Højesteret fastslår: Coop’s brug af et ophavsretligt beskyttet værk som rekvisit var retsstridig

Højesteret har den 18. december 2018 afsagt dom i en principiel sag om brug af et ophavsretligt beskyttet værk som rekvisit i en markedsføringsmæssig sammenhæng. Dommen viser, at et ophavsretligt beskyttet værk nyder en bred beskyttelse, selvom den krænkende part kun gør brug af værket i et begrænset omfang.

Kort om sagen

Coop Danmark A/S (Coop) havde i sin markedsføring af fødevarer afbildet keramisk service (skåle og tallerkener) på såvel emballage som i tilbudsaviser. Ophavsmanden til det keramiske service mente, at dette nød beskyttelse efter både ophavsrets- og markedsføringsloven.

Højesteret fastslog indledningsvist, at det keramiske service nød beskyttelse som brugskunst efter både ophavsretsloven og markedsføringsloven.

Højesteret skulle herefter vurdere bl.a., om Coop enten i kraft af ophavsretsloven eller en kutyme var berettiget til at anvende det keramiske service som sket. Højesteret fandt, at dette ikke var tilfældet.

I stedet blev det afgørende, om anvendelsen havde hjemmel i en ulovbestemt ret til en underordnet anvendelse af ophavsretligt beskyttede værker som rekvisitter i bl.a. reklamer (ud fra et såkaldt ”de minimis-princip”).

Dette var imidlertid heller ikke tilfældet, hvorefter Højesteret fandt, at Coop havde været uberettiget til at gengive de keramiske værker i kommerciel og markedsmæssig sammenhæng.

Højesterets begrundelse er i den forbindelse interessant, da den illustrerer rækkevidden af den beskyttelse, som et ophavsretligt beskyttet værk nyder.


Beskyttelsens rækkevidde

Som det fremgår ovenfor, havde Coop gjort gældende, at anvendelsen af den keramiske service var lovlig i henhold til enten ophavsretsloven, en kutyme eller som følge af et ”de minimis-princip”.

Nedenfor følger derfor en gennemgang af Højesterets vurdering af, hvornår disse forhold kan udgøre en undtagelse til udgangspunktet om, at det ikke er tilladt at gøre brug af et ophavsretligt beskyttet værk i kommercielle sammenhænge.


1 - Undtagelsesreglen i ophavsretsloven § 23, stk. 3

Coop havde i sagen påberåbt sig, at brugen af den keramiske service havde hjemmel i ophavsretslovens § 23, stk. 3. Af bestemmelsen fremgår det:

”Udgivne kunstværker eller eksemplarer af kunstværker, der af ophavsmanden er overdraget til andre, må gengives i aviser, tidsskrifter, film og fjernsyn, når gengivelsen er af underordnet betydning i den pågældende sammenhæng.”

Til dette vurderede Højesteret:

”(…) gengivelse af et kunstværk, her i form af brugskunst, ved afbildning på emballage for fødevarer og i tilbudsaviser fra dagligvarebutikker falder uden for anvendelsesområdet for § 23, stk. 3. Højesteret tiltræder derfor, at Coops anvendelse af servicet ikke falder ind under bestemmelsen eller princippet deri.”

Højesteret anlagde dermed en snæver fortolkning af rækkevidden af ophavsretslovens § 23, stk. 3, idet Højesteret understregede, at gengivelse af et kunstværk ved afbildning på emballage og i tilbudsaviser falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde.


2 - Undtagelse i kraft af en kutyme

Coop havde endvidere gjort gældende, at anvendelsen havde hjemmel i en langvarig kutyme for reklamebranchens og dagligvarebranchens brug af genstande som rekvisitter, ”når genstandene ikke er velkendte og ikke fungerer som blikfang, men alene benyttes til et praktisk formål som en naturlig del af det miljø, der gengives.”

Højesteret understregede i den henseende, at man bør være særligt tilbageholdende med at fastslå eksistensen af en kutyme, der indskrænker ophavsmandens rettigheder udover, hvad der følger af ophavsretsloven.

Højesteret fremhævede dertil, at selvom det er almindeligt, at der anvendes service mv. som rekvisitter på emballage og i tilbudsaviser uden producentens tilladelse, betyder dette ikke, at der foreligger en retlig bindende kutyme.

Højesteret har således ved dommen fastslået, at der ikke foreligger en retlig bindende kutyme i reklame- og dagligvarebranchen, der gør det tilladt at gøre brug af ophavsretligt beskyttede værker uden tilladelse fra ophavsmanden.


3 - Undtagelse i kraft af et de minimis-princip

Hvad angår spørgsmålet om eksistensen af et såkaldt ”de minimis-princip”, har Højesteret ved dommen fastslået, at brugen af et ophavsretligt beskyttet værk godt kan være af så underordnet betydning, at der ikke vil være tale om en ophavsretlig krænkelse.

Dette gælder uanset, om der er indhentet en tilladelse fra ophavsmanden, ligesom det ikke har betydning, at brugen sker i en kommerciel og markedsføringsmæssig sammenhæng.

Højesteret understreger imidlertid, at en sådan ulovbestemt undtagelse til ophavsretten skal fortolkes restriktivt, hvilket særligt skal forstås sådan, at brugen reelt skal være underordnet, ligesom den ikke må påvirke den normale udnyttelse af værket på en skadelig måde.

De sidstnævnte kriterier var efter Højesterets opfattelse ikke opfyldt.


TVC Advokatfirma bemærker

Dommen viser, at ophavsretligt beskyttede værker nyder en bred beskyttelse mod kommerciel og markedsmæssig brug, herunder også i situationer, hvor aktører på markedet gør brug af produkterne som rekvisitter i reklamer og lignende.

TVC Advokatfirma anbefaler derfor altid, at du søger professionel rådgivning og vejledning, hvis du oplever, at andre virksomheder gør kommerciel brug af dine produkter, kunstværker eller varemærker. TVC Advokatfirma sidder i den forbindelse altid klar til en uforpligtende drøftelse af din konkrete case.

 

 

 

---