Ny dom om rettigheder til varemærker i samarbejdsforhold

Sø- og Handelsretten har den 18. januar 2019 truffet afgørelse i en tvist mellem Royal Copenhagen og arvingen til designeren Grethe Meyer. Sagen vedrørte rettighederne til navnet og varemærket BLÅKANT, der har været brugt som navn for et ikonisk stel fra Royal Copenhagen. Bech-Bruun har bistået Royal Copehagen under sagen.


Med afgørelsen fastlægger Sø- og Handelsretten retsstillingen således, at medmindre parterne i et samarbejdsforhold har aftalt anderledes, så tilfalder rettighederne til et varemærke den, part som bruger varemærket. Dette gælder uanset, om varemærket er blevet brugt for produkter, som vedkommende alene har ret til at producere og sælge i henhold til en licensaftale.

Afgørelsen kan læses her.


Om sagen

Den nu afdøde arkitekt Grethe Meyer designede tilbage i 1960’erne et stel for Royal Copenhagen (tidl. Den Kongelige Porcelainsfabrik), som Royal Copenhagen i henhold til en licensaftale har produceret og solgt i en årrække. Royal Copenhagen har solgt stellet under varemærket BLÅKANT.

Efter Royal Copenhagens mangeårige brug af varemærket BLÅKANT valgte Royal Copenhagen i 2015 at lade varemærket registrere i Danmark.

Grethe Meyer Design/ved Isabel Bernadette Brammer anlagde i 2017 sag mod Royal Copenhagen. Grethe Meyer Design har arvet rettighederne til stellet, som sælges under varemærket BLÅKANT, og påstod, at rettighederne til varemærket BLÅKANT følger rettighederne til stellet.

Sagen vedrører således, hvorvidt Grethe Meyer før sin død havde etableret en varemærkeret til BLÅKANT, og om sådanne eventuelle rettigheder er overgået ved arv. Herudover vedrørte sagen spørgsmålet om, hvorvidt der kan hævdes eneret til et navn i bred forstand, dvs. uafhængig af varemærkeret eller anden lovfæstet ret.


Hvem har fundet på navnet BLÅKANT?

Det har under sagen været omstridt, hvem der tilbage i 1960’erne fandt på, at Grethe Meyers stel skulle navngives BLÅKANT.

På baggrund af sagens dokumenter og vidneafhøringer har Sø- og Handelsretten dog lagt til grund, at navnet er blevet til igennem et tæt samarbejde mellem parterne.


Manglende særpræg og indarbejdelse

Ved stellets navngivelse i 1960’erne kunne navnet BLÅKANT næppe  opfattes som et egentligt varemærke, idet BLÅKANT ikke har iboende særpræg. Royal Copenhagens varemærkeansøgning for BLÅKANT blev registeret på baggrund af omfattende dokumentationsmateriale, som viser en kontinuerlig og mangeårig brug af varemærket, på hvilken baggrund Patent- og Varemærkestyrelsen fandt, at varemærket havde opnået særpræg ved indarbejdelse.

Det har under sagen været et omdrejningspunkt, om parterne havde aftale eller forudsætninger om retten til navnet BLÅKANT, og hvem varemærket BLÅKANT var brugt og indarbejdet på vegne af. Grethe Meyer Design anerkendte, at Royal Copenhagen har brugt og indarbejdet varemærket, men påstod samtidigt, at brugen og indarbejdelsen er sket på vegne af Grethe Meyer.


Parternes samarbejdsaftaler

I løbet af det mangeårige samarbejde mellem Royal Copenhagen og Grethe Meyer er der indgået to samarbejdsaftaler vedrørende Grethe Meyers stel.

Ordlyden af disse aftaler relaterer sig alene til rettighederne til at producere og sælge Grethe Meyers stel. Aftalerne omtaler således ikke rettigheder til navnet og varemærket BLÅKANT.

Som begrundelse for, at varemærket BLÅKANT skulle være brugt og indarbejdet på vegne af Grethe Meyer, henviste Grethe Meyer Design blandt andet til, at der må være en naturlig samhørighed mellem et produkt og det varemærke, som produktet sælges under, og at der måtte være en uskreven forudsætning mellem parterne om, at varemærket tilkom Grethe Meyer som designer.


Navnerettigheder

Grethe Meyer Design forsøgte under sagen at fastslå en eneret til navnet BLÅKANT, uafhængigt af eventuelle varemærkerettigheder. Royal Copenhagen bestred, at der kan bestå en eneret til et navn i almindelighed, da eneret til et navn må være forbeholdt de særlige tilfælde, hvor det fremgår af lovgivning, fx i form af varemærkeret, kendetegnsret under markedsføringsloven, selskabsrettens regulering af selskabsnavne mv. Sø- og Handelsrettens afgørelse udtaler sig ikke udtrykkeligt om dette forhold, men behandler alene spørgsmålet om retten til navnet ud fra parternes aftale. Afgørelsen synes derfor at må læses som en afvisning af, at der kan bestå eneret til navne i almindelighed.


Sø- og Handelsrettens afgørelse

Sø- og Handelsretten når i sin afgørelse frem til, at licensaftalerne mellem parterne ikke kan fortolkes som indeholdende en regulering af, eller forudsætning om, retten til navnet og varemærket BLÅKANT. Retten når ligeledes frem til, at det ikke er bevist, at Grethe Meyer har forbeholdt sig eller opnået ret til navnet og varemærket BLÅKANT. Rettighederne til varemærket BLÅKANT kan således heller ikke være overgået ved arv til Grethe Meyers arving.

Dette medfører, at Grethe Meyer Design hverken kan forlange varemærkeregistreringen for BLÅKANT overdraget til sig eller ophævet. Royal Copenhagen er og bliver således den retmæssige indehaver af varemærkerettighederne til BLÅKANT.


Bech-Bruuns kommentarer

Det er efter Bech-Bruuns opfattelse første gang, at en dansk domstol tager stilling til en tvist om retten til navne og varemærker af denne art.

Sø- og Handelsrettens afgørelse bekræfter Bech-Bruuns opfattelse af retstilstanden, nemlig at rettighederne til et varemærke tilfalder den, som bruger varemærket, medmindre parterne har aftalt noget andet. Bevisbyrden for dette påhviler den part, der ikke anvender varemærket, men alligevel påstår at have rettighederne hertil. Dette gælder, uanset om varemærket er brugt for produkter, som vedkommende alene har ret til at producere og sælge i henhold til en licensaftale.

Afgørelsen afviser også synspunktet om, at der findes en naturlig samhørighed mellem et varemærke og det produkt, som varemærket bruges i forbindelse med. Afgørelsen er relevant for de mange samarbejder mellem indehavere af design- og ophavsrettigheder på den ene side og producentervirksomheder på den anden side, hvor licensaftalen ikke tager stilling til retten til navne og varemærker.

Afgørelsens udfald er en hjælpende hånd til de producentvirksomheder, der som følge af mangeårigt og omkostningsfuldt markedsførings- og salgsarbejde har oparbejdet kendskab til, og måske endda særpræg for, et varemærke, hvorunder en andens design sælges. En modsatrettet afgørelse ville have medført en fordel for indehavere af design- og ophavsrettigheder, som uden videre og vederlagsfrit kunne opnå rettigheder til et ofte værdifuldt varemærke i kraft af producenters brug af og oparbejdelse af værdien i varemærket.

 

 



 

---