Jagtlejekontrakt for en periode på 30 år var ikke omfattet af tinglysningsloven

Ifølge Byretten var en ikke tinglyst jagtlejekontrakt for en periode på 30 år ikke omfattet tinglysningslovens § 3, stk. 1. Den pågældende lejekontrakt savnede realitet og var stiftet på længere tidsvilkår end de sædvanlige. Lejekontrakten var derfor ikke omfattet af beskyttelsen i tinglysningsloven.

Kort om sagen
Et anpartsselskab, hvor eneanpartshaveren også var direktør, var ejer af en landbrugsejendom. I den konkrete sag havde anpartsselskabet indgået en jagtlejekontrakt med eneanpartshaveren, hvorved jagt- og fiskeretten over ejendommen var udlejet i perioden fra den 1. november 2005 til 31. oktober 2035 til eneanpartshaveren. Jagtlejen udgjorde for hele perioden 1 kr. og var uopsigelig for begge parter bortset fra i tilfælde af misligholdelse. Hvis udlejeren uretmæssigt ophævede kontrakten, skulle anpartsselskabet betale en konventionalbod på 300.000 kr. samt erstatning til eneanpartshaveren.

Ejendommen blev i 2010 solgt på tvangsauktion, hvor B ApS købte ejendommen. I 2011 opsagde B ApS jagtlejekontrakten under henvisning til, at kontrakten, der ikke var tinglyst på ejendommen, var uden realitet. Da eneanpartshaveren ikke ville acceptere opsigelsen under henvisning til, at lejekontrakten var beskyttet uden tinglysning efter tinglysningslovens § 3, stk. 1, blev spørgsmålet indbragt for domstolene.

Byretten giver køber medhold
Ejendommen var blevet solgt på tvangsauktion, og der havde været en 1. og 2. auktion over ejendommen. I perioden mellem 1. og 2. auktion gik anpartsselskabet konkurs, hvorefter der blev tinglyst konkursdekret på ejendommen.

Byretten lagde til grund, at konkursboet havde ekstingveret jagtlejekontrakten, da den ikke var tinglyst før konkursdekretet blev tinglyst på ejendommen, og da jagtlejekontrakten ikke var omfattet af beskyttelsen i tinglysningslovens § 3, stk. 1. Anpartshaveren blev derfor dømt til at anerkende, at jagtlejekontrakten ikke var gældende mellem sig selv og anpartsselskabet.

Landsretten stadfæster byrettens dom
Anpartshaveren forklarede uddybende i landsretten, at lejekontrakten var udarbejdet på denne måde på grund af skattemæssige forhold efter rådgivning fra et revisionsfirma.

Landsretten stadfæstede byrettens dom, da man fandt, at kontrakten ikke vedrørte brugsrettigheder, der ikke var stiftet på længere tidsvilkår end de sædvanlige. Kontrakten var derfor ikke omfattet af beskyttelsen i tinglysningslovens § 3, stk. 1.



 

---