Flertal i Højesteret: Oprensning af grøft er ikke ’gravearbejder’

I sagen fokuserede ledningsejeren særlig på, at kommunen havde pådraget sig et erstatningsansvar for skaden på kablet.

Retten i Horsens fandt, at kommunen havde handlet uagtsomt i en sådan grad, at den havde på-draget sig et erstatningsansvar.

Vestre Landsret ændrede imidlertid dommen, da den vurderede, at oprensning af grøfter med den pågældende type maskinel, som var blevet anvendt af kommunens medarbejder, ikke kunne betegnes som gravearbejder omfattet af § 9 i LER-loven. Landsretten udtalte herefter, at kommunen kun kunne ifalde erstatningsansvar, hvis kommunens medarbejder havde handlet culpøst i forbindelse med grøfteoprensningen. Landsretten fandt det ikke bevist, at den kommunale medarbejder havde handlet culpøst i forbindelse med udførelsen af oprensningen af grøften. Landsretten tog derfor kommunens frifindelsespåstand til følge.

Højesteret stadfæstede – med dissens (3-2) - landsrettens dom. Flertallet fandt, at der ikke havde været pligt til at indhente oplysninger fra ledningsejerregistret i det pågældende tilfælde, eftersom der ikke var tale om ”gravearbejde”. Flertallet udtalte først, at ifølge forarbejderne til § 9 omfatter begrebet ’gravearbejder’ alle fysiske arbejder, som kan beskadige nedgravede ledninger, herunder også skydning af ledninger gennem jorden, boring af huller, grubning eller nedramning af rør, pæle mv. I forlængelse af det, henviste flertallet til bestemmelsen i § 9, stk. 2, der giver hjemmel til at undtage visse erhvervsmæssige gravearbejder fra pligten til at indhente oplysninger fra lednings-ejerregistret. Af forarbejderne til § 9, stk. 2 følger det, at bestemmelsen skal anvendes til at und-tage almindelig jordbearbejdning og overfladiske gravearbejder foretaget af erhvervsmæssige aktører inden for landbrug, i private haver mv. På den baggrund fandt flertallet, at ordet ’gravearbejder’ ikke omfatter overfladiske jordarbejder. Da grøfterenseren ikke var beregnet til at grave med, var der tale om overfladiske jordarbejder og derfor ikke om gravearbejde.

Flertallet var enig med landsretten i, at kommunen ikke havde handlet ansvarspådragende.

Mindretallet fandt omvendt, at LER-lovens § 9, stk. 2 måtte forstås således, at almindelige jordbearbejdning og overfladisk gravearbejde var ’gravearbejde’ i lovens forstand. Undtagelsen fra forespørgselspligten gjaldt kun for almindelig jordbearbejdning og overfladisk gravearbejde i forbindelse med landbrug, i private haver og lignende. Da der ikke var tale om arbejde i landbrug, i private haver eller lignende, var kommunen efter mindretallets opfattelse ikke undtaget fra forespørgselspligten.

Mindretallet fandt herefter, at kommunen havde handlet ansvarspådragende og var erstatningsansvarlig, idet mindretallet ikke fandt det godtgjort, at skaden ville være sket, uanset om kommunen havde rettet henvendelse til ledningsejer som foreskrevet eller ej.

Bech-Bruuns kommentar

Der har gennem længere tid været en drøftelse af, hvad der ligger i begrebet ’gravearbejder’ i LER-loven. Efter Højesterets afgørelse må retsstillingen være den, at der skal være tale om et gravearbejde af en vis art før, at arbejdet kan falde ind under begrebet ’gravearbejde’. Bestemmelsen må forstås således, at almindelig jordbearbejdning og overfladiske gravearbejder i almindelighed ikke er gravearbejder. Derudover må bestemmelsen forstås således, at heller ikke videregående jordbearbejdning på nær overfladiske gravearbejder, som fx pløjning eller anlæg af bede, der sker i landbrug, i private haver eller lignende, vil udløse pligt til at indhente oplysninger fra ledningsejerregistret.  

I praksis betyder det formentlig, at almindelig pleje af arealer, herunder græsslåning, oprensning og vedligeholdelse af grøfter m.v. ikke kræver indhentning af ledningsoplysninger.