I sager som fx når en lejer helt åbenbart har misligholdt lejekontrakten og skal udsættes af et lejemål, kan sagsbehandlingstider ved domstolene være lange, og der er mange muligheder for at trække sager i langdrag gennem en omstændelig forberedelse af retssagerne. Det kan typisk en lejer bruge til at køre en udlejer træt.
Oveni sker det, at tabere af sådanne byretssager forsøger at trække sagerne yderligere i langdrag og dermed vinde endnu mere tid ved at anke åbenbart rigtige domme til landsretten, da lejer ikke kan blive udsat af lejemålet imens.
Sager skal afsluttes inden for rimelig tid
I 2014 blev der indsat en bestemmelse i retsplejeloven, der skal være med til at sikre, at sager bliver afsluttet inden for rimelig tid, og at der dermed ikke altid skal være mulighed for at få prøvet en sag i to instanser.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen i retsplejelovens § 368a, at bestemmelsen kan blive benyttet i sager, hvor det umiddelbart synes nærliggende, at betingelserne for afvisning vil kunne være opfyldt. Blandt andet står der:
"Bestemmelsen forudsættes således navnlig anvendt, hvor der f.eks. er tale om rene "kreditanker", dvs. hvor der alene ankes med det formål at udsætte afslutningen af sagen og dermed f.eks. fuldbyrdelsen af det (betalings)krav, som sagen omhandler."
Det gælder altså i sager, hvor fx en lejer, skal udsættes af et lejemål, eller et simpelt pengekrav, som skal betales, men hvor domfældte ikke har pengene til at betale.
Bestemmelsen i praksis
I 2016 og 2017 er der offentliggjort en række afgørelser fra landsretterne og Højesteret, hvor bestemmelsen er blevet afprøvet i praksis.
I en af sagerne havde boligretten afgjort, at en lejer skulle flytte inden en bestemt dato. Lejeren ankede til landsretten, men landsretten afviste ankesagen bl.a. med henvisning til, at lejeren havde fået prøvet sin sag i boligretten med deltagelse af to lægdommere, og at det i landsretten ikke var sandsynliggjort, at landsretten ville komme til et andet resultat end boligretten. Endvidere var sagen ikke principiel.
Tilsvarende afviste Højesteret tidligere i år en sag anlagt af en lejer om lejefastsættelsen i et beboelseslejemål. Der var ikke udsigt til, at sagen ville få et andet udfald end i boligretten, og landsretten havde endvidere fundet, at sagen ikke er af principiel karakter, og at der ikke i øvrigt forelå grunde til, at sagen skulle prøves i to instanser.
Forbedret retsstilling
Den seneste retspraksis ved landsretterne og Højesteret viser, at reglerne om at afvise en håbløs ankesag er reelle og brugbare.
Det er en klar forbedring af retsstillingen for den vindende part i en byretssag, hvor formålet for den tabende part mere har handlet om at undgå at komme til at opfylde dommen end at opnå et andet resultat i landsretten.
Kreditanke til landsretten kan således imødegås ved aktivt at anvende retsplejelovens § 368a, og disse regler kan særligt bruges i forhold til lejere, som fx helt åbenbart har misligholdt lejekontrakten.
For udlejere giver det en tryghed at vide, at lejer ikke altid kan trække sagerne urimeligt ud.
Artiklen er udgivet i Børsen den 12. juli 2017
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
