Hvad er en sædvanlig selvrisiko i en brand- og stormskadeforsikring i AB 92/AB 18?

Når der opstår brand under udførelsen af en entreprise, kan det have store og vidtrækkende konsekvenser for parterne, praktisk såvel som økonomisk.

Hvis parterne har aftalt AB 92 eller AB 18 er bygherren forpligtet til at tegne en ’’sædvanlig’’ brand- og stormskadeforsikring, jf. AB 92 § 8/AB 18 § 11, som dækker økonomiske tab i forbindelse med blandt andet en brand opstået under arbejdets udførelse. Efter AB 92 § 8 skal entreprenøren og eventuelle underentreprenører medtages som sikrede på forsikringspolicen, hvis der anmodes om det. Efter den nye bestemmelse i AB 18 § 11 vil entreprenøren og eventuelle underentreprenører nu automatisk være medtaget på forsikringspolicen.  

I en brand- og stormskadeforsikring vil der normalt altid være aftalt en selvrisiko. Det fremgår dog ikke af bestemmelserne i AB 92/AB 18, hvad der skal forstås ved en ’’sædvanlig’’ brand- og stormskadeforsikring. I forlængelse heraf giver det ofte anledning til tvivl, hvornår en selvrisiko i en brand- og stormskadeforsikring er sædvanlig, og hvor stor selvrisikoen bør være, når der indgås aftale om en brand- og stormskadeforsikring forud for entreprisens udførelse. Da det er bygherren, der er forpligtet til at tegne forsikringen, er det også bygherren, der - inden for rammerne af hvad der er sædvanligt – afgør, på hvilke vilkår og med hvilken selvrisiko forsikringen tegnes.

Landsretten behandlede spørgsmålet i sin afgørelse af 25. oktober 2018, 20. afd., sag nr. B-96-17, hvor hovedentreprenøren havde afholdt omkostningerne til selvrisikoen for en brandskade og videreførte kravet mod sin underentreprenør, i hvis underentreprise branden var opstået. Landsretten kom frem til, at en selvrisiko på 1.000.000 kr. ikke var sædvanlig og nedsatte på den baggrund selvrisikoen til 100.000 kr. Underentreprenøren blev fundet erstatningsansvarlig for brandskaden, hvorfor underentreprenøren skulle betale 100.000 kr. til hovedentreprenøren.

Hovedentreprenøren rettede derefter det resterende krav på 900.000 kr. mod bygherren under en efterfølgende voldgiftssag refereret i T:BB 2020.82 VBA. Voldgiftsretten tog ikke stilling til kravet, da det var forældet.

Sagen kort

Bygherren og hovedentreprenøren indgik i 2013 en entrepriseaftale vedrørende opførelsen af en ny trappeforbindelse på en ejendom. AB 92 var vedtaget mellem parterne.

Hovedentreprenøren antog herefter et tagfirma som underentreprenør til udførelse af taglægningsarbejdet.

Umiddelbart efter påbegyndelsen af entreprisen opstod der brand i forbindelse med taglægningsarbejdet. Brandundersøgelsesrapporten konkluderede, at det ikke kunne udelukkes, at branden var opstået som følge af svejsning / smeltning af tagpap i forbindelse med taglægningen.

Hovedentreprenøren afholdt reparationsomkostningerne for i alt 1.231.463 kr. Bygherren havde tegnet brand- og stormskadeforsikring hos sit forsikringsselskab med en selvrisiko på 1.000.000 kr. Da hovedentreprenøren var medforsikret på brand- og stormskadeforsikringen, fik hovedentreprenøren udbetalt det resterende beløb udover selvrisikoen på 231.463 kr. Hovedentreprenøren stod herefter tilbage med et tab på 1.000.000 kr.

Da branden var opstået i taglægningsentreprisen, rettede hovedentreprenøren kravet på 1.000.000 kr. mod underentreprenøren, der ligeledes var medforsikret. Sagen blev anlagt ved domstolene, da der var tvivl om, hvorvidt AB 92 var vedtaget.

I sagen for byretten i 2016 blev hovedentreprenøren og underentreprenøren fundet at være solidarisk ansvarlige for den opståede brand og dermed også selvrisikoen, da byretten vurderede, at der forelå egen skyld hos hovedentreprenøren. Hovedentreprenørens krav mod underentreprenøren blev derfor nedsat til halvdelen eller 500.000 kr., som underentreprenøren blev pålagt at betale.

Under forberedelsen af sagen for byretten blev der forelagt spørgsmål for Responsumudvalget under Forsikring & Pension. Der blev blandt andet spurgt om, hvorvidt det efter Responsumudvalgets opfattelse var sædvanligt, at en brand- og stormskadeforsikring indeholdt betaling af en selvrisiko på 1.000.000 kr.

Responsumudvalget fastslog, at en selvrisiko på 1.000.000 kr. i 2013 var i den høje ende af det generelle niveau.

I sagen for landsretten i 2018 blev spørgsmålet om selvrisikoen endnu engang forelagt Responsumudvalget under Forsikring & Pension, men denne gang i en mere konkret udformning, da spørgsmålet gik på, om det var Responsumudvalgets opfattelse, at en selvrisiko på 1.000.000 kr. ved en entreprisesum på ca. 2.000.000 kr., svarende til en selvrisiko på omkring 50 procent af entreprisesummen, var sædvanlig i 2013.

Responsumudvalget fastslog, at det var usædvanligt, at bygherren og forsikringsselskabet aftalte en selvrisiko i størrelsesordenen 1.000.000 kr., når entreprisesummen var på 2.000.000 kr.

Det var desuden Responsumudvalgets opfattelse, at det normale niveau for en selvrisiko i en sag som den foreliggende ville være i intervallet 5.000 – 100.000 kr.   

Landsrettens afgørelse

Landsretten fandt, at underentreprenøren havde handlet culpøst ved ikke at udvise den nødvendige forsigtighed og omhu, som bør udvises ved udførelse af et tagdækningsarbejde.

Landsretten fandt desuden, at hovedentreprenøren ikke havde udvist en sådan egen skyld, at hovedentreprenøren på den baggrund var afskåret fra at kræve selvrisikoen erstattet af underentreprenøren.  

Da underentreprenøren var medforsikret skulle han bidrage til betalingen af selvrisikoen.

På baggrund af Responsumudvalgets svar fandt landsretten ikke, at den aftalte selvrisiko var sædvanlig. Eftersom hovedentreprenøren ikke havde oplyst underentreprenøren om størrelsen af selvrisikoen, skulle underentreprenøren stilles som om brand- og stormskadeforsikringen var tegnet med den af Responsumudvalget anførte sædvanlige selvrisiko.

Landsretten udtalte, at der ikke findes en forsikringsretlig standard for, hvad der betegnes som sædvanlig selvrisiko, at der typisk ikke er en direkte sammenhæng mellem selvrisiko og entreprisesum, og at selvrisikoen typisk aftales ud fra en samlet vurdering af blandt andet skadeshistorik, entreprisesum, præmie, virksomhedernes identitet og arbejdets karakter.

Da Responsumudvalget havde udtalt, at en sædvanlig selvrisiko med en entreprisesum på 2.000.000 kr. ville ligge på mellem 5.000 – 100.000 kr., fastslog Landsretten, at hovedentreprenøren herefter kunne rette et krav overfor underentreprenøren på 100.000 kr., som blev fastsat til at være en sædvanlig selvrisiko i den pågældende sag.

Da underentreprenøren havde opfyldt byretsdommen og allerede betalt 500.000 kr. til hovedentreprenøren, skulle hovedentreprenøren tilbagebetale 400.000 kr. til underentreprenøren.

Sagen om forældelse – T:BB 2020.82

Hovedentreprenøren rettede derefter det resterende krav på selvrisikoen på 900.000 kr. mod bygherren. Dette skete under en efterfølgende voldgiftssag ved Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg som refereret i T:BB 2020.82, da AB 92 var aftalt mellem parterne.

Det fremgår af sagen, at hovedentreprenøren og bygherren allerede i 2015 efter brandskaden havde korresponderet om hovedentreprenørens eventuelle krav mod bygherren, og om at selvrisikoen efter hovedentreprenørens opfattelse var for høj.

Hovedentreprenøren gjorde gældende, at bygherren i en e-mail den 4. februar 2016 havde tilkendegivet at ville betale en eventuel erstatning udover selvrisikoen:

’’Vi kan på vegne af (vores klient) bekræfte, at HE efter vores opfattelse var medforsikret på policen og derfor er berettiget til eventuel erstatning ud over selvrisikoen…’’

Hovedentreprenøren gjorde desuden gældende, at bygherren havde anerkendt kravet i en e-mail den 9. november 2018:

’’Jeg har drøftet sagen med min klient, der som udgangspunkt er indstillet på at betale. De har dog brug for dokumentation for udgifterne, hvilket jeg formoder at din klient ligger inde med. Vil du sende det til mig, så vi kan få lukket sagen?’’

Bygherren gjorde heroverfor gældende, at kravet på 900.000 kr. var forældet under hensyn til, at der var forløbet mere end tre år fra parternes korrespondance i 2015 til at hovedentreprenøren anlagde sagen mod bygherren den 26. oktober 2018.

Det var desuden Bygherrens opfattelse, at Bygherrens e-mail fra den 4. februar 2016 ikke var en tilkendegivelse om at betale hovedentreprenørens krav på 900.000 kr., samt at Bygherrens tilsagn om betaling af kravet i e-mailen fra den 9. november 2018 blev fremsendt til hovedentreprenøren, efter forældelsen var indtrådt, og således ikke havde nogen retsvirkning.

