Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Ledige stillinger Domme
Tilmeld nyhedsservice Om Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
ARTIKEL

Lovprogrammet 2026-2027: De vigtigste initiativer for energi- og forsyningsbranchen

Den 6. oktober 2026 offentliggjorde regeringen lovprogrammet for folketingsåret 2026-2027 i forbindelse med Folketingets åbning. Lovprogrammet indeholder dels genfremsættelser af lovforslag, som bortfaldt som følge af folketingsvalget i marts, dels nye initiativer som kan få væsentlig betydning for virksomheder i energibranchen. Her giver vi et overblik over kommende initiativer på energi- og forsyningsområdet.

Udgivet af

Havvind med tilslutning til udlandet

Regeringen vil genfremsætte lovforslag L 122 fra folketingsåret 2025-2026, som har til formål at fjerne barrierer for, at dansk havvindmøllestrøm kan eksporteres til vores nabolande og samtidig give mulighed for, at udenlandske transmissionsselskaber kan eje og drive visse transmissionsanlæg og forbindelser i Danmark, herunder anlæg tilknyttet udenlandske budområder. 


Forslaget følger op på aftalen om Energiø Bornholm og forventes genfremsat i første halvdel af oktober 2026.


Lovforslaget er et led i et tættere dansk-tysk samarbejde om at forbinde dansk havvind direkte til det tyske elnet, og også i Tyskland er der lovgivning på vej. Det har vi for nylig beskrevet nærmere i vores nyhedsbrev her.


Mellemstatslig aftale med Tyskland om Energiø Bornholm

Regeringen agter at anmode Folketinget om samtykke til, at regeringen kan indgå en juridisk bindende mellemstatslig aftale med Tyskland om Energiø Bornholm. Under aftalen skal landene forpligte sig til at realisere projektet, herunder udbuddet af 3 GW havvind med et nettostøtteloft på 139 mia. kr. (2026-priser), og samtidig sikre tysk medfinansiering af støtteomkostningerne til havvind. 


Beslutningsforslaget forventes fremsat i anden halvdel af februar 2027.


Lov om anvendelse af Danmarks undergrund

Regeringen vil genfremsætte lovforslag L 108 fra folketingsåret 2025-2026, som har til formål at skabe klare regler for afvikling og genanvendelse af anlæg, installationer, boringer og brønde på undergrundsområdet. Lovforslaget skal også sikre, at Danmark overholder sin forpligtelse efter FN's havretskonvention til at acceptere, at andre stater etablerer og driver rørledninger på dansk kontinentalsokkel. Lovforslaget følger bl.a. op på aftalen om rammevilkår for CO₂-lagring i Danmark fra juni 2022. 


Derudover vil regeringen fremsætte et lovforslag, der indfører en mulighed for at sanktionere virksomheder, der ikke overholder kravene i forordningen om nettonulteknologiprodukter om at etablere CO₂-injektionskapacitet.


Lovforslagene er de næste skridt i reguleringen af CO₂-fangst og -lagring. Senest vedtog Folketinget i februar 2026 ændringer, der skal fremme projekter om CO₂-fangst, -rørtransport og -lagring, som bl.a. begrænsede klageadgangen og indførte hjemmel til forundersøgelser og byggelinjer. Det kan du læse mere om i vores tidligere nyhedsbrev her.


Lovforslagene forventes fremsat i første halvdel af henholdsvis oktober og november 2026.


EU's brint- og gasmarkedspakke

Det er regeringens plan at genfremsætte lovforslag L 123 fra folketingsåret 2025-2026, som skal implementere EU’s brint- og gasmarkedspakke og blandt andet fastlægger regler for markeder og infrastruktur for metangas, vedvarende gas og brint. Klima-, energi- og forsyningsministeren får hjemmel til at fastsætte de nærmere regler om en planlagt nedlukning af dele af gasdistributionssystemet. Reglerne kan få væsentlig betydning for udviklingen af det danske brintmarked og for aktører, der ejer, driver eller anvender gas- og brintinfrastruktur.


Lovforslaget forventes fremsat i første halvdel af oktober 2026.


Skattemæssig behandling af prissikringskontrakter

Regeringen vil fremsætte et lovforslag, der udmønter den politiske aftale fra februar 2026 om ændring af den skattemæssige behandling af prissikringskontrakter. Kursgevinstlovens regler om beskatning af finansielle kontrakter justeres, så prissikringskontrakter med en varighed på 3 år eller derover, der er indgået som led i en virksomheds primære drift, beskattes efter realisationsprincippet i stedet for lagerprincippet. Derved vil kun de faktiske betalinger under kontrakten løbende beskattes. 


