To nye domme sætter klare grænser for gebyrer og dokumentation

Fast frikøbsbeløb ved opsigelse: Ulovligt ved variable aftaler

Sø- og Handelsretten har i en ny dom underkendt et elselskabs praksis med at opkræve et fast frikøbsbeløb på mindst 800 kr. ved kunders førtidige opsigelse af variable elaftaler.

Retten fastslog, at frikøbsbeløbet i realiteten var et skifterelateret gebyr - en gebyrtype, der som udgangspunkt er forbudt over for husholdningsforbrugere og små virksomheder. Det forhold, at elselskabet betegnede gebyret som et ”frikøbsbeløb”, ændrede ikke den juridiske vurdering.

Retten lagde særligt vægt på:

• at skifterelaterede gebyrer som udgangspunkt er forbudt over for husholdningsforbrugere og små virksomheder,
• at undtagelsen for aftalte gebyrer ved fastprisaftaler ikke gælder for variable aftaler, og
• at et eventuelt tab ikke kan standardiseres, men skal dokumenteres konkret for den enkelte kunde.

Sø- og Handelsretten fastslog samtidig, at vilkåret var urimeligt og ugyldigt, og at elselskabets praksis var i strid med god markedsførings- og erhvervsskik. Elselskabet blev derfor pålagt at tilbagebetale de opkrævede beløb med procesrente og skriftligt orientere de berørte kunder.

Dommen understreger, at virksomheder ikke kan anvende faste standardbeløb som kompensation ved opsigelse, medmindre der er klar lovhjemmel, og selv da kun inden for snævre rammer. Hvis et gebyr i realiteten knytter sig til et leverandørskifte eller en opsigelse, ser domstolene på indhold frem for form.

Rykkerbreve og inkassogebyrer: Bevis for fremkomst er afgørende

Vestre Landsret har i en nyere dom fastslået, at virksomheder ikke kan opkræve rykker- og inkassogebyrer, hvis de ikke kan dokumentere, at rykkerskrivelserne faktisk er kommet frem til forbrugeren.

Sagen vedrørte et parkeringsselskab, som havde opkrævet rykker- og inkassogebyrer i forbindelse med en kontrolafgift, men uden at kunne dokumentere, at de udsendte rykkerbreve var nået frem. Forbrugeren blev derfor frifundet for betaling af gebyrerne.

Vestre Landsret henviste til Højesterets kendelse af 15. oktober 2012 (UfR 2013.165), hvorefter vurderingen af, om et brev er kommet frem, skal bero på de konkrete forhold på det pågældende område. Det ændrer dog ikke ved det grundlæggende udgangspunkt i dansk ret: bevisbyrden for fremkomst påhviler afsenderen.

I den konkrete sag fandt Landsretten, at parkeringsselskabets interne brevkopier og henvisninger til generelle postrutiner ikke var tilstrækkelige som dokumentation, særligt fordi virksomheden havde haft mulighed for at fremlægge mere detaljerede data, men undlod at gøre det. Samtidig havde Forbrugerombudsmanden modtaget mange forbrugerklager over selvsamme virksomhed om lignende forhold i samme periode, hvilket skærpede beviskravet yderligere.

Dommen gør det klart, at:

• et rykkergebyr forudsætter, at rykkeren med rimelig grund er fremsendt og kommet frem til forbrugeren,
• generelle systembeskrivelser ikke nødvendigvis er tilstrækkelige, og
• at virksomheder, der vælger fysiske rykkerbreve, bør sikre dokumentation for levering.

I praksis kan manglende dokumentation føre til bortfald af hele gebyrkravet, også selv om den underliggende fordring består.

Særlige opmærksomhedspunkter

Dommene viser samlet, at domstolene stiller skærpede krav til både hjemmel, proportionalitet og dokumentation, når virksomheder opkræver gebyrer eller kommunikerer retligt relevante oplysninger til forbrugere. Standardvilkår, faste beløb og generelle processer kan derfor ikke stå alene, og virksomhedens handlinger skal kunne dokumenteres konkret for den enkelte forbruger.

Vestre Landsrets dom understreger især, at bevisrisikoen for fremkomst af rykkerbreve påhviler virksomheden, når der opkræves rykker- eller inkassogebyrer. Det rejser naturlige spørgsmål om, hvorvidt de eksisterende kommunikationsformer, herunder fysiske breve, e‑mail eller digitale løsninger, giver tilstrækkelig dokumentation for, at meddelelser faktisk er kommet frem. Tilsvarende overvejelser gør sig gældende ved varsling af ændrede vilkår, priser eller gebyrer, hvor rettidig og dokumenterbar fremkomst kan være afgørende for, om ændringerne er gyldige.

Sø- og Handelsrettens dom viser samtidig, at virksomheder ikke kan omgå lovgivningens rammer ved at anvende nye betegnelser eller standardiserede beløb. Domstolene ser på realiteten af gebyret frem for formen, og manglende konkretisering af et tab eller en berettigelse kan føre til ugyldighed, tilbagebetalingskrav og pligt til aktivt at orientere kunderne.

For mange virksomheder bør dommene derfor give anledning til at overveje en grundig gennemgang af, om dokumentation, vilkår eller praksis for gebyrer er tilstrækkelige - ikke kun i teorien, men også hvis de udsættes for klager eller domstolsprøvelse.

Vi bistår gerne med en målrettet gennemgang af jeres praksis, vilkår og dokumentation, herunder vurdering af compliance i forhold til de forbruger- og markedsføringsretlige regler samt håndtering af eventuelle tilbagebetalings- og orienteringsforpligtelser.