Der findes krav i udbud, som kan diskuteres. Der findes krav, som kan vægtes. Der findes krav, hvor en tilbudsgiver kan være bedre, dårligere eller midt imellem.
Og så findes der mindstekrav.
Men her opstår hovedbruddet:
Kan et krav være et mindstekrav, selv om ordregiver ikke har kaldt det et mindstekrav?
Mindstekrav er udbuddets røde linjer. De er ikke et plus i evalueringen. De er ikke en mulighed for at score ekstra point. De er heller ikke et sted, hvor ordregiver bagefter kan tænke: “Det går nok.”
Enten er kravet opfyldt.
Eller også er det ikke.
Og den forskel kan afgøre hele konkurrencen.
Det er netop derfor, mindstekrav har en særlig magt. På papiret kan de se helt uskyldige ud. Et produkt skal have en bestemt funktion. En løsning skal kunne tåle en bestemt belastning. En leverandør skal levere noget på en bestemt måde.
Det kan lyde teknisk, praktisk og ligetil.
Men hvis kravet er grundlæggende for ydelsen, kan konsekvensen være hård: Tilbuddet kan ikke accepteres, hvis kravet ikke er opfyldt.
Det afgørende er derfor ikke kun, hvad ordregiver kalder kravet. Det afgørende er, hvilken funktion kravet har i udbuddet.
Det var en af pointerne i Klagenævnet for Udbuds kendelse af 5. maj 2026 i sagen Be-Low A/S mod Kredsløb A/S.
Sagen handlede om et udbud af nedgravede affaldssystemer, hvor det blandt andet fremgik, at kæder eller trækstænger skulle kunne holde til en samlet last på 2.500 kg.
Kravet var ikke udtrykkeligt betegnet som et mindstekrav. Alligevel fandt klagenævnet, at kravet efter sin karakter måtte anses for et mindstekrav.
Og her ligger hovedbruddet:
Hvornår er et “skal-krav” så grundlæggende, at det reelt bliver et mindstekrav – også uden mærkatet?
I den konkrete sag er det ikke svært at forstå vurderingen.
Hvis et affaldssystem skal løftes og tømmes i drift, er bæreevnen ikke en detalje. Det er ikke pynt. Det er ikke en ekstra kvalitet, som blot gør løsningen lidt bedre. Det er en grundlæggende funktion.
Sagens pointe er derfor enkel:
Et krav kan være et mindstekrav, selv om ordregiver ikke har kaldt det et mindstekrav.
Det bør få ordregivere til at stoppe op.
For mindstekrav er nødvendige, når man vil sikre et reelt bundniveau. Men de bør ikke bruges som en praktisk samlebetegnelse for alt det, man gerne vil have med i en kravspecifikation.
Jo hårdere konsekvensen er, desto mere præcist bør kravet formuleres.
Før et krav får karakter af et mindstekrav, bør ordregiver derfor spørge sig selv:
Er kravet virkelig ufravigeligt?
Er det klart formuleret?
Kan opfyldelsen kontrolleres på en saglig måde?
Hvis ikke, bør kravet måske formuleres anderledes, placeres i evalueringen eller gøres til et kontraktvilkår.
Mindstekrav skaber klarhed.
Men kun hvis de skrives klart.
For i udbud er det ikke altid de lange juridiske afsnit, der afgør sagen. Nogle gange er det et enkelt “skal”.
Hvad tænker du: Er det en styrke eller en risiko, at et krav kan få karakter af mindstekrav uden at have fået netop den betegnelse?
Denne artikel er udgivet efter aftale med NP Advokater. Den er oprindeligt udgivet her.
Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.