Ændringen kan især få betydning for virksomheder, der indgår langvarige prissikringsaftaler på energiområdet. Det kan eksempelvis være producenter og aftagere af el, som sikrer prisen på længere sigt. Hvis lovændringen vedtages, forventes den bl.a. også at finde anvendelse på CfD-kontrakter indgået i forbindelse med udbuddet af tre havvindmølleparker, hvor de to første havde budfrist i foråret 2026 - og hvor Vattenfall vandt begge udbud - og den sidste har budfrist i efteråret 2028.


Lovforslaget forventes fremsat i første halvdel af november 2026.


Bygningsdirektivet: Minimumsstandarder og energimærkning

Regeringen vil fremsætte et lovforslag, som har til formål at muliggøre implementering af EU's omarbejdede bygningsdirektiv, og indeholder regler om blandt andet minimumsstandarder for ikke-beboelsesbygningers energimæssige ydeevne, ændrer energimærkningsordningen og en frivillig ordning for renoveringspas. Klima-, energi- og forsyningsministeren får også beføjelser til at føre tilsyn med efterlevelsen af forbrugerrettigheder, herunder varsling af prisstigninger og planlagte forsyningsafbrydelser for fjernvarme. 


Et andet lovforslag gennemfører dele af bygningsdirektivet i byggeloven ved at indsætte bemyndigelser vedrørende blandt andet ladepunkter og solenergianlæg.


Lovforslagene forventes fremsat i anden halvdel af november 2026.


Udvidet salgsoption og justering af VE-ordningerne 

Regeringen vil fremsætte et lovforslag, der skal udvide salgsoptionsordningen for naboer til store solcelleanlæg. Afstandsgrænsen for retten til salgsoption udvides fra 200 til 275 meter for anlæg fra 2027. Lovforslaget skal samtidig justere rammerne for VE-ordningerne for naboer til vedvarende energi på baggrund af den gennemførte evaluering af VE-ordningerne. 


Det må forventes, at den udvidede afstandsgrænse vil indebære, at flere naboer får ret til salgsoption, hvilket kan øge projektomkostningerne. Omvendt kan forenklingen af VE-ordningerne forhåbentlig reducere de administrative byrder relateret til ordningerne for både projektudviklere og myndigheder.


Lovforslaget forventes fremsat i anden halvdel af januar 2027.


Kulstoflagring i biokul 

Regeringen planlægger at fremsætte et lovforslag, der giver hjemmel til at fastsætte krav til biokulproduktion og kulstoflagring i biokul, og at dette kan kontrolleres, så CO₂-reduktionerne kan indregnes i Danmarks drivhusgasopgørelse. Forslaget skal dermed fastlægge rammevilkår for markedet for kulstoflagring i biokul, herunder biokul produceret ved pyrolyse. Det fremgår dog ikke af lovprogrammet, hvordan rammevilkårene nærmere forventes udformet.


Lovforslaget forventes fremsat i anden halvdel af februar 2027.


Vores bemærkninger 

Lovprogrammet indeholder ikke initiativer til håndtering af de aktuelle kapacitetsudfordringer i elnettet, som fortsat er et af de væsentligste spørgsmål for energibranchen. Det skal dog ses i sammenhæng med, at regeringen siden folketingsvalget allerede har fremsat lovforslaget om akutplanen for elnettet og sendt de tilhørende bekendtgørelser om prioritering af netkapacitet i høring. Lovændringerne forventes at træde i kraft den 12. oktober 2026. I vores optik udestår der dog fortsat en række spørgsmål om reglernes praktiske anvendelse. Du kan læse mere om de nye regler for prioritering af kapaciteten i elnettet i vores tidligere nyhedsbrev her.


Vi følger lovforslagenes udvikling og vil løbende orientere om deres nærmere indhold og betydning for energibranchen.


Har du spørgsmål om energiretlige forhold, er du altid meget velkommen til at kontakte vores team af specialister i energiret.

Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.

Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →

Denne artikel er udgivet efter aftale med Kromann Reumert. Den er oprindeligt udgivet her.

Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.

Andet indhold, der kunne være relevant for dig

Introduktion til forsikringer i energientrepriser
Introduktion til forsikringer i energientrepriser
22/06/2026
Energiret og forsyningsret, Entrepriseret og fast ejendom, Forsikringsret og erstatningsret
Tilslutningsbidrag for spildevand
Tilslutningsbidrag for spildevand
06/07/2026
Energiret og forsyningsret, Offentlig ret, Entrepriseret og fast ejendom
Nyt fra Energinet: Ny model for større tilslutninger – nye nettilslutningsaftaler underskrives først til efteråret
Nyt fra Energinet: Ny model for større tilslutninger – nye nettilslutningsaftaler underskrives først til efteråret
07/07/2026
Energiret og forsyningsret
Nyt fra Energistyrelsen: Ny vejledning uddyber reglerne om forsyning med teknisk vand
Nyt fra Energistyrelsen: Ny vejledning uddyber reglerne om forsyning med teknisk vand
04/08/2026
Energiret og forsyningsret, Offentlig ret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62A, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
[email protected]
Ønsker du at udgive materiale?
2026 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted