Artikel
Sygedagpengeregres efter voldsudøvelse
Denne artikel oplyser om kommunernes mulighed for at få udbetalt sygedagpengeregres i sager, hvor en skadelidt har fået udbetalt sygedagpenge efter udførelse af vold fra en skadevolder.
Adgangen til sygedagpengeregres er reguleret i sygedagpengelovens §78, jfr. erstatningsansvarslovens §17. De erstatningsrelige regler er gældende for regresadgangen, og det betyder, at der skal foreligge ansvar (culpa), årsagssammenhæng og påregnelighed, ligesom der skal kunne opgøres et ”tab” for, at en kommune kan kræve betalte sygedagpenge tilbagebetalt.
DELACOUR har ført en række sager om adgangen til sygedagpengeregres i forbindelse med voldsudøvelse. Selvom udgangspunktet for adgangen til sygedagpengeregres er det samme som udgangspunktet for skadelidtes krav på erstatning – nemlig erstatningsansvarslovens regler – er der ikke de samme muligheder for kommunerne for at få effektiv betaling, som tilfældet er for skadelidte.
En skadelidt kan mod opfyldelse af kravene til at få erstatning, jfr. ovenfor, få erstatningen udbetalt via Erstatningsnævnet. Imidlertid dækker Erstatningsnævnet ikke tredjemands krav, hvorunder kommunernes regreskrav hører, og derfor er kommunerne henvist til at rejse krav mod skadevolder.
Når der rejses krav mod skadevolder, vil det ofte ske efter, at skadevolder er blevet dømt for voldsudøvelsen, og dermed ligger ansvarsgrundlaget fast. Det er så op til kommunerne at dokumentere årsagssammenhæng og påregnelighed, og denne dokumentation kan for eksempel fremskaffes i form af udbetalingsoplysninger fra Erstatningsnævnet.
Hvis skadevolder ikke kan acceptere kravet, ligger det lige for at indbringe sagen for Retten og få dom over skadevolder, hvorved dommen i 10 år kan anvendes som fundament for inkassering af kravet hos skadevolder – eventuelt via en indkaldelse til fogedretten.
DELACOUR bistår gerne i forbindelse med sygedagpengeregressager og herunder sager, der omhandler krav, der er opstået i forbindelse med voldsudøvelse.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.