råde over værket på en måde, der strider mod ophavsretten til det oprindelige værk. Anderledes gælder det for nye og selvstændige værker, over hvilke der kan rådes uden, at der kan siges at foreligge nogen krænkelse af et andet værk, jf. ophavsretslovens § 4, stk. 2.
Sagen om ”Nede Mette”
Ifølge retten havde de to versioner af ”Nede Mette” fra 2012 værkshøjde. De var derfor ophavsretligt beskyttet, jf. ophavsretslovens § 1. Da de blandt andet var frembragt af Renza Khani, havde han ophavsret til disse versioner af sangen og derfor eneret til at råde over dem, jf. ophavsretslovens § 2, stk. 1.
For at tage stilling til om Besmir Ismaili ved udgivelsen af 2016-versionen krænkede Renza Khanis’ ophavsret til 2012-versionerne måtte Sø- og Handelsretten tage stilling til den nye version for at klarlægge, om denne ifølge ophavsretslovens § 4, måtte anses som et nyt og selvstændigt værk eller som en bearbejdelse.
På baggrund af de indhentede skønserklæringer lagde retten til grund, at 2016-versionen fremstod som en bearbejdelse af de ophavsretligt beskyttede 2012-versioner, og at ophavsretten til den nye version tilkom Besmir Ismaili og Henrik Blak. Da bearbejdelsen skete uden tilladelse fra Renza Khani, var den i strid med ophavsretten til det oprindelige værk. På denne baggrund konkluderede Sø- og Handelsretten, at Besmir Ismaili ved udgivelsen krænkede Renza Khanis ophavsret.
Sø- og Handelsretten fremhævede, at ophavsretlig krænkelse ifølge ophavsretslovens § 83, kunne føre til ”et økonomisk krav i form af vederlag og erstatning […] hvilket Reza Khani ikke har nedlagt påstand om”. Krænkelsen kunne imidlertid ikke føre til, at Renza Khani som indehaver af ophavsretten til de oprindelige værker, skulle få nogen fast procentuel andel i ophavsretten til det bearbejdede værk. Retten kunne derfor ikke tage Renza Khanis’ påstande herom til følge, og Besmir Ismaili blev frifundet for de nedlagte påstande.
TVC Advokatfirma bemærker
Sø- og Handelsrettens afgørelse viser, at en bearbejdelse af et værk kan være en ophavsretlig krænkelse, men at krænkelsen ikke berettiger, at ophavsmanden til det originale værk kræver nogen fast procentuel andel i ophavsretten til det bearbejdede værk eller dets indtægter.
Sø- og Handelsrettens afgørelse kan læses her