Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

Nyt lovforslag giver virksomhedsdeltagere bedre mulighed for at opnå adressebeskyttelse i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR)

TVC Advokatfirma
02/11/2017
Nyt lovforslag giver virksomhedsdeltagere bedre mulighed for at opnå adressebeskyttelse i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR)
Kapitalejere, direktører og bestyrelsesmedlemmer får lettere ved at undgå, at deres privatadresser er offentligt tilgængelige for enhver i CVR, såfremt nyordning vedtages. Omvendt bliver det mere besværligt for tredjemand, herunder virksomhedens aktuelle og potentielle samarbejdspartnere, at skaffe adresseoplysninger på virksomhedsdeltagere samt at identificere virksomhedsdeltagere med hyppigt forekommende navne.




De nugældende regler


I dag kan enhver anmode om navne- og adressebeskyttelse i Det Centrale Personregister (CPR), således at vedkommendes navn og adresse ikke uden videre kan oplyses til tredjemand. Beskyttelsen gælder i første omgang ét år, medmindre vedkommende efter årets udløb anmoder om fornyelse.

En lignende beskyttelse findes ikke i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR). Tværtimod fremgår det udtrykkeligt af CVR-loven, at oplysninger om navn, adresse og stilling på virksomhedens ansvarlige deltagere til enhver tid skal fremgå af Erhvervsstyrelsens it-system samt optages i det offentlige virksomhedsregister. Sådanne oplysninger kan alene undtages fra offentliggørelse, hvis der er helt særlige beskyttelsesværdige hensyn at tage til den pågældende.

Fåtallet af personer, der i dag har adressebeskyttelse i CVR, vidner om, at der kun gøres undtagelse fra offentlighedskravet i ganske særlige og enkeltstående tilfælde. Med andre ord har personer med navne- og adressebeskyttelse i CPR ingen ret til en tilsvarende beskyttelse i CVR, som det er i dag. Dette forslås nu ændret.


Lovforslagets indhold


Den 4. oktober 2017 fremsatte Erhvervsministeren et nyt lovforslag, der har til formål at harmonisere reglerne om adressebeskyttelse i CPR og CVR, således at personer, der har registreret navne- og adressebeskyttelse i CPR, automatisk opnår en tilsvarende beskyttelse af deres privatadresser i CVR. Reglerne om varigheden af beskyttelsen i CPR forslås at gælde tilsvarende for beskyttelsen i CVR. Derved bortfalder adressebeskyttelsen i CVR efter ét år, medmindre den pågældende anmoder om at forlænge beskyttelsen. Efter udløbet af beskyttelsesperioden bliver adresseoplysningerne tilgængelige i CVR.

For at ligestille danske og udenlandske personer, der er registreret i CVR, skal det ligeledes være muligt for personer, der ikke har et CPR-nummer, at opnå adressebeskyttelse i CVR. Disse personer kan derfor anmode Erhvervsstyrelsen om, at deres adresse ikke skal offentliggøres i registeret.

En person, der har navne- og adressebeskyttelse i CPR, skal fortsat have mulighed for at få sin adresse offentliggjort i CVR. Ifølge forslaget kræver det dog, at den pågældende person aktivt anmoder Erhvervsstyrelsen om at offentliggøre vedkommendes adresse.
Hvis der er sammenfald mellem privatadressen for en person, der er tilknyttet virksomheden, og virksomhedens adresse, vil virksomhedsadressen blive offentliggjort i CVR, uanset om personens privatadresse er beskyttet i CVR. Desuden ændrer forslaget ikke på, at privatadresser på personer, der ikke har navne- eller adressebeskyttelse i CPR, fortsat skal offentliggøres i CVR.

Endvidere foreslås det, at privatadresser fremover alene skal opdateres og offentliggøres i indtil 3 år efter ophøret af en persons aktive tilknytning til en virksomhed registreret i CVR i modsætning til gældende ret, hvor oplysninger opdateres i en efterfølgende periode på 10 år.

Det forventes, at mindst 20.000 personer vil gøre brug af adressebeskyttelsen i CVR, såfremt ordningen vedtages.


Adgang til ikke-offentliggjorte adresseoplysninger


Det fremsatte lovforslag er udtryk for, at hensynet til privatpersoner, der er registreret i CVR, og som ønsker at hemmeligholde sin private adresse, vejere tungere end hensynet til gennemsigtighed og offentlighed. Dette er i overensstemmelse med det fokus, der i øjeblikket generelt er på omfattende beskyttelse af personoplysninger.

