LKF Vejmarkering A/S og Eurostar Danmark A/S har begrænset konkurrencen om vejmarkering ved at aftale priser og opdele markeder. Konkurrencerådet påbyder virksomhederne straks at stoppe de ulovlige aftaler.
Vejdirektoratet udbød i februar 2014 kørebaneafmærkningen i tre distrikter i Danmark: Syddanmark, Sjælland og Hovedstaden. Udbuddet omfattede årene 2014-2017.
LKF Vejmarkering og Eurostar Danmark gik sammen om at byde på opgaven gennem Dansk Vejmarkerings Konsortium. LKF Vejmarkering er landets største entreprenør inden for vejmarkering, mens Eurostar Danmark er landets næststørste.
Som den eneste aktør bød konsortiet på hele opgaven og på opgaven i Hovedstadsområdet og vandt udbuddet, fordi dets priser samlet set var billigst. Konsortiets samlede bud var på knap 34 millioner kroner.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelser og bevismateriale i sagen viser imidlertid, at LKF og Eurostar hver især kunne have udført delopgaver i udbuddet. Derfor er de to virksomheder konkurrenter i forhold til udbuddet.
Konkurrencerådet vurderer, at der i øvrigt ikke var fordele ved samarbejdet, der oversteg de konkurrencemæssige betænkeligheder.
Det er Konkurrencerådets vurdering, at LKF og Eurostar har begrænset konkurrencen mellem sig ved at indgå konsortieaftalen og byde sammen på udbuddet.
Konkurrencerådet påbyder LKF Vejmarkering og Eurostar Danmark straks at ophøre med samarbejdet.
Desuden skal virksomhederne fremover afstå fra lignende konkurrencebegrænsende aftaler.
Konkurrencerådet vil anmelde sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) med henblik på en strafferetlig vurdering.
Læs afgørelser
her.
[layerslider id="33"]
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →