Sø- og Handelsrettens domme i krænkelsessager kunne ikke ankes til Højesteret

Højesteret har ved to lejligheder vurderet, at betingelserne for at anke til Højesteret ikke var opfyldt for så vidt angår domme om rettighedskrænkelser.

Efter retsplejeloven kan domme, der er afsagt af Sø- og Handelsretten, ankes til Højesteret, hvis sagen er af ”principiel karakter” og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt, eller hvis ”andre særlige grunde” i øvrigt taler for anke. Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, kan Sø- og Handelsrettens domme ankes til landsret.

DOM NR. 1

Den første sag vedrørte ophavsrettighederne til nogle møbler. Ophavsmanden havde indgået en samarbejdsaftale vedrørende de omhandlede produkter med en virksomhed, der herved havde fået ret til at producere og sælge de pågældende møbler. Virksomheden opsagde efter noget tid samarbejdsaftalen, men fortsatte produktion og salg af møblerne, som var omfattet af ophavsretten. Parterne havde ikke i aftalen reguleret spørgsmålet om opsigelse.

Ved dom afsagt af Sø- og Handelsretten blev det forbudt virksomheden at producere og sælge de pågældende møbler, ligesom virksomheden skulle betale erstatning for ophavsretlig krænkelse. En af de voterende dommere havde udtalt, at det efter hans opfattelse er fast kutyme i møbelbranchen, at en designer ikke kan opsige en aftale indgået med en producent om udnyttelse af produktions- og salgsrettighederne til et design, medmindre det er udtrykkeligt aftalt. Den pågældende kutyme er blandt andet inkorporeret i en standardaftale, der er godkendt af Foreningen Danske Designere.

Virksomheden ankede denne dom til Højesteret.

Virksomheden anførte som argument for, at Højesteret skulle tillade anke, at sagen vedrørte fortolkning af standardaftalen, samt om der gjaldt en kutyme i møbelbranchen. Virksomheden mente derfor, at sagen kunne få vidererækkende konsekvenser, da den kunne være med til at afklare, hvilken kutyme der findes på møbelmarkedet i Danmark.

Virksomheden mente endvidere, at sagen var ”principiel”, idet den vedrørte spørgsmålet om aftalefortolkning, som ikke tidligere var blevet behandlet i dansk retspraksis.

DOM NR. 2

Den anden sag vedrørte en påstået varemærkekrænkelse og krænkelse af rettigheder efter markedsføringsloven. I sagen havde en tysk virksomhed, som var indehaver af varemærket ”PROTECTOSIL” påstået krænkelse ved virksomheden Protectos' brug af varemærket ”PROTECTOS”.

Sø- og Handelsretten havde frifundet Protectos for påstandene om varemærkekrænkelse og overtrædelse af markedsføringsloven.

Den tyske virksomhed ankede denne dom til Højesteret.

Som argument for at tillade anke til Højesteret anførte den tyske virksomhed, at sagen havde principiel karakter og generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen. Det centrale spørgsmål i sagen var, om der er forvekslelighed mellem varemærkerne, og Sø- og Handelsretten havde ikke foretaget en helhedsvurdering i overensstemmelse med praksis fra de europæiske varemærkemyndigheder og de europæiske domstole. Den tyske virksomhed anførte endvidere, at de danske domstole, i modsætning til praksis hos de europæiske varemærkemyndigheder, ikke har en klar linje for, hvordan en forvekslelighedsvurdering skal foretages i sager, hvor det ældre varemærke har en lav grad af særpræg.

HØJESTERETS AFGØRELSER

Højesteret fandt i begge tilfælde, at betingelserne for anke til Højesteret ikke var opfyldt, og afviste anken.

Vedrørende dom nr. 1 udtalte Højesteret, at sagen angik, hvem af parterne der har rettighederne til at producere, markedsføre og sælge en række møbelprodukter. Afgørelsen heraf måtte bero på en konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder samt en konkret bevismæssig vurdering. Højesteret fandt derfor ikke, at en afgørelse af sagen vil være af principiel karakter og have generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt.

Vedrørende dom nr. 2 udtalte Højesteret, at afgørelsen af sagen måtte bero på en konkret vurdering. Som sagen forelå, var der ikke grundlag for at antage, at en afgørelse af sagen vil være af principiel karakter og have generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt.



[layerslider id="63"]

---