Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Ledige stillinger Domme
Tilmeld nyhedsservice Om Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør

Hvordan sikrer man sig bedst muligt mod konfiskering af bil ved vanvidskørsel som firma?

Siden skærpelsen af færdselsloven i 2021 har det været hovedreglen, at et køretøj, der har været anvendt til vanvidskørsel, skal konfiskeres – også selvom ejeren ikke selv har ført bilen. Loven rummer dog en snæver undtagelse, hvor konfiskation kan undlades, hvis det vil være uforholdsmæssigt indgribende for ejeren.

Udgivet af

For både private, virksomheder og leasingselskaber er det derfor afgørende at kende reglerne om konfiskation af biler ved vanvidskørsel, så man på forhånd kan minimere risikoen.


Hovedreglen i færdselsloven

Udgangspunktet i færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., er klart: Hvis en bil har været brugt til vanvidskørsel, skal den som hovedregel konfiskeres, hvis betingelserne i § 133 a, stk. 2, er opfyldt, uanset hvem der ejer den. Dette gælder både for private ejere, virksomheder, leasing- og udlejningsselskaber.


Der gælder dog en snæver adgang til, at konfiskation kan undlades, hvis det vil være uforholdsmæssigt indgribende for ejeren.


Hvornår er det uforholdsmæssigt indgribende?

Domstolene foretager en konkret vurdering af sagens omstændigheder, hvor der især lægges vægt på følgende:


  • Om det var helt upåregneligt for ejeren, at bilen ville blive brugt til vanvidskørsel.
  • Om ejeren har udvist agtpågivenhed, for eksempel ved at have undersøgt førerens baggrund eller indført kontroller.
  • Om ejeren har taget rimelige skridt for at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til føreren.
  • Om et erstatningskrav mod føreren reelt er illusorisk, og dette ikke kunne forudses af ejeren.


For virksomheder, leasingselskaber og biludlejere betyder det i praksis, at man aktivt skal kunne dokumentere sine procedurer, hvis man vil undgå at miste bilen ved en sag om vanvidskørsel.


Hvad kan du/I gøre for at sikre jer bedst muligt?

Det er altid ejeren, der skal dokumentere, at betingelserne for undtagelse er opfyldt. Det er ikke nok blot at påstå, at konfiskation er uforholdsmæssig – der skal foreligge konkret dokumentation eller sandsynliggørelse.


Domstolene lægger stor vægt på, om ejeren har udvist den fornødne agtpågivenhed. Dette kan eksempelvis dokumenteres ved:


  • At have indført og håndhævet en klar politik om brugen af bilen (fx i virksomhedsregi).
  • At have indhentet oplysninger om førerens kørsels- og straffeattest, hvis bilen udlejes eller leases.
  • At have sikret, at føreren er bekendt med reglerne og konsekvenserne ved vanvidskørsel.


Med andre ord: Jo mere dokumentation en virksomhed kan fremvise, jo bedre står man i en sag om konfiskation.


Erstatningskrav mod føreren

Som udgangspunkt må ejeren søge sit tab dækket gennem et erstatningskrav mod føreren.

Kun hvis det kan dokumenteres, at et erstatningskrav reelt er illusorisk – fx fordi føreren er insolvent, bosat i udlandet eller på anden måde ikke kan betale – og dette ikke kunne forudses, kan det tale for, at konfiskation er uforholdsmæssigt indgribende.


Hvad viser retspraksis?

Højesteret har i flere domme slået fast, at undtagelsen kun finder anvendelse i ganske særlige tilfælde, og at der skal foretages en konkret vurdering af ejerens forhold og mulighed for at forudse eller forhindre vanvidskørsel.


I en dom fra 2023 fandt Højesteret eksempelvis, at en arbejdsgiver, hvis medarbejder havde kørt spirituskørsel, ikke skulle have konfiskeret sin bil. Arbejdsgiveren havde indført og håndhævet en alkoholpolitik, medarbejderen havde underskrevet en erklæring om, at overtrædelse ville medføre bortvisning, og det var usikkert, om medarbejderen kunne erstatte bilens værdi. Under disse omstændigheder fandt Højesteret, at konfiskation ville være uforholdsmæssigt indgribende.


Hvad kan du gøre?

Som virksomhed er det vigtigt at forholde sig seriøst til reglerne om vanvidskørsel og konfiskation. Undtagelsen til konfiskation er snæver, men praksis viser, at det kan være muligt at undgå tab, hvis ejeren i tide har varetaget sine interesser og taget sine forholdsregler.


Overvejer du, hvordan din virksomhed kan beskytte sig bedst muligt mod konfiskation af biler ved vanvidskørsel? Så kan det være en fordel at få gennemgået interne politikker, procedurer og kontrakter, så du står stærkere, hvis uheldet er ude.

Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.

Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →

Denne artikel er udgivet efter aftale med ØENS Advokatfirma. Den er oprindeligt udgivet her.

Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.

Andet indhold, der kunne være relevant for dig

Højesteret stadfæster dom om bortfald af beskatning af maskeret løn
Højesteret stadfæster dom om bortfald af beskatning af maskeret løn
10/09/2026
Skatte- og afgiftsret, Retssager og voldgift
Højesteret: Gorrissen Federspiel frifundet for erstatningsansvar
Højesteret: Gorrissen Federspiel frifundet for erstatningsansvar
17/09/2026
Forsikringsret og erstatningsret
International organisations immunitet måtte vige for medarbejders ret til domstolsprøvelse
International organisations immunitet måtte vige for medarbejders ret til domstolsprøvelse
18/09/2026
Ansættelsesret og arbejdsret
Lærling tilkendt 97.000 kr. i godtgørelse for uberettiget ophævelse af uddannelsesaftale og mangelfuld håndtering af seksuel chikane
Lærling tilkendt 97.000 kr. i godtgørelse for uberettiget ophævelse af uddannelsesaftale og mangelfuld håndtering af seksuel chikane
21/09/2026
Ansættelsesret og arbejdsret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62A, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
[email protected]
Ønsker du at udgive materiale?
2026 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted