Flere billige boliger

Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det. Det samme kan man langt hen ad vejen sige om den såkaldte boligmangel, som i hvert fald siden 1940'erne har været et tilbagevendende spøgelse i den danske politiske debat. Det gælder i hvert fald, hvis man siger, "... men ingen gør noget effektivt ved det."


Nu har transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) imidlertid inviteret alle kommuner i hovedstaden til et boligtopmøde med en klar dagsorden: Der skal være flere boliger i København. Tanken er at genoprette balancen mellem udbud og efterspørgsel på boligområdet.

Relevante virkemidler
I sin pressemeddelelse om invitationen angiver ministeren ikke virkemidler til at få flere boliger, men det er vel også netop tanken, at man på topmødet skal diskutere relevante virkemidler.

Uanset at vi altså endnu ikke rigtigt ved hvilke nye tiltag, som kan komme ud af et sådant topmøde, er der alligevel grund til at beskæftige sig med den underliggende tanke bag ministerens invitation.

Siden 1940'erne har svaret på den såkaldte boligmangel typisk været regulering.

Vi har selvsagt haft prisregulering i mange former, men også regler om tilskud både til udlejer og lejer, forbud mod nedrivninger, nedlæggelse af boliger og forbud mod renoveringer. Men vi har også haft egentlig rationering i form af et boliganvisningsudvalg, som bestemte, hvem der måtte leje hvilke lejligheder, for at størrelsen og beboersammensætningen kunne passe sammen.

Men på trods af de mange forskellige tiltag diskuterer vi altså stadig boligmangel nu ca. 80 år senere. Noget tyder altså på, at regulering ikke afhjælper boligmangel. Det er måske derfor, at ministeren nu tilsyneladende kigger i en anden værktøjskasse for at løse problemet.

Grundlæggende økonomi
I stedet for at afbøde boligmanglens virkninger med regulering er ministerens målsætning nu tilsyneladende at komme boligmanglen helt til livs ved at skabe balance mellem udbud og efterspørgsel på boliger.

Som udgangspunkt er der god grund til at være positiv over for tanken. Basal økonomisk lærdom tilsiger, at stigende udbud af boliger vil få prisen til at falde, og at prisen vil blive ved med at falde, til den nærmer sig marginalomkostningen ved at producere flere boliger.

Et øget boligudbud er således en effektiv vej (og måske endda den eneste vej) til endeligt at aflive boligmanglen. Det vil derfor være meget velgørende, hvis politikere med interesse for boligmarkedet fremover vil fokusere på at øge udbuddet frem for pletvis symptombehandlende regulering.

På vej mod nul boligmangel?
Når nu ministeren sådan set har den rigtige målsætning, kan vi så forvente, at boligmanglen er en saga blot om nogle år?

Svaret afhænger i høj grad af de virkemidler, som ministeren og ikke mindst de berørte kommuner vil tage i brug.

Da den meget høje efterspørgsel efter boliger typisk retter sig mod bestemte områder, som allerede er fuldt udbyggede, vil en bedre balance mellem udbud og efterspørgsel kræve, at bygningsmassen i disse eftertragtede områder fortættes, og det kan i almindelighed kun ske i større skala ved at bygge i højden.

Det mest effektive vil derfor være systematisk at øge den maksimalt tilladte bebyggelse over en bred kam. For at fastholde kvaliteten i byen bør bebyggelsesprocenten som centralt styringsredskab erstattes af arkitektoniske og byplanlægningsmæssige kvalitetskrav, således at vi kan opretholde kvaliteten i en by med mange flere boliger.

 

---