Hvad er et design, og hvad kan design­beskyttes?

Der tales ofte om, at Danmark er en designnation. "Danish Design" opfattes som et internationalt kvalitetsstempel, men hvad er design egentlig for en størrelse i en juridisk kontekst? Med dette spørgsmål indleder vi vores første nyhed i serien om designrettigheder.


Overordnet om designs

Med et design forstås et produkts eller en del af produkts udseende. Et design kan både være tredimensionelt i form af produktet i sin helhed, dele af produktet, f.eks. bordben, eller todimensionelt i form af udsmykningen af produktet, f.eks. mønstre og ornamenter. Definitionen af design er neutral og bred, og der stilles ikke krav om en vis æstetisk kvalitet, eller at designet skal være udtryk for en særlig indsats fra designeren.

Med en designregistrering er det muligt at opnå beskyttelse af stort set alt, der har et udseende og kan opfattes visuelt. Eksempelvis er det muligt at beskytte produktemballager, produktdetaljer, former, mønstre og ornamenter, webdesign, skrifttyper, computerikoner og logoer. For at opnå designbeskyttelse kræves det dog, at produktets form er stabil. Det vil sige, at væsker, cremer mm. ikke kan designbeskyttes.

Hvis dele af produktets udseende udelukkende er bestemt af produktets tekniske funktion, er det heller ikke muligt at opnå designbeskyttelse. Det betyder ikke, at en funktionelt betinget udformningen udelukker en beskyttelse. Det betyder derimod, at hvis designets udformning udelukkende er betinget af en teknisk funktionalitet, kan der ikke opnås designbeskyttelse af det eller de elementer, der er teknisk betingede. Eksempelvis skal høreapparater og kontaktlinser have en bestemt udformning for at opfylde deres funktion. I sådanne tilfælde vil designeren ikke have andre muligheder for formgivning af høreapparatet eller kontaktlinsen og kan derfor ikke opnå designbeskyttelse af den form, designeren er nødsaget til at vælge. Grænseflader i form af huller, fatninger, tapper mm. kan heller ikke designbeskyttes.


Beskyttelsesbetingelserne 

For at opnå designbeskyttelse skal to hovedbetingelser om "nyhed" og "individuel karakter" være opfyldt.

Et design er nyt, hvis intet identisk design er blevet offentligt tilgængeligt før dagen for registreringsansøgningens indgivelse.

Ved vurdering af nyhedskravet inddrages alle designs, der er blevet offentligt tilgængelige. Det er derfor, som udgangspunkt, uden betydning, hvor i verden offentliggørelsen er sket. Det er også uden betydning, hvilken branche udnyttelsen af designet har fundet sted i, idet designbeskyttelse ikke er brancheafhængig/branchespecifik.

Offentligt tilgængeligt er et centralt begreb i designloven. Et design kan anses for at være offentligt tilgængeligt, hvis det f.eks. er bragt i handel, vist ved en udstilling, gengivet i blade/kataloger eller forevist for en ubestemt kreds af personer. Et design, der er gjort offentligt tilgængeligt, vil ikke længere opfylde nyhedskravet.

Ofte vil en designer have behov for at præsentere sit design for f.eks. producenter og forhandlere. Sker en sådan præsentation alene for en udvalgt mindre kreds af personer, vil designet ikke anses for at være "gjort offentligt tilgængeligt". En sådan fremvisning kan både være med et udtrykkeligt eller underforstået krav om fortrolighed. Det er dog anbefalelsesværdigt skriftligt at sikre sig, at personer, der får fremvist et endnu ukendt design, forpligter sig til at hemmeligholde deres viden.

Betingelsen om individuel karakter er opfyldt, hvis helhedsindtrykket af designet adskiller sig fra helhedsindtrykket af andre kendte designs på mere end uvæsentlige punkter. Vurderingen af designets individuelle karakter foretages på baggrund af den informerede brugers synsmæssige opfattelse af designet, og den frihedsgrad designeren har haft ved udformningen af designet. Den informerede bruger er ikke en fagmand eller ekspert, men det er heller ikke en person, der er uden kendskab til produktet og dets formål.

Vurderingen af et designs individuelle karakter er en bedømmelse af designets udseende uden at være en æstetisk bedømmelse af designet. Forskelle og ligheder har stor betydning i vurderingen, men der ses i denne forbindelse bort fra mindre detaljer. Et produkt, der kun ved farvenuancer og mindre materialeafvigelser adskiller sig fra produkter, der allerede er på markedet, vil derfor, som udgangspunkt, ikke give et andet helhedsindtryk. Større ændringer, såsom ændringer i enkeltelementers indbyrdes placering, tilføjelser af nye elementer mv. vil derimod nok medføre, at kravet om individuel karakter er opfyldt.

Har designerens frihedsgrad – som følge af funktionelle/tekniske hensyn – været begrænset ved udformningen af et design, f.eks. af et betræk, der skal passe til en bestemt designerstol, skal den individuelle karakter søges i designets øvrige elementer. Eksempelvis hvis designeren har forsynet betrækket med en lomme til aviser/blade, skal designets individuelle karakter søges i denne lomme.


Hvem kan være designer?

Retten til at søge om at få beskyttet et design og herved at opnå eneret til designet tilkommer som udgangspunkt designeren, altså den fysiske person der har "frembragt" designet. I begrebet "frembragt" ligger, at designet skal være menneskeskabt, og at designeren skal have ydet en vis intellektuel indsats ved at frembringe designet. Det vil eksempelvis ikke være muligt at søge om at få en sofa, som man har købt i Japan, beskyttet efter EU-designsystemet, fordi man i dette tilfælde ikke selv har frembragt sofaen.

Er designet et resultat af et samarbejde mellem flere personer, er det muligt at registrere dem alle som designere. En designer kan også, ved aftale, overdrage sin designret til både en fysisk og juridisk person.


Design i ansættelsesforhold

Selvom de fleste designs frembringes i forbindelse med ansættelsesforhold, findes der i Danmark ingen regulering af, hvem designet skal tilkomme i et ansættelsesforhold. Er der ingen aftale mellem den ansatte og arbejdsgiveren, må forholdet afgøres konkret. Det afgørende i vurderingen vil umiddelbart være, om designet er frembragt som led i designerens sædvanlige arbejdsopgaver, og/eller om arbejdstageren har bedt designeren om at frembringe det konkrete design.

For så vidt angår EU-designs er området – modsat dansk ret – reguleret. I designforordningen, der regulerer området for EU-designsystemet, findes der nemlig en udtrykkelig regel om, at designs skal tilkomme arbejdsgiveren, hvis de frembringes af en arbejdstager i forbindelse med dennes sædvanlige arbejdsopgaver eller efter anvisning fra arbejdsgiveren. Det er muligt at fravige dette udgangspunkt ved aftale. Reglen fraviger desuden national lovgivning. Det betyder, at hvis andet er bestemt i national lovgivning, vil dette regulere området. Da området ikke er reguleret i dansk ret, betyder det, at EU-designs vil tilkomme arbejdsgiveren, medmindre andet er aftalt mellem parterne.


Kromann Reumerts anbefaling

Vi anbefaler, at virksomheder – enten i ansættelseskontrakten eller i en særskilt aftale – regulerer sine ansattes designret. Er der tale om et samarbejdsforhold, som er indgået med en designer, hvilket ofte ses, anbefaler vi også, at parterne indgår en skriftlig aftale, inden samarbejdet begynder. En sådan aftale bør regulere samarbejdet, herunder hvem designet skal tilkomme.

 

---