Unges køb af bolig med hjælp fra forældre eller indirekte forældrekøb
Kerneopgaverne – boligorganisationernes udgangspunkt
Almene boligorganisationers overordnede formål er at stille passende boliger til rådighed for alle med behov herfor til en rimelig husleje, samt at give beboerne indflydelse på egne boforhold - det såkaldte beboerdemokrati.
Almene boligorganisationers kerneaktiviteter er at opføre, udleje, administrere, vedligeholde og modernisere almene boliger med tilhørende fællesfaciliteter eller andre boliger, hvortil der ydes eller er ydet offentlig støtte. Kerneaktiviteterne udgør således det fundament, som boligorganisationernes virksomhed hviler på.
Sideaktiviteter – boligorganisationernes øvrige aktiviteter
Ud over kerneaktiviteterne kan en boligorganisation udføre aktiviteter, som har en naturlig tilknytning til boligerne og administrationen af disse, eller som er baseret på den viden, organisationen har oparbejdet gennem sin virksomhed. Disse aktiviteter kaldes sideaktiviteter og er reguleret i sideaktivitetsbekendtgørelsen.
Bekendtgørelsen indeholder en udtømmende liste over, hvilke sideaktiviteter en almen boligorganisation lovligt kan udføre. Det vil sige, at en boligorganisation alene kan udføre de aktiviteter, som enten er omfattet af kerneaktiviteterne eller specifikt er hjemlet i sideaktivitetsbekendtgørelsen. Aktiviteter, der falder uden for disse rammer, er ikke tilladt - uanset hvor hensigtsmæssige de måtte forekomme.
Overordnet gælder det, at sideaktiviteter ikke må påføre boligorganisationens kerneaktiviteter en økonomisk risiko, og at boligorganisationen til enhver tid skal sikre en forsvarlig og effektiv drift. Flere sideaktiviteter skal af konkurrencemæssige hensyn udføres gennem særskilte, skattepligtige sideaktivitetsselskaber. Etablering af og indskud i sådanne selskaber kræver forudgående godkendelse fra kommunalbestyrelsen og forudsætter blandt andet, at boligorganisationen kun hæfter med sit indskud.
Kommunalt tilsyn
Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med, at boligorganisationerne overholder sideaktivitetsbekendtgørelsen. Hvis en aktivitet strider mod kommunale økonomiske eller planlægningsmæssige forhold - herunder energimæssige eller sociale hensyn - kan kommunen påbyde aktiviteten standset. Finder kommunen, at en aktivitet falder uden for både boligorganisationens kerneaktiviteter og sideaktivitetsbekendtgørelsen, skal kommunen påbyde aktiviteten standset.
Eksempler på sideaktiviteter, der er hjemlet i sideaktivitetsbekendtgørelsen
Erhvervsarealer:
Almene boligorganisationer kan etablere erhvervsarealer til brug for eksempelvis butikker, lægepraksis eller foreninger. Kommunalbestyrelsens godkendelse forudsætter, at der er behov for erhvervsarealerne for at skabe et levende og varieret boligområde eller sikre beboerne nære indkøbsmuligheder, serviceydelser og sundhedstilbud. Erhvervsarealerne skal som hovedregel udskilles i en særlig ikke-almen afdeling og udlejning skal ske gennem et sideaktivitetsselskab til markedsleje, for at sikre en klar adskillelse fra den almene boligdrift.
Institutioner og sociale formål:
Boligorganisationen kan efter aftale med kommunen eller regionen etablere lokaler til brug for sociale institutioner i eksisterende eller planlagt alment byggeri. Det kan eksempelvis være daginstitutioner, plejeboliger og botilbud. Lokalerne udlejes herefter typisk til kommuner og regioner efter erhvervslejeloven og skal udgøre en særlig almen afdeling i boligorganisationen. I modsætning til erhvervsarealer, kræver disse institutioner ikke udlejning gennem et sideaktivitetsselskab.
Grøn omstilling og energiforsyning:
Med fokus på den grønne omstilling giver sideaktivitetsbekendtgørelsen mulighed for, at boligorganisationer kan eje og drive forsyningsanlæg til vand, varme og elektricitet. Derudover kan boligorganisationerne investere i vedvarende energikilder som solceller og vindmøller, ligesom boligorganisationen kan eje eller leje ladestandere til elkøretøjer, samt deltage i VE-fællesskaber (vedvarende energi-fællesskaber). Disse tiltag understøtter både klimamål og potentielle besparelser for beboerne.
Administration af andre ejendomme:
Under visse betingelser kan almene boligorganisationer administrere ejendomme, der ejes af andre. Dette omfatter blandt andet drift af kommunale beboelsesejendomme og private udlejningsboliger, hvortil kommunen har anvisningsret. Administrationen af disse ejendomme indgår i boligorganisationens sideaktivitetsafdeling for ekstern ejendomsadministration.
Sociale og kulturelle aktiviteter:
Boligorganisationer og deres afdelinger kan arrangere sociale aktiviteter og fritidsaktiviteter, som bidrager til at styrke det sociale liv og netværk blandt beboerne. Det er afgørende, at beboerne er den centrale målgruppe for disse aktiviteter, men der er ikke noget til hinder for, at gæster udefra deltager.
Vores rådgivning
Reglerne om sideaktiviteter stiller betydelige krav til almene boligorganisationer - både i forhold til at sikre, at aktiviteterne har den fornødne hjemmel, og i forhold til den organisatoriske håndtering. Vi tager altid gerne en uforpligtende drøftelse, og du er meget velkommen til at række ud til vores specialister.
Denne artikel er udgivet efter aftale med Kromann Reumert. Den er oprindeligt udgivet her.
Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.
Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.