Ørsted vinder navnetvist i Højesteret

Sagen var anlagt af syv personer med efternavnet Ørsted, hvoraf de fleste var efterkommere af den berømte danske videnskabsmand H.C. Ørsted, som Ørsteds navn er inspireret af. Navnebærerne argumenterede for, at Ørsteds brug af navnet var i strid med deres rettigheder efter navneloven, varemærkeloven, selskabsloven og domæneloven og derfor skulle forbydes.

Med Højesterets dom stadfæstes Sø- og Handelsrettens tidligere frifindelse af Ørsted, som fastslår, at navneloven ikke er anvendelig på selskabsnavne og varemærker.

Navneskiftet

Sagen udsprang af Ørsteds navneskifte fra DONG Energy til Ørsted i efteråret 2017 som led i Ørsteds omstilling fra sort til grønt energiselskab.  Navnet blev valgt som en reference og hyldest til den berømte danske videnskabsmand H.C. Ørsted, hvis opdagelse af elektromagnetismen danner grundlag for el-produktion og dermed Ørsteds hovedvirksomhed.

Kort efter navneskiftet anlagde Ørsted-navnebærerne sag ved Sø- og Handelsretten med påstand om, at Ørsted skulle forbydes at bruge Ørsted-navnet.

Navneloven eller varemærkeloven?

Et hovedspørgsmål i sagen var, om Ørsteds brug af Ørsted-navnet var i strid med navnebærernes ret til efternavnet Ørsted og derfor kunne forbydes. Navnebærerne henviste til varemærkeloven, selskabsloven, markedsføringsloven og domæneloven og især til navneloven, idet Ørsted-efternavnet bæres af godt 400 personer og derfor er et beskyttet efternavn efter 2.000-personersgrænsen i navnelovens § 3, hvorfor uberettiget brug skulle forbydes efter navnelovens § 27. Ørsted argumenterede derimod for, at navneloven ikke fandt anvendelse på selskabers navne og varemærker, hvorfor spørgsmålet i stedet skulle afgøres efter varemærkeloven og selskabsloven.

Højesterets dom

Højesterets præmisser er ganske udførlige og behandler hvert af de nævnte regelsæt grundigt. Dommen bidrager dermed på en række punkter til fortolkningen af reglerne og deres indbyrdes sammenhæng.

Navneloven finder ikke anvendelse på selskabsnavne og varemærker

På baggrund af ordlyden, forarbejderne og navnelovens forhistorie fastslog Højesteret, at forbudsbestemmelsen i navnelovens § 27 ikke finder anvendelse ved brug af personnavne i selskabsnavne og varemærker. Højesteret udtalte, at bestemmelsen alene angår krænkelser, der består i, at nogen uberettiget benytter en andens navn som personnavn, eller hvad der må sidestilles hermed, og ikke som varemærke eller selskabsnavn. Navnebærerne kunne derfor ikke forbyde Ørsteds brug af navnet som varemærke eller selskabsnavn efter navnelovens § 27.

Navnet sigter til en for længst afdød person

Varemærkeretligt blev sagen afgjort efter den varemærkelov, der var gældende på tidspunktet for navneskiftet, og ikke den nye varemærkelov, der trådte i kraft den 1. januar 2019. Den dagældende § 14, nr. 4, udelukker varemærker fra registrering, hvis de uhjemlet består af eller indeholder en bestanddel, der kan opfattes som et person- eller virksomhedsnavn, hvortil en anden har lovlig adkomst, og der ikke derved sigtes til for længst afdøde personer. Bestemmelsen er videreført i den nye lovs § 15, stk. 3, nr. 6, dog med en delvis ændret ordlyd.

Højesteret erklærede sig enig i, at der ved anvendelsen af navnet Ørsted sigtes til den for længst afdøde videnskabsmand H.C. Ørsted, og at navnet også i den brede offentlighed opfattes sådan, når det anvendes i sammenhæng med el-produktion, også selv om navnet benyttes uden fornavn eller initialer. Det er første gang, at bestemmelsen om for længst afdøde personer har spillet en så fremtrædende rolle for afgørelsen af en sag, og det er værd at bemærke, at Højesteret ved vurderingen af, hvad der "sigtes" til, og hvordan mærket "opfattes", har lagt vægt på den kontekst, hvori mærket blev anvendt, f.eks. at det blev anvendt i sammenhæng med el-produktion.

Navnelovens grænse på 2.000 personer og varemærkemyndighedernes praksis om sjældne efternavne

Et emne, der har fået en del omtale i forbindelse med sagen, er forskellen mellem på den ene side navnelovens § 3, der fastslår, at efternavne, der bæres af 2.000 personer eller færre, er beskyttede og ikke kan tages af andre, og på den anden side varemærkemyndighedernes mangeårige praksis, hvorefter kun sjældne efternavne – efter myndighedernes praksis færre end ca. 30 bærere – har kunnet udgøre en hindring for registrering af varemærker.

Det er bemærkelsesværdigt, at Højesteret – i relation til varemærkelovgivningen – fastslog som et obiter dictum, at Ørsted også ville kunne støtte ret på varemærkemyndighedernes praksis. Højesteret har derfor anset varemærkemyndighedernes praksis for lovlig, idet Højesteret udtaler, at 2.000-personersgrænsen, der blev indført med navneloven i 2005, ikke kan tillægges betydning for fortolkning af varemærkeloven. Myndighedernes praksis kunne altså i sig selv have ført til, at Ørsted havde ret til at bruge navnet efter varemærkeloven.

Selskabsloven medfører ikke en bredere beskyttelse af efternavne end varemærkeloven

Selskabslovens § 2, stk. 2, er ganske kortfattet og firkantet i forhold til varemærkelovens regler og hindrer efter ordlyden kapitalselskabers uberettigede brug af slægtsnavne. På baggrund af bestemmelsens forarbejder fandt Højesteret dog, at der ikke var grundlag for, at der skulle gælde en snævrere adgang til at benytte en andens efternavn i et selskabsnavn end som varemærke efter varemærkelovens § 14, nr. 4, og udtalte desuden, at der ikke var grundlag for at nægte et kapitalselskab at benytte sit ordmærke som selskabsnavn.

Domænelovens interesseafvejning

Domænereglerne lever til dels deres eget liv, frigjort fra de ovennævnte regler. Domænelovens § 25 om god domænenavnsskik er en generalklausul, der giver hjemmel til at træffe afgørelser baseret på rimelighedsbetragtninger. Når der ikke var grundlag for at forbyde Ørsted at bruge Ørsted-navnet som varemærke, og da Ørsted desuden anvendte domænenavnene aktivt, var der ikke grundlag for, at registrering og anvendelse af domænenavnene var i strid med domæneloven.

På den baggrund fandt Højesteret altså, at Ørsted ikke kunne forbydes at bruge Ørsted-navnet. Derfor stadfæstede Højesteret Sø- og Handelsrettens dom.

Frank Bøggild og Nicolai Lindgreen førte sagen for Ørsted i både Sø- og Handelsretten og Højesteret.