Uenighed om tidspunktet for lønstigningens ikrafttræden
Sagen angik, om ufaglærte medarbejdere i AVK International A/S som følge af en lokalaftale eller en kutyme havde krav på efterbetaling afløn i perioden 1. marts til 30. april 2025.
Frem til 2016 havde virksomheden en lokalaftale fra 2000 om lønforhandlingernes afholdelse og tidspunktet for lønforhøjelsers ikrafttræden med tilbagevirkende kraft fra 1. marts. Virksomheden opsagde i november 2016 samtlige lokalaftaler og kutymer, og opmanden lagde til grund, at arbejdstagersiden accepterede opsigelsen. Lokalaftalen fra 2000 var derfor ikke længere gældende. Den 10.marts 2017 blev der udarbejdet et nyt dokument, hvorefter hensigten var, at lønstigninger skulle træde i kraft den 1. marts. Dokumentet var forudsat underskrevet af tre personer, men blev ikke underskrevet af nogen af dem.
Under lønforhandlingerne i 2025 opstod der uenighed om ikrafttrædelsestidspunktet. Virksomheden udbetalte af egen drift en lønstigning på 3,75 kr. i timen med virkning fra den 1. maj 2025, mens medarbejdersiden krævede lønstigningen gennemført fra den 1. marts.
CO-industri gjorde gældende, at medarbejderne havde krav på lønregulering fra den 1. marts på grundlag af lokalaftalen fra 2017, alternativt lokalaftalen fra 2000 eller en bindende kutyme. DI Overenskomst I bestred dette og gjorde bl.a. gældende, at dokumentet fra 2017 alene var et udkast, at lokalaftalen fra 2000 var gyldigt opsagt, og at ikrafttrædelsestidspunktet i de enkelte år havde været et forhandlingsresultat.
Ikke-underskrevet lokalaftale var ikke bindende
Opmanden tog først tage stilling til, om lokalaftalen fra 2000 fortsat var gældende, og om dokumentet fra marts 2017 kunne anses for en bindende lokalaftale.
Opmanden fandt, at lokalaftalen fra 2000 var gyldigt opsagt i 2016, idet arbejdstagersiden havde accepteret opsigelsen.
For så vidt angik dokumentet fra 2017 fastslog opmanden, at det som udgangspunkt ikke er en gyldighedsbetingelse for en lokalaftale, at den er underskrevet.
Opmanden lagde imidlertid vægt på, at de øvrige lokalaftaler, som var blevet indgået efter opsigelsen i 2016 og anset for gældende, alle var underskrevet. Det påhvilede derfor CO-industri at godtgøre, at det ikke-underskrevne dokument var udtryk for en endeligt indgået aftale.
Da der under bevisførelsen ikke var fremkommet en tilstrækkelig sikker forklaring på den manglende underskrift, fandt opmanden, at CO-industri ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var indgået en bindende lokalaftale.
Fast praksis for lønstigninger udgjorde ikke en retligt bindende kutyme
Opmanden tog herefter tage stilling til, om der efter opsigelsen i 2016 var etableret en retligt bindende kutyme om, at lønstigninger skulle have virkning fra den 1. marts.
Det var ubestridt, at alle lønstigninger for de ufaglærte medarbejdere efter 2016, bortset fra lønstigningen i 2025, var trådt i kraft den 1. marts.
Opmanden fandt imidlertid, at CO-industri ikke havde godtgjort, at medarbejdersiden havde grund til at anse virkningstidspunktet som udslag af en retlig forpligtelse for virksomheden. Der blev blandt andet lagt vægt på, at der siden 2016 kun havde været tale om et begrænset antal lønforhandlinger, og at de indgåede aftaler efter deres formulering måtte forstås således, at også tidspunktet for lønstigningernes ikrafttræden havde været et resultat af forhandlingerne mellem parterne.
Opmanden lagde desuden vægt på, at der for de faglærte medarbejdere i 2025 var indgået en aftale om lønstigninger med virkning fra den 1. maj, og at CO-industri ikke havde gjort gældende, at der gjaldt forskellige kutymer for de faglærte og ufaglærte medarbejdere.
Endelig pegede dokumentet fra 2017 efter opmandens opfattelse i samme retning. Dokumentet angav alene, at det var ”hensigten”, at forhandlingsresultatet kunne træde i kraft den 1. marts. Det talte imod, at virksomheden skulle have opfattet sig som retligt forpligtet til altid at give lønforhøjelser virkning fra denne dato.
På den baggrund fandt opmanden, at der ikke var godtgjort en bindende kutyme, og DI Overenskomst I blev derfor frifundet for kravet om efterbetaling af løn.
Littler bemærker
Kendelsen illustrerer, at en fast og konsekvent praksis for lønstigningers ikrafttræden ikke nødvendigvis er tilstrækkelig til at etablere en retligt bindende kutyme. Det afgørende er ikke alene, om lønstigninger gennem en årrække er trådt i kraft på samme dato, men også om ikrafttrædelsestidspunktet har været udtryk for en retlig forpligtelse for arbejdsgiveren eller blot et resultat af de enkelte lønforhandlinger.
Kendelsen bekræfter desuden, at underskrift ikke i almindelighed er en gyldighedsbetingelse for en lokalaftale, hvor det kan lægges til grund, at begge parter, på tidspunktet for lokalaftalens indgåelse, var enige om at aftalen blev indgået. Manglende underskrift kan imidlertid få afgørende bevismæssig betydning ved efterfølgende uenighed om, hvorvidt lokalaftalen er indgået. Navnlig når de øvrige lokalaftaler, der er udarbejdet og anset for gældende i samme forløb, er underskrevet. I den konkrete sag kunne ingen af de personer, der afgav forklaring, med sikkerhed forklare, hvorfor dokumentet fra 2017 ikke var underskrevet.
Hos Littler rådgiver vi løbende arbejdsgivere om overenskomstforhold, lokalaftaler, retligt bindende kutymer og andre komplekse ansættelsesretlige problemstillinger.
Disclaimer: Ovenstående er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.
Henvisning til kendelsen: https://arbejdsretten.dk/media/xb5hbhhq/fv2026-166.pdf
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.
Denne artikel er udgivet efter aftale med Littler Denmark. Den er oprindeligt udgivet her.
Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.