Selvom visse personers privatadresse af gode grunde ikke offentliggøres i CVR, kan der dog alligevel være behov for at give offentlige myndigheder og andre private brugere af CVR adgang til ikke-offentliggjorte adresseoplysninger. Erhvervsstyrelsen vil derfor fortsat registrere alle adresseoplysninger i styrelsens it-systemer, uanset om oplysningerne er beskyttede i CVR eller ej. Dermed kan Erhvervsstyrelsen give offentlige myndigheder adgang til beskyttede adresser fra CVR til brug for bl.a. udførelse af kontrolopgaver.

For så vidt angår andre private brugere af CVR foreslås det, at disse kan henvende sig til en kommune og anmode om at få udleveret en ellers beskyttet adresse. Ved henvendelse skal ansøgere kunne identificere den pågældende person, eksempelvis ved angivelse af navn og fødselsdato eller navn og CPR-nummer. Angivelse af navn og tidligere adresse vil dog også være tilstrækkelig identifikation. Ansøgere skal betale et gebyr på op til DKK 75 for at få udleveret en ellers beskyttet adresse. Desuden kan kommunen nægte at udlevere en adresse til en person, der ikke kan dokumentere nogen retlig interesse i at få den pågældende adresse oplyst.

Hvis det fremsatte lovforslag vedtages, bliver det derfor mere besværligt for private personer eller virksomheder, der dagligt anvender CVR til at opnå nem og hurtig vished omkring identiteten på de personer, der kan forpligte et givent selskab samt personer, der aktivt deltager i ledelsen af selskabet, ligesom at det bliver vanskeligt at skelne mellem virksomhedsdeltagere med hyppigt forekommende navne.

Ordningen forventes især at få betydning for virksomheders eksisterende eller potentielle samarbejdspartnere samt kreditorer, der ikke længere vil kunne bruge de offentliggjorte oplysninger til hurtigt og bekvemt at finde frem til eventuelle skyldnere.

Lovforslaget blev behandlet i Folketinget den 12. oktober. Loven træder efter planen i kraft den 1. januar 2018. TVC Advokatfirma vil følge med i den videre behandling af lovforslaget og opdatere om lovens vedtagelse og ikrafttræden.

 







Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Fagligt indhold, der kunne være relevante for dig
Hvad skal en ejeraftale mellem virksomhedsejere indeholde?
Jurainfo Exclusive logo
PODCAST
Hvad skal en ejeraftale mellem virksomhedsejere indeholde?
Hvad bør man overveje at have med i en ejeraftale mellem to eller flere ejere af en virksomhed? Advokat med speciale ejeraftaler, Niklas Nyborg, kommer med med input og inspiration til hvad aftalen bør indeholde.
Husk din ejeraftale - Selskabslovens regler er ikke nok
Jurainfo Exclusive logo
PODCAST
Husk din ejeraftale - Selskabslovens regler er ikke nok
Hvorfor er det så vigtigt at have en ejeraftale mellem ejerne af små og mellemstore virksomheder? Fordi fordi Selskabsloven ikke tager stilling til mange af de helt væsentlige forhold, som typisk opstår mellem ejerne. Bliv klogere i denne episode og få gode input til hvordan du kommer i gang samt hvad en ejeraftalen skal indeholde.
Artikler, der kunne være relevante for dig
Halveringen af kapitalkravet for anpartsselskaber træder i kraft 27. februar 2025
Halveringen af kapitalkravet for anpartsselskaber træder i kraft 27. februar 2025
05/03/2025
Selskabsret
Nyt lovforslag vil begrænse offentlig adgang til oplysninger om reelle ejere i CVR-registret
Nyt lovforslag vil begrænse offentlig adgang til oplysninger om reelle ejere i CVR-registret
07/03/2025
Øvrige, Selskabsret
Nu kan anpartsselskaber stiftes med en selskabskapital på 20.000 kr.
Nu kan anpartsselskaber stiftes med en selskabskapital på 20.000 kr.
14/03/2025
Selskabsret
Generalforsamlingssæsonen er over os - husk de nye krav til ledelsen i varmeforsyningsvirksomheder
Generalforsamlingssæsonen er over os - husk de nye krav til ledelsen i varmeforsyningsvirksomheder
21/03/2025
Selskabsret, Energi og forsyning
Tidligere direktør og eneejer frifundet for konkurskarantæne
Tidligere direktør og eneejer frifundet for konkurskarantæne
08/04/2025
Selskabsret, Fast ejendom og entreprise, Insolvens og rekonstruktion
Kapitalejerlån er igen lovlige
Kapitalejerlån er igen lovlige
I går
Skatte- og afgiftsret, Selskabsret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62B, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
[email protected]
Ønsker du at udgive materiale?
2025 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted