Nyt fra EU: Styrkelse af EU ETS og indførsel af en klimatold
Styrkelse af ETS
EU Emissions Trading System (ETS) er det system, der sætter loft over, hvor meget CO2 virksomheder i EU må udlede. Systemet har siden indførslen i 2005 reduceret EU’s CO2-udslip med 41%.
Som en del af reformen af EU ETS skal der indføres en ”ETS II” på brændsler til bygninger og vejtransport i 2027. Derudover skal søtransport for første gang inkluderes i ETS. Under ETS II indføres desuden en stabilitetsmekanisme således, at der frigives yderligere 20 millioner kvoter, hvis kvoteprisen stiger til over 45 EUR.
Aftalen indebærer desuden, at der skal gives flere penge til innovative teknologier, der skal være med til at modernisere energisystemet, fx er the Innovation Fund omfattet. Derudover skal alle nationale indtægter fra auktionerede ETS kvoter bruges på klimarelaterede aktiviteter.
Tidligere i år har EU besluttet at forlænge the Market Stability Reserve (MSR) til 2030 for at forebygge faldende CO2-priser pga. udefrakommende og uforudsigelige faktorer, fx dem forårsaget af Covid-19. Som en del af reformen af ETS er det derfor besluttet, at 24% af alle ETS kvoter skal placeres i MSR.
Endnu et led i aftalen er udfasningen af gratiskvoter. Udfasningen starter i 2026 og gratiskvoterne skal være helt udfaset til 2034. Dette kan medføre problemer for europæiske virksomheder, hvis det ikke bliver reguleret (uddybes nedenfor).
Med styrkelsen af ETS forventes en reduktion af EU’s CO2-udslip fra omfattede sektorer med 62% i 2030 i forhold til 2005-niveauet.
Klimatold (CBAM)
I takt med at gratiskvoterne i ETS udfases, indføres EU’s Carbon Border Adjustment Mechanism (CBAM), der således træder i kraft i 2026 og forventes at være fuldt implementeret i 2034. De omfattede sektorer er jern, stål, cement, aluminium, gødning, el og brint. Inden udgangen af overgangsfasen skal Kommissionen vurdere, hvorvidt tolden skal udvides, så den omfatter flere sektorer. I første omgang skal den udvides til organiske kemikalier og polymerer, og målet er, at tolden til 2030 omfatter alle varer, der er omfattet af EU ETS.
CBAM har til hensigt at bekæmpe CO2-lækage. Dette medfører at CO2-indholdet i varer, der importeres til EU, skal beskattes på lige vilkår med EU-produkter underlagt ETS. Man ønsker således at udligne konkurrencen for EU-virksomheder, så de ikke stilles ringere end virksomheder i lande, der ikke beskatter CO2 på lige vilkår med EU’s medlemslande. Hermed også at forhindre, at virksomheder flytter produktionen og dermed udledningen ud af EU pga. for høje klimaomkostninger.
Virksomheder, der importerer varer til EU, skal således købe CBAM certifikater for at betale differencen mellem CO2-prisen i produktionslandet og prisen på kvoter i EU ETS. Indførslen af CBAM kan derfor give virksomheder uden for EU et incitament til at reducere deres egen CO2-udledning.
Mulig problemstilling
Trods mange gode tiltag i det nye udspil fra EU, rummer udfasningen af gratiskvoterne et problem, som gerne skal løses i overgangsfasen, hvis samspillet mellem EU ETS og CBAM skal fungere optimalt.
Det er en del af aftalen, at Kommissionen senest i 2025 skal undersøge risikoen for CO2-lækage på eksportmarkedet. Indførslen af CBAM har til formål at forhindre lækage på importmarkedet, men desværre skaber dette dog samtidig en øget risiko for lækage på eksportmarkedet. Udfasningen af gratiskvoterne medfører at en EU-virksomhed, skal betale både for dens udledninger på et marked udenfor EU og nu også for CO2-kvoter for hele udledningen på det europæiske marked. Til sammenligning skal en konkurrent udenfor EU kun betale for dens udledninger udenfor det europæiske marked. Kommissionen skal om nødvendigt indsende en klage til WTO med et lovforslag, der kan løse problemet. Derudover er det estimeret, at der vil blive brugt 47,5 millioner kvoter på at søge at løse problemet med lækage på eksportmarkedet.
Sådan sikrer du din virksomhed
Hos Hulgaard Advokater følger vi hele tiden med i de politiske forhandlinger, lovændringer samt den tekniske udvikling, og vi står derfor klar til at rådgive dig om, hvordan du skal sikre din virksomhed og enten implementere eller opdatere jeres procedurer i forhold til de nye EU-regler.
Kilder:
‘Fit for 55’: Council and Parliament reach provisional deal on EU emissions trading system and the Social Climate Fund – Consilium (europa.eu)
Debat | Cheføkonom: Afgørende klimatold fra EU er på vej – på godt og ondt (borsen.dk)
“Fit for 55”: Parliament wants to extend the Market Stability Reserve to 2030 | News | European Parliament (europa.eu)
Deal reached on new carbon leakage instrument to raise global climate ambition | News | European Parliament (europa.eu)
Climate change: Deal on a more ambitious Emissions Trading System (ETS) | News | European Parliament (europa.eu)
Regning for EU’s nye klimakvotesystem kan lande hos kraftværker – Nyheder.dk
Aftale om CO2-kvoter bringer EU tættere på klimamål | Nordjyske.dk