Voldgiftsrettens resultat

Voldgiftsretten fandt ikke grundlag for at imødekomme hovedentreprenørens krav, da voldgiftsretten fandt, at hovedentreprenørens krav var forældet, da bygherren ikke havde anerkendt kravet ved korrespondancen i 2015.

Voldgiftsretten fandt det uden betydning, at bygherren havde givet tilsagn om betaling den 9. novem-ber 2018, da tilsagnet var fremsendt, efter forældelsen var indtrådt.

Bech-Bruuns bemærkninger

Det fremgår af AB 92 § 8, stk. 1, at ’’bygherren tegner og betaler sædvanlig brand- og stormskadeforsikring fra arbejdets påbegyndelse, indtil mangler, der er påvist ved afleveringen, er afhjulpet. På entreprenørens anmodning skal denne og eventuelle underentreprenører medtages som sikrede på forsikringspolicen.’’

Det fremgår af AB 18 § 11, stk. 1, at ’’bygherren skal tegne og betale sædvanlig brand- og stormskadeforsikring fra arbejdets påbegyndelse, indtil mangler, der er påvist ved afleveringen, er afhjulpet. Entreprenøren og eventuelle underentreprenører skal medtages som sikrede på forsikringspolicen.

Bestemmelserne pålægger bygherren en forsikringspligt, hvor AB 92 og AB 18 er vedtaget.

Bestemmelserne kan give anledning til tvivl, da der hverken i betænkningen til AB 92 eller til AB 18 findes retningslinjer for, hvad en ’’sædvanlig’’ brand- og stormskadeforsikring er. Det er ligeledes ikke defineret, hvad en sædvanlig selvrisiko er.

Landsrettens afgørelse viser, at en selvrisiko på en brand- og stormskadeforsikring kan være fastsat for højt. Landsretten fastslog, at en selvrisiko på 1.000.000 kr. i en sag med en entreprisesum på 2.000.000 kr. ikke kan betegnes som sædvanlig. Det kan på den baggrund udledes, at en selvrisiko på 50 procent af entreprisesummen vil være usædvanlig.

Landsretten udtalte desuden, at der ikke findes en forsikringsretlig standard for, hvad der betegnes som sædvanlig selvrisiko, at der typisk ikke er en direkte sammenhæng mellem selvrisiko og entreprisesum, samt at selvrisikoen typisk aftales ud fra en samlet vurdering af blandt andet skadeshistorik, entreprisesum, præmie, virksomhedernes identitet og arbejdets karakter.

Det er vigtigt at bemærke, at hovedentreprenøren skal oplyse underentreprenøren om selvrisikoens størrelse. Hvis hovedentreprenøren undlader at oplyse underentreprenøren om selvrisikoens størrelse, så kan selvrisikoen – i forholdet mellem hovedentreprenøren og underentreprenøren - blive nedsat til, hvad retten vurderer til at være en sædvanlig selvrisiko.

Sagens udfald ville have været anderledes, hvis der mellem parterne var aftalt AB 18. Dette skyldes den nye bestemmelse i AB 18 § 11, stk. 1, 5. pkt. hvoraf det fremgår at ’’selvrisiko påhviler bygherren’’. Bestemmelsen bevirker, at bygherren er ansvarlig for at betale selvrisikoen i tilfælde af, at en forsikringsdækket hændelse opstår. Betænkningen til AB 18 udtalte, at ’’udvalget ikke har fundet det rimeligt, at entreprenøren skal pålægges at betale en selvrisiko, hvis størrelse entreprenøren ikke selv har indflydelse på…’’. Ændringen er således foranlediget af, at det er fundet mest hensigtsmæssigt, at bygherren betaler selvrisikoen, da det er bygherren selv, der aftaler selvrisikoen med forsikringsselskabet, og at det således ikke skal lægges entreprenøren til last, at bygherren har aftalt en høj selvrisiko med forsikringsselskabet, muligvis for at spare på præmien.

I voldgiftsrettens afgørelse i T:BB 2020.82 VBA blev det fastslået, at det ikke er tilstrækkeligt til at afbryde forældelse af et pengekrav, at parterne har korresponderet om kravet. Bygherrens anerkendelse af at være kravet skyldig efter forældelsens indtræden var uden betydning.

Hovedentreprenøren kunne have undgået forældelse af kravet, hvis der var indgået en suspensionsaftale med bygherren, og denne ikke i mellemtiden var blevet bragt til ophør. Indgåelse af suspensionsaftaler bør overvejes i alle tilfælde af entreprisetvister, der har en tendens til at være længe undervejs fra kravets opståen, og til der indledes retslige skridt, eller på anden måde sker afbrydelse af forældelse.