Vestre Landsret har afgjort, at en medarbejder havde krav på sin bonus, selv efter han sagde op. Årsagen var, at bonussen var en fast del af hans løn og ikke en fastholdelsesbonus.
En sælger var ansat med mulighed for at få provision og bonus. Det fremgik af aftalen, at bonussen blev udløst, når han havde solgt et vist antal kontrakter.
Mens medarbejderen var ansat, indgik han og virksomheden et tillæg til aftalen, der gjorde det lettere at opnå bonus. I tillægget blev bonussen betinget af, at medarbejderen stadig var ansat, når bonussen blev udbetalt. Medarbejderen opsagde sin stilling, før virksomheden udbetalte bonussen. Efterfølgende opstod der uenighed om, hvorvidt bonussen var en fastholdelsesbonus eller bonus for medarbejderens arbejdspræstation.
Landsretten vurderede, at bonusordningen var for at belønne en god arbejdspræstation, og virksomheden kunne derfor ikke betinge bonussen af, at medarbejderen stadig var ansat, når den blev udbetalt. Virksomheden skulle derfor betale bonussen.
IUNO mener
Sagen bekræfter, at virksomheder har begrænset mulighed for at indgå aftaler om fastholdelsesbonusser. Det kan generelt kun ske, når bonussen ikke er betinget af medarbejderens arbejdsindsats. Det har vi skrevet om her.
IUNO anbefaler, at virksomheder klart adskiller fastholdelsesbonusser fra krav om arbejdsindsats for at undgå, at medarbejderen har ret til en forholdsmæssig andel af bonussen, hvis de stopper, før den bliver udbetalt. Det har vi skrevet om her.
[Vestre Landsrets dom af den 5. februar 2025 i sag BS-21468/2024-VLR]
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.
Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.